Et job Taner aldrig bad om at få

Like på:




At Taner er en sød og god kæreste er de færreste faste læsere nok i tvivl om.

Vi har været sammen i mere end 3 år, og ligesom mange andre forhold har vi gode og dårlige dage – men flest gode. Ligeså planlægger vi også en fremtid sammen i Tyrkiet.

Mange spørg tit til om vi ikke vil til Danmark og bo, og det er ingen af vores ønsker. Regler, racisme og sprog gør tanker om Danmark til et mareridt, og vi har det godt, her hvor vi kan tale et fælles sprog, tjene penge og nyde livet. I Tyrkiet er der heller ingen der stille krav til den ene, så den anden kan blive. Min opholdstilladelse er 100% uafhængig af Taner, og det er jeg faktisk glad for.

Overskriften hedder Et job Taner ikke havde bedt om. Det er overskriften fordi jeg gerne vil skrive lidt om, hvad det faktisk kræver af en tyrkisk mand/dreng/pige/kvinde at have en udenlandske kæreste, og hvor svært det nogen gange er at være “et job” for kæresten.

Selvom jeg lagt hen ad vejen er meget selvstændig i Tyrkiet, så er mine forventninger stadig at Taner lærer og hjælper mig igennem sociale situationer med venner og familie, samt at han hjælper mig med sproget i tide og utide. Selvom Taner ER sød, men ovenstående er også grundlag for uenigheder.

Stort set hver aften spiser vi med Taners forældre i hans hus. Det er hyggeligt og jeg holder meget af dem, men jeg kan ikke tale flydende nok til at være med i alle samtaler. Jeg kan ikke hører, hvad de siger når flere snakker og jeg har meget svært ved at forstå hvad der sker i fjernsynet. Ca 1 månedligt skænderi omhandler det, at jeg føler mig isoleret i aftenerne hos hans forældre, og at han ikke hjælper mig. Der lyder jeg måske krævende, så for i kan forstå problemet er her 2 eksempler fra den sidste måned (synes i stadig jeg er krævende efter eksemplerne så er det sådan det er)

1. Taner snakker livligt med sine forældre om det at de vil bygge en etage på bjerghuset til os. Taner siger hele tiden, at jeg skal være med til at bestemme hvordan det skal være, for det er også mit fremtidige “hjem” (vi skal ikke bo der fast). De snakker i 20 minutter frem og tilbage. Jeg spørg hvad samtalen handler om da de stopper med at snakke, Taner svare kort: vi snakker om hvordan huset skal være. Jeg må så igen forsøge at få hans øjn kontakt for at få mere info om det hus “jeg skal være med til at bestemme i, da det også er mit fremtidige hjem”. Han svarer “jeg forklare det senere”. Det er 5 dage siden, og jeg har stadig ikke fået det at vide siden :(.

2. Alle ser fjernsyn. Det er kun tyrkisk. Alle griner af noget i fjernsynet. Jeg prøver at følge med, men forstod ikke joken. Jeg spørg Taner og får svaret: Det er lige meget, så sjovt var det heller ikke 🙁 (hvorfor grinte de så?)

Aftnerne med svigerfamilie er det sure med det søde, men når jeg får nok kan jeg altid gå hjem til mig selv, og det er der aldrig nogen der stiller spørgsmålstegn ved. Mere problematisk er det når vi er ude med tyrkiske venner. “Vores” venner (Taners venner) indeholder meget få der snakker engelsk og de der snakker engelsk, snakker meget begrænset engelsk. De prøver gerne at have en lille samtale med mig på engelsk, men de stopper hurtigt. Det følelses ligesom at have en samtale med et skolebarn, der lige har fået engelsk i skolen: Få ord og samtaler uden indhold.

Jeg kan godt lide at komme ud med tyrkerne, da jeg jo oprigtigt ønske at forstå og blive en del af kulturen. Men fuck det er svært, og man skal virkelig lærer at håndtere følelser af ensomhed i offentligheden. 99% af tiden snakker de uden man har en chance for at deltage eller kunne svare (da det tager tid at finde ordene også er de allerede videre i samtalen). Jeg ville ønske Taner hjalp mig mere, men jeg tror det er for svært for han, og han glemmer igen hurtigt at jeg ikke er med i fællesskabet, mens han hygger med sine venner. Man kan vist nemt sige at det er et “Job” han ikke bedt om at få, så det er svært at give ham det ansvar.

Om jeg selv havde været meget bedre i et dansk selskab, hvor en ikke kunne tale særligt godt dansk er jeg ikke sikker på. Ikke fordi jeg ikke synes de skulle være med i fællesskabet, men fordi man selv synes det er “så nemt at forstå det hele” at man glemmer det oprigtigt er en kamp for andre.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *