veninder, veninder i alanya

Gæsteblogger: At springe ud i det

Like på:

Dagen gæsteblogger har ikke ønsket at bruge sit navn, hvilket jeg helt respektere. Men hun er en dansk pige, som netop nu står og gør klar til at flytte til Alanya, for at teste kærligheden her.

Jeg begyndte selv min blog efter jeg var flyttet hertil, og derfor er jeg super glad for at kunne give mine læsere et indlæg  omkring hvilke tanker man kæmper med inden man flytter herned.





Jeg har fået æren af, at skrive et gæsteindlæg her på bloggen, da jeg lige nu står med en masse tanker omkring, hvorvidt jeg skal tage springet og rykke til Alanya for en stund. Grunden til dette er, at jeg har mødt en tyrkisk mand, som må siges at have taget mig med storm.

I september måned er jeg i Alanya med min familie og her møder jeg en tyrkisk tjener, som fanger min opmærksomhed. Jeg har egentlig aldrig udvist den store interesse for tyrkiske mænd, fordi jeg har haft en klassisk fordom omkring, at de ikke vil noget seriøst med nogen. Efter en aften med flirtende smil og blikke ender det med et facebookvenskab og på daværende tidspunkt forventer jeg mig egentlig ikke mere af den flirt.

Tilbage i Danmark skriver den flotte tjener så til mig og vi begynder at snakke meget sammen. Han viser sig at være meget omsorgsfuld, sød, charmerende og sjov. Jeg føler hurtigt, at han er anderledes end andre tjenere, jeg har haft lidt kontakt med, da han virke-lig interesserer sig for mig og han virker seriøs omkring mig. Da jeg har et hul i kalenderen, vælger jeg derfor rimelig hurtigt at rejse til Tyrkiet igen alene. I starten er jeg skeptisk og prøver at affinde mig med, at jeg nok bare er én ud af mange. Men halvvejs inde i første uge går det dog op for mig, at vi er faldet totalt for hinanden og at det hele faktisk kunne blive rigtig godt. Det bliver 12 fantastiske dage og vores forhold udvikler sig hver dag og det bliver til en tårevædet afsked den dag, jeg igen skal tilbage til Danmark. Efterfølgende skriver vi sammen hver dag og ringer sammen og der er en helt speciel kemi. Vi er hurtigt enige om, at der er noget mellem os og at vi rigtig gerne vil prøve det af.

Og her sidder jeg så nu… I Danmark, mens alle mine tanker er i Tyrkiet. Jeg tænker konstant på ham og hvor langt væk han er. Jeg tænker, om jeg mon kan få en hverdag til at fungere i Alanya eller om han vil kunne få et godt liv her i Danmark? Jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor jeg ikke har de store forpligtelser herhjemme og ideen om at tage af sted 1-2 måneder frister mig helt vildt. Og måske rykke derned permanent, hvis det virkelig er kær-lighed?

Men der foregår utrolig mange ting i mit hoved. Der er ingen tvivl om, at hele problematikken omkring familie, traditioner og religion fylder utrolig meget. Jeg er slet ikke interesseret i at blive fanget i noget, hvor jeg ikke kan bunde. Derudover føler jeg, at det er et kæmpe tabu herhjemme, at blive forelsket i en tyrkisk mand. Det er jo nærmest en kliche, så alle forbeholder sig retten til lige at fortælle én, at ”Det bliver jo aldrig seriøst, han har en ny næste uge” eller ”Familien vil aldrig acceptere en kristen, lyshåret pige som dig”. Og det er jo fordomme jeg også selv sidder med, for hvad kan man forvente af et forhold med en fra en helt anden kultur og med en anden religion? Vil min tyrkiske mand gøre sin familie skuffet, hvis han vælger mig? Er der en forventning til, at jeg skal konvertere eller bære tørklæde en dag i fremtiden? Jeg er af den klare overbevisning, at jeg ikke ønsker at ændre den, jeg er, så hvis det skal fungere, skal der helt klart en stor portion gensidig respekt til, som jeg allerede føler, eksisterer imellem os.

Der er ingen problemer i at konfrontere min tyrkiske mand med alle de her spørgsmål og jeg har heldigvis et positivt indtryk af, at hans familie lever et meget moderne liv og godt kan acceptere, at deres søn får en dansk kæreste, så længe hun bare gør ham glad. Han fortæller dem også rimelig hurtigt om mig og jeg er faktisk ikke et sekund i tvivl om mere, at han mener det seriøst.

Derudover er der jo det kedelige spørgsmål om økonomi og hverdag. Jeg har nogle udgifter i Danmark, som skal betales, idet jeg ikke ønsker at satse alt på ét bræt endnu. Så har jeg stadig min danske hverdag at vende hjem til, hvis det ikke fungerer.

Og hvordan skal jeg tjene flere tusinde danske kroner hver måned, når jeg sidder i Alanya? Jeg ønsker ikke, at min tyrkiske mand skal betale for mig, måske maksimalt et måltid på en af byens restauranter. Derudover er der jo også en hverdag, som skal funge-re. Han har selvfølgelig sit tjenerjob og i det tidsrum skal jeg jo gerne lave noget andet, så jeg ikke ender som en savnende hundehvalp, der har siddet alene hele dagen. Jeg håber på at skaffe noget freelance kommunikationsarbejde, som jeg kan klare fra min computer. Hvis det er helt umuligt at hive de nødvendige penge hjem, så må opsparingen lide et ind-hug i starten, for jeg er virkelig fast besluttet på, ikke bare at kaste håndklædet i ringen og sige ”nej, det er for besværligt, jeg tager en dansk mand i stedet”.

Det er derfor en blandet omgang følelser jeg sidder med lige nu, hvor jeg på den ene side ønsker at opgive alt herhjemme og kaste mig i armene på ham, men hvor jeg på den an-den side også har fornuften med mig, de uundgåelige fordomme og ikke verdens største opbakning hjemmefra til det her eventyr. Det er svært for mig at gå imod normen, men der ligger også en fandenivoldskhed i mig, som ikke vil lade afstanden, fordommene og for-skellene standse mig.

Det har resulteret i, at jeg har besluttet at besøge ham 10-15 dage her i december, hvilket betyder, at jeg ser ham snart (jubii!). Derudover har jeg næsten besluttet at købe en oneway-ticket i starten af januar og tage af sted og se, hvad der sker. Jeg vil ikke rode mig ud i opholdstilladelse og andet bureaukratisk lige nu, hvilket giver mig maksimalt 2 måne-der i Tyrkiet efter nytår. Men det er også et kæmpe skridt for mig nu, hvor jeg gør noget, jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre. Jeg trodser fordommene og tror på, at det her skal have chancen. Enten vender jeg hjem i slut februar med et endnu større crush end nu og ellers vender jeg hjem med et eventyr i bagagen og en vished om, at jeg prøvede lykken. Uanset hvad er det en win-win og jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad den nærmeste fremtid bringer.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *