I år fik jeg den fedeste fødselsdagsgave af mine veninder! En tur i Alanya Escape, som jeg havde ævlet om vi skulle prøve i flere uger i forvejen. Fødselsdagsgaven blev indløst sidst i august og jeg skrev dette indlæg om turen. Lille Jasmin på 8 år var med da vi besøgte Alanya Escape, og det gjorde vi ikke nåede så langt i spillet ( og pyt med det, for vi havde det skide skægt).
Et af mine nyeste blog indlæg handlede om at en af mine barndomskammerater er i Alanya, og den erkendelse omkring livet i udlandet det gav mig. Erkendelsen af at man ikke er den samme som man var engang, og at bestemte personer kan kaste en direkte ind i en boks, hvor alt var lige så fedt som det var engang. Læs hele historien om det her.
Før drengene rejste til Alanya, sendte jeg dette link til Escape room Alanya, og spurgte om de var klar på at prøve det – det var de!
Drengene er nogle spasmagere, og dele af spillet kræver lidt fokus, så jeg var i tvivl om det bare ville gå op i hat og briller. Heldigvis blev jeg overrasket.
Sådan gik det i Escape Room
Vi havde booket tid kl 20.00 (de lukker kl 21.00). Vi får spillet præsenteret af de ansatte, drengene jokker om øl pause undervejs i spillet, og Anders advare om hans “spasser ud” med armene når han bliver bange. Casper spørg hvad rekord tiden er, for nu de ikke kan få øl, så vil de fanme slå rekorden. Vi får at vide af den ansatte, at der endnu ikke er nogle tyrkere som har gennemført spillet uden hjælp – Det gjorde os super motiveret!
Derefter bliver vi ledsaget ned til det første rum og placeret i hver vores fængselscelle. Lyset går ud og vi bliver låst inde. Jeg forklarer drengene hvordan vi kommer ud (ved jeg jo fra sidste gang). Lyset tænder et slit sekundet og et kæmpe skrig kommer fra Caspers celle. Den uhyggelige spørgelsesmand har stået lige foran hans celle da lyset tændte, og givet han et gigantisk chok. Vi andre kan ikke se ham, da cellerne er parallel ud for hinanden.
Lyset blev tændt igen, Kim og jeg kommer hurtigt ud af vores celler, og fik nøglen til de andres celler. Alle nøgler drillede, og at jeg var ved at græde af grin over at se dem låst inde i de små celler, hjalp helt sikkert ikke på problemet. Til sidst kom alle ud af cellerne og vi blev skræmt videre ind i det næste rum i fuldstændig mørke. I rum nr. 2 står vi muse stille og venter på lyset tænder igen. Alle står op ad væggene, for ikke at blive skræmte.
Lyset tænder et sekundet – og shit et chok. Ved siden af mig står endnu en uhyggelig spørgelsesmand, men faktisk er det ikke det der skræmmer mig.
Anders´s hånd som kommer flyvende ind i ansigtet på spøgelsesmanden, også slukkes lyset igen. Jeg råber højt “Anders hvad fanden laver du” mens jeg forsøger at undskylde til spøgelsesmanden, som jo er en udklædt ansat fra Escape Alanya. Anders råber “det gjorde jeg bare ikke”, og i svagt lys ser jeg spøgelsesmanden forlade rummet, mens han holder sig til ansigtet. Jeg var sikker på de ville stoppe spillet nu, men heldigvis får vi lov at fortsætte.
I det 2 & 3 rum er drengene blevet seriøse på en super fed måde. Hver gang lyset slukker, kaster jeg mig i retning mod Anders, og holder hans arme (optimistisk da Anders er 2 meter høj, men det virker, for han laver ikke mere ballade). Vi finder en løsning på at holde spøgelsesmanden ude af rummet, hvilket givet lidt ro til at løse gåderne og stor irritation for han der er ansat til at skræmme os. Da vi har løst alle opgaver i rum 2 og 3 (som er 2 rum der er delt af et gitter) pakker vi alle ting, vi har fundet sammen, for vi ved aldrig hvad vi skal bruge i næste rum. Mads ser en lang skrue ting, som jeg var sikker på vi ikke skulle bruge til noget senere, men det viste sig at være meget brugbar. Rum 4 og sidste rum 5 løser vi hurtigt og VI GENNEMFØRER SPILLET PÅ 30 MINUTTER!
De ansatte var søde men tydeligt irriteret over at de fjollede danske drenge og den lille pige har gennemført deres spil på rekord tid, men stemningen er fantastisk og vi fejre vores sejre på EV!