Da vi første gang mødtes i person opstod et rigtig fint venskab.

Jeg spurgte Louise om hun havde lyst til at dele sin historie her på bloggen og samtidig sætte fokus på hvordan livet i et dansk/tyrkisk forhold med en baby er.

Dette er Louises historie:

Hej alle læsere!

Jeg har været så heldig at få lov til at være gæsteblogger hos Tea, med emnet omkring det at være udenlandsdansker i Alayna med en lille baby, så her får I min historie.

Lidt om mig og starten på alle tankerne:

Jeg hedder Louise Lykke Hviid, jeg er 22år gammel og er oprindeligt fra Odense.

Jeg mødte mit livs kærlighed Ali i Alayna i 2017, og i 2019 kommer vores lille guldklup til verden, nemlig vores datter, som i dag er knap 8 måneder.

Ali og jeg havde altid levet sammen på langdistance forhold, hvilket betyder vi altid kun havde rejst frem og tilbage for at være sammen. Da vi besluttede os for at prøve at blive forældre gik det rimelig stærkt! Vi begyndte at snakke en del om ‘’jamen hvad fanden gør vi?!’…

Læs også >> Gæsteblogger: Helle Andersen om at vende hjem

Vi blev enige om…

Vi blev ret hurtige enige om, at jeg skulle føde vores datter i Danmark, da et dansk pas bare er guld værd. Hvis vores datter Aliye Caroline fik et Tyrkisk pas, ville hun ikke kunne rejse rundt i Europa som det ville passe hende, og det ville blive noget værre bøvl med at skulle lave visum hver gang vi skulle til Danmark, så den beslutning var vi meget enige om.

Vi tog så beslutningen om at flytte til Tyrkiet og bo sammen som en familie, når jeg havde født vores lille datter, da Ali ikke har mulighed for at bosætte sig i Danmark før jeg fyldt 24.

Ny start i Tyrkiet, opholdstilladelse og dobbelt statsborgerskab.

Jeg fødte vores datter d.29/04-19, med Ali og min mor ved min side.

Ali tog hjem et par uger efter fødslen, og jeg rejste efterfølgende derned 2 gange inden vi skulle flytte dertil.

Vi kommer hertil d.16/08-19, og jeg havde inden da haft kontakt med Tea, som skulle hjælpe mig med at få min opholdstilladelse når jeg var flyttet hertil, så det startede vi med.

Det hele gik super nemt for sig, da Tea har bare har styr på det. Jeg fik min opholdstilladelse efter en lille uges tid, så gik det rimelig hurtig t.

Derefter prøvede Tea og jeg, at finde ud af hvad Aliye Caroline skulle have af opholdstilladelse, da hendes far jo er Tyrkisk statsborger.

Vi besluttede os for, at hun skulle have dobbelt statsborgerskab, så hun resten af livet kan blive her ligeså længe hun vil, også når hun engang bliver voksen. Processen var lidt længere end min opholdstilladelse, da de skulle brugere flere papir fra hende, end de skulle bruge fra mig – og jeg må indrømme.. jeg havde ikke styr på en skid! Men det hele gik, og hun fik sit dobbelt statsborgerskab ret hurtigt efter søgningsprocessen var overstået.

Læs også >> Gæsteblogger: Jasmin på 8 år om at bo i Alanya

Livet som udenlandsdansker i Tyrkiet med baby

Selvom man flytter til Alanya, er der stadig vasketøj, mad, rengøring, indkøb og meget andet man skal ordne, for det er ikke bare badeferie.

Min kæreste arbejder hele sæsonen som kaptajn på et skib, hvilket også betyder, at jeg er meget alene hjemme med den lille. Han står op kl.06:30 og kommer hjem mellem 17-19, så dagene kan godt føles lange når du bare er derhjemme og ikke kender særlig mange mennesker.

Man kommer hurtig til at savne Danmark, familien og alle ens venner.
Heldigvis står Ali’s familie rigtig meget til rådighed, og vil altid hjælpe – uanset hvad!

Der er mange udfordringer ved at flytte hertil som nybagt mor, især når man kommer fra Danmark. Man kan tit og ofte føle, at deres råd omkring Aliye bare er noget, man ikke kan bruge til noget.
Deres sundhedssystem synes jeg personligt ikke er særlig godt, og man får absolut ingen hjælp fra staten. Selvfølgelig skal man også huske, at alle Tyrkiske børn har det jo godt, og de har det godt med sundhedssystemet, men når man kommer fra Danmark, så føler man selv, at man mere ved hvad der er rigtigt og forkert.

Vi vil rigtig gerne til Danmark og bo i den kommende fremtid, da vi begge tænker det er bedste for vores datter fremtidsmæssigt.

Lige nu elsker jeg, at kunne give vores datter denne oplevelse, blive god til sprog, at vågne op hver morgen til høj solskin, pool i baghaven, smukke solnedgange, lækker mad og en masse oplevelser man ikke kan få i Danmark.

//Louise.

INDHOLD I ARTIKLEN: LIVET MED EN BABY I ALANYA, GÆSTEBLOGGER, DANSK TYRKISK PARFORHOLD, FASTBOENDE I TYRKIET, FASTBOENDE I ALANYA, FAMILIELIV I ALANYA, REJSEBLOG.

Indlægget Gæsteblogger: Livet som udenlandsdansker i Alanya med en baby blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

Vi blev hurtigt gode venner og vi spise utrolige mængder sushi sammen i de 4 uger vi gik på skole sammen.

Elia lovede mig at besøge mig igen i Alanya, men som det ofte går så flyver tiden afsted.

Lige indtil jeg for nogle uger siden fik en besked der lød noget ala “Hej Sushi. Jeg er på jordomrejse, jeg kommer til Alanya, er der plads på din sofa”.

Der er altid plads på min sofa til mine venner, lige meget hvor lang tid siden det er jeg har set dem sidst, så Elia var mere en velkommen. Hun fortalt mig hun ville tage bussen fra Istanbul til Alanya, for hun er i gang med en grøn jordomrejse, som betyder hun ikke vil flyve.

Elia var hos mig nogle dage, hvorefter hun tog bussen videre mod Mersin for at sejle til Cypern. Jeg spurgte Elia om hun ville skrive et indlæg her til min rejseblog, for at fortælle om sin bustur fra Istanbul til Alanya. Her er hendes indlæg:

Busturen fra Istanbul til Alanya.

Efter et par virkelig gode dage i Istanbul, var næste destination på min rejse mod Cypern, uden fly, at tage til Alanya.

Min plan var at tage bussen, hele vejen fra Istanbul og tværs hen over Tyrkiet, for at ramme Alanya. En tur som tager mellem 14 & 16 timer. Det er ret meget buskørsel.

Bussen var indrettet med enkel sæder i den ene side og dobbelt sæder i den anden. Jeg fik et enkelt sæde. Det var jeg helt fint tilfreds med, for så kunne jeg fylde alt det, jeg havde brug at fylde hele vejen, uden at tænke på min side makker.

Der er et lille tv installeret i hvert sæde, som virker uafhængigt af hinanden, så alle kan se eller “lave” det de vil. Der var både mulighed for film, musik, og at gå på nettet og for at spille diverse spil, såsom “angry birds” eller “syvkabale”.

Dog var menuen og undertekster/tale på tyrkisk, så jeg fik ikke så meget ud af film delen. Det er første bus jeg køre med på denne tur ( hen over Europa) hvor det var en mulighed.

God service på turen

Derudover havde bussen en “piccolo” ansat, han sørgede for både, the, kaffe, vand og diverse kiks og kager. Det var ikke noget man skulle betale for, og han kom jævnligt forbi med sin lille vogn med lækkerier, (som desværre for mig, ikke var vegansk, men det kommer nok en dag.)

Jeg må jo sige at servicen var til stede og at nogen helt sikkert havde tænkt over dette. Meget fint.

På min tur ned over Europa, er det første bustur, hvor jeg oplever dette. For mig var det rart med the, og de fleste nød da også godt af hvad udbuddet ellers var.

Læs også>> 10 Gode råd til lange busture i Tyrkiet

Hvis jeg skal være helt ærlig, og sådan er jeg, så var det virkelig en lang tur, og det er ikke noget jeg skal igen lige fremover.

Men jeg må rose selskabet, for at gøre sit til, at turen bliver så behagelig for passagererne som muligt. Selvom de fleste af medarbejderne ikke snakker engelsk så godt, er de glade for at hjælpe med de spørgsmål eller problemer.

Nemt og billigt at tage bussen

Udover synlighed på bussen, var det også virkelig let at finde frem til busstationen, hvorfra jeg skulle køre. Kald det gratis eller i kludderet i prisen, men fra hvor jeg købte min billet, blev jeg hentet med shuttlebus og kørt hele vejen, uden at betale en klejne!

Og bedst af alt, prisen. Alt dette kan fås for den lette sum af 120-140 tyrkiske lira, som svare til ca. 140-160 Danske kroner. Det syntes jeg godt nok er billigt.

Skal man med toget fra København til fx. Lolland, kan en billet uden rejsekort købes for 180 kroner. (En rejse på under 4 timer).

Selvom det var en lang tur, og at jeg til tider godt kunne være lidt irriteret over stop og tyrkisk tale, så er jeg glad. Jeg har bevist for mig selv, at det er muligt at krydse Tyrkiet og at rejse videre mod Cypern, uden på et eneste tidspunkt at sætte mig ind i et fly.

Vores verden, vores jord, har brug for at vi stopper med at have så travlt. Måske virker 16 timer som lang tid, men i det mindste skader det ikke vores planet så meget som en flyrejse gør.

Skal du rejse mod Tyrkiet, Istanbul eller Alanya, kan du altså sagtens tage bussen. Det hjælper selvfølgelig på det, hvis man ikke kun har en uges ferie at gøre godt med. Giv dig god tid og nyd turen istedet for kun at tænke på destinationen.

Jeg kan varmt anbefale bussen fra Istanbul til Alanya. God tur!

Tak til Elia for dette skønne gæsteblog indlæg. Hvis du også gerne vil skrive et gæste blogindlæg til min rejseblog, så er du velkommen til at kontakte mig!

INDHOLD I ARTIKLEN: FRA ISTANBUL TIL ALANYA, FRA ISTANBUL TIL ALANYA MED BUS, BUS TUR I TYRKIET, GRØN REJSE, SÅDAN REJSER DU GRØNT I TYRKIET, GRØN REJSE I TYRKIET, GRØN VERDENSREJSE, MED BUS FRA ALANYA TIL ISTANBUL, REJSEBLOG.

Indlægget Gæsteblogger: Med bus fra Istanbul til Alanya blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

Vi knyttede hurtigt et venskab, og tog sammen i turkish bad (hamam). Vores tøse-hyggetur i kvinde hamam, når Sol været så sød at skrive et gæsteblog indlæg om vores tur.

Læs også Sol Quitos egen blog her.

Jeg havde hørt om en Hamam i Alanya som kun var for kvinder. Det blev jeg nysgerrig på at prøve.

Ikke alle kvinder som bryder sig om at få behandling af mandlige behandlere, så er dette ville være en mulighed for at prøve en hamam. Og sammen med søde Tea blev det så til dette gæsteblog til jer læsere.

Bella Donna ligger tæt ved Ataturk statuen, så det er rimelig nemt at finde. Tea og jeg mødes derhenne i Alanya.

Vi startede ud med at tage de blå plast ”skobeskyttere ” udenpå sandalerne. Sjov følelse med plast på de semi bare varme fødder.

Vi kunne nu gå helt hen til receptionen og se på menukortet. Jeps ælle-bælle hva ska a vælge ?! Hold op hvor er der forskellige kombinationer. Nå men det var jo rigtig heldigt, at de kørte FB kampagne. 139 lire for en masse forskellige behandlinger sat sammen til en luksus pakke. Jeps jeps det hapser jeg!

Normalt ligger hamam i kælder plan. Her skulle vi op. For mig som har prøvet hamam før så var som at træde ind i elevatoren og trykke ned. Men for så at blive kørt op… griner… ja mit visuelle mindset kommer på vandring – dejligt! Jeg skulle jo nødig gå hen og blive et vanedyr.

Ovenpå var der et stort rum indrettet endnu en reception , hyggekrog med sofa og udefra dette rum var der en masse forskellige døre. Vi blev vist hen til omklædningsrummet , hvor skabene var med elektroniske låse. Så at du kunne vælge din egen kode. Smart. Inde i skabene var der lagt håndklæde , slippers og en æske med engangstrusser. Vi havde selv taget badetøj med. Så jeg benyttede mig ikke af engangstrussen.

En af de ansatte kom og hentede os og førte os ind i et lille rum, som mindede om en sauna , men med hvidt sand på gulvet og på væggene. Ved nærmere eftersyn lignede det mere et snelandskab. En snegrotte. Men ingen kulde at føle eller varme? Væggene , gulvet og loftet var dækket med salt. Vi sad i et saltrum, det er noget jeg kun har hørt om, at det skulle være godt for bla. Slimhinderne i luftvejene og hvis du ønsker øge iltoptagelsen.

En sød kvinde kom ind efter ca. 10 min og tog os så med videre til saunaen, hvor vi sad og blev rigtig gennemvarme. De ansatte kom, tjekkede op om vi var ok, samt servede kolde drikke til os i varmen.

Derefter blev vi hentet og ført hen til endnu et af de mange døre, vi så da vi ankom. Og nu var vi her …. Hamam – rummet med den store varme mavesten midt i var klar til os.

Vi blev skyllet med rindende vand og fik smurt ind med sort oliven sæbe.

For efterfølgende ligge os op på den store marmorplade. Og så skal jeg love for at der skrubbet med en meget hård handske. 1 kilo dødehudceller senere, blev jeg igen skyllet igennem med rent vand. Nu kom min behandler så med en kæmpe stort stofrør som hun svingede med og vupti så var der skum.

Masser af skum væltede ud over min krop og jeg lå nu pænt puppet ind i skum.

Teas behandler var også i gang ved siden af mig og Tea fik ligesom jeg også smurt godt med skum over sig. 2 liggende skumsnemænd – ja tak , skulle der ellers være andet? … griner ;o)

Efter vores ”skumfest” blev vi skyllet endnu engang , og denne gang skulle vi tørre os. Og endnu engang blev vi ført til et nyt rum.

Det nye rum inviterede til at flade ud i de fine liggestole.

Hvor vi også fik serveret frugt og både varme og kolde drikke.

Min behandler kom med en lille skål og begyndte at smøre indholdet i ansigtet på mig. En lermaske fandt jeg ud af. Jeg må ærligt indrømme jeg havde bare sagt … ja ja til menukortet og FB tilbuddet. Uden at virkelig gå i detaljer hvad det var at pakken bestod af. Men jeg var da i hvert fald ikke skuffet. Og det blev jo endnu bedre , da hun gik i gang med at massere mine ben og fødder …ahhh

Jeg ved ikke hvor længe vi sad i hvilerummet. Og jeg tænkte mens min behandler fjernede min lermaske og nu var det ved at slutte vores behandling.

Men næ nej , der blev jeg overrasket. Jeg blev nu ført ind i endnu et rum , hvor der var en massagebriks. Og så gik hun i gang med både massage og varmesten. Himmelsk.

Jeg faldt i søvn og blev vækket med at jeg skulle vende mig om. Dejligt. Jeg havde ingen anelse om tid og kunne sagtens ha´ sovet videre. Med mageligt sind og flydende bevægelse blev jeg ført tilbage til omklædningsrummet hvor Tea også var kommet tilbage til.

Vi fik tørret hår og taget tøj på. Fundet drikkepengene frem, så at det var klaret inden at vi skulle ned på gadeplan og betale for vores 139 lire behandling i receptionen.

Det må jeg sige, jeg havde ingen forventninger til stedet. Andet at det var kun for kvinder. Og at tiden forsvandt for mig. Dejligt.

Det var en rigtig god oplevelse og hyggelig dag hos Bella Donna sammen med fine smilende Tea.

Bella donna kontakt information:

Facebook: Bella Donna Life

Tlf: +90 506 179 78 30

Adresse: Şekerhane Mahallesi, Yayla Yolu Caddesi No:24, 07400 Alanya

Indlægget Gæsteblogger Sol Quito: Bella Donna kun for kvinder blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

Jeg hæv fat i hende mens hun var der. Diyarbakir er nemlig en stor tyrkisk som meget få danskere kender til. At Christina besøgte byen sammen med sin kæreste synes jeg simpelthen var så spændende. Jeg spurgte hende om hun ville skrive et gæste rejseblog indlæg om hendes tur, og heldigvis sagde hun JA med det samme.

Derfor er dette blogindlæg Christina fra Forelsket i kulturs fortælle om hendes besøg i Diyarbakir.

Det er ikke min første men heller ikke sidste rejse til Diyarbakir, som kæresten er fra og hvor svigerfamilien bor.

Turen går ubesværet fra Danmark til Istanbul. Fra Istanbul til Diyarbakir får jeg altid spørgsmål.

I køen til at boarde flyet, står der en kvinde foran mig, som også skal til Diyarbakir. Hun kigger forundret på mig og spørger på tyrkisk – “Skal du til Diyarbakir?” Og gentager “Diyarbakir?”

Min sidemand INDE i flyet spørger på engelsk – “Skal du til diyarbakir?” Altså jeg er ret sikker på jeg sidder i det rigtige fly, ja ..sagde jeg dog ikke. Jeg er godt klar over at jeg er den eneste der ser udenlandsk ud i dette fly og det vil jeg også være overalt, hvor jeg går i Diyarbakir.

I byens gader

Her summer det af liv, der er altid masser vis af mennesker på gaderne, og ligeså meget trafik er der. På hvert et gadehjørne sælger de varme drikke fra gadevogne, og her køber vi tit salep, som er en ret speciel drik, hvor de drysser med kanel og knuste nødder – jeg synes den smager af jul. Om dagen er temperaturen i februar omkring de 12 grader. Så det føles lidt som forår hernede.

Går du videre ind i en af parkerne, hører du ikke så meget trafik, men mennesker er der stadig og de snakker altid højlydt med hinanden, og lydende blandes sammen med alle lydene fra hønsene og ænderne i parken.

Hver dag flyver der overdøvende jagerfly hen over byen, der minder en om at du altså ca. er 130km væk fra grænsen til Syrien. Det vil ca. svare til afstanden mellem Aarhus og Esbjerg. Denne gang hører jeg ikke flyene som første gang jeg var her, og det er også tydeligt at se på folk at de er vant til dem og slet ikke bemærker flyene.

Hen af aftenen bliver der tændt diverse lys i alle træerne, på strøgene, i cafeerne osv.

Jeg vil igen bruge jul og kalde det julelys. Der er stadig mange mennesker på gaderne om aftenen, hvis ikke flere. Det giver en rigtig hyggelig stemning.

Her om aftenen i februar svinger temperaturen omkring -3 til 5 grader.

Du vil opleve rigtig meget ved at gå rundt i byen, men byen er alligevel ret stor, så vi kørte også en del rundt i de små hvide busser.

Her oplevede jeg, at hvis der var en mand der sad ned og en kvinde steg på bussen, så ville han rejse sig så kvinden kunne få hans plads, ligeledes hvis det var en ældre. Derfor havde jeg nærmest altid en plads hvis bussen var proppet med mænd og ikke kvinder.

Jeg ved ikke om det bare generelt er sådan i Tyrkiet. Men imponeret var jeg, for de kører sindssygt i trafikken og derfor virkede det meget mere sikkert at sidde ned!

På besøg hos svigerfamilien

Her er det meget normalt at spise på gulvet. Jeg er blevet ret vant til det og tænker slet ikke over det mere, kan huske jeg havde en masse tanker i starten – hvordan skal jeg sidde, hvad hvis jeg spilder, hvordan skal jeg spise den her mad, skal jeg bruge gaflen, skeen eller hånden?

Når jeg er i Diyarbakir ved jeg at jeg får spist alt for meget mad, da svigerfamilien altid giver mig lidt ekstra efterfulgt af yer yer yer og et kæmpe smil (spis spis spis på dansk) Ligemeget om vi har spist aftensmaden ude, så har svigermor lige lavet en tallerken til os hver med endnu mere mad fra deres aftensmad. Men jeg klager ikke for det tyrkiske køkken er virkelig lækkert!

Vi drikker çay (te) dag ud og dag ind, samt tyrkisk kaffe, og om aftenen spiser vi enten solsikkefrø, græskarkerner, nødder, frugt, tatlı, baklava eller kadayıf. Diyarbakir er kendt for deres kadayıf, og vil påstå at den ikke er ligeså sød som andre steder i Tyrkiet.

Den gamle mur

Diyarbakir består af en gammel bydel og en moderne bydel.

De har en meget velholdt bymur der er over 5 km lang og er helt tilbage fra romer tiden.

Muren og mange andre bygninger består af vulkanske basalt sten, som kendetegner Diyarbakir.

The great mosque of Diyarbakir

Inde i hjertet af Diyarbakir, ligger moskeen Ulu Cami . Det siges at være en af de ældste moskeer i historien, da den blev bygget helt tilbage i 1091.

Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Hasan pasa hani karavanestationen

Hasan pasa hani er en karavanserai, som er lavet om til et rigtig hyggeligt café. Stedet er med små hyggelige boder samt en underjordisk boghandel.

Her er det så hyggeligt at nyde en kop tyrkisk kaffe eller te.

Çiğer – lever

Diyarbakir er også kendt for deres lever, og er en af det spise mange ikke forlader byen uden at have smagt.

Jeg er ret sikker på det er lever fra et lam, som er grillet på kulgrill, hvor røgen er med til at give en rigtig god smag.

Du tager ca. halvdelen af spydet på et styk fladbrød og fylder i af salater, grøntsager og sovse, folder sammen og spiser. Vi drikker selvfølgelig hjemmelavet ayran til måltidet.

Shoppingcentre

I Diyarbakir findes der virkelig store shoppingscentre der har alt! Lige fra supermarkeder, bazar, cafeer, restauranter, butikker, arkadespils område, biograf, bowling hal, legeplads og ja selv store akvarier.

Tigris floden og den gamle bro

Tigris også kaldt dicle på tyrkisk, er en flod på 1850km og befinder sig ikke kun i Tyrkiet. Floden er både nævnt i det gamle testamente og i Islam.

Den gamle bro blev bygget i 1065 og af de sorte vulkanske basalt sten, som også muren er bygget af.

Vi besøgte stedet lidt sent på dagen, ved solnedgang. Det var rigtig smukt men svært at fange på billeder da solen går enormt hurtigt ned her i Diyarbakir. Vi satte os med tæpper, fik tyrkisk te med eget lille “bål” og spiste nødder. Der var stille tyrkisk musik i baggrunden og lyden af floden der strømmede forbi. Det var virkelig hyggeligt.

Da vi skulle hjem, var det alligevel blevet sent og der var ingen busser eller taxi i nærheden som da vi ankom. Det ligger alligevel lidt afsides fra selve by-gaderne så det ville tage meget lang tid at gå! Vi får ikke lov at tænke særlig længe over hvad vi lige skulle gør, før en bil holder ind, ruller vinduet ned og et venligt ægtepar tilbyder at køre os ind til centrum!

Det er simpelthen noget af det venligste jeg har oplevet og er stadig så taknemlig for det! På de 10-15 min køreturen varede spurgte de interesseret ind til mig, hvor jeg kom fra og hvad jeg synes om byen. Jeg fik også sagt mange tak og god aften til dem på tyrkisk selvom min kæreste selvfølgelig allerede havde sagt det. Jeg synes stadig det er vildt at de ikke ville have noget for turen!

Hvis du en dag besøger diyarbakir, så husk på at byen Mardin, med sin smukkeste gamle arkitektur, ikke ligger så langt væk derfra – jeg vil stadig kalde byen for Alladins by. Samt bjerget Mount Nemrut, med forhistoriske fund på toppen, heller ikke så langt fra Diyarbakir.

Indlægget Forelsket i Kultur: Gæste rejseblog fra Diyarbakir blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

For 1 år siden spurgte jeg min far “Far vil du ikke lave et indlæg til min blog, om Tyrkiet” – 12 måneder senere gjorde ham det endelig :P.

Derfor er dagens blogindlæg et gæsteblog indlæg fra min far Bent. Manden der har opdraget mig til at være den person, jeg er.

Han er den perfekte far med hjerte og hjerne på det rette sted. Han fortæller mange dårlige jokes, snakker meget om MTB også er han altid stolt af mig <3 Tak far <3

Jeg ville aldrig havde rejst til Tyrkiet, hvis det ikke var fordi min datter Tea var flyttet derned for 4 år siden.

Efter hun flyttede, er det blevet til flere rejser til Alanya hvert året. Tea har spurgt om jeg vil skrive lidt om hvordan jeg ser Alanya, og derfor vil jeg gerne dele nogle betragtninger, jeg har gjort mig, når jeg besøger Alanya og Tea.

• De har deres flag er alle steder.
• Når man spiser på restaurant (ikke turist stederne) er maden altid veltilberedt og det smager godt. Servicen på de tyrkiske restauranter er også rigtig god.
• Når man kommer i snak med tyrkerne, så er de oprigtigt interesseret i, hvordan man lever og har det i Danmark.

Mine tanker om Alanya og det jeg oplevelser

Når jeg kører på MTB gemmen Alanya, så synes jeg kører alle råddent – men alle giver plads og passer på hinanden i trafikken.

I Alanya der dytter biler og scootere af alt og alle. Når jeg cykler i bjergene, så dytter de også  af mig, men jeg har lært at det ikke altid betyder  “skridt af min vej dyt” men at det ligeså vel kan betyde “har du set mig dyt“. Når jeg cykler rundt i bjergene i Alanya på MTB, så hilser de lokale også når man kommer kørende på vej på af et bjerg, og jeg kan se de griner og tænker “Gør han det det frivilligt”.

Tyrkiet er et muslimsk land. Det er ikke en hemmelighed.

Men i Alanya har jeg aldrig set nogle bede offentligt. Der er få der går med tørklæde (i forhold til f.eks Århus). Og dem der går med tørklæde, går med tørklæde på smukt og moderigtig måde.

I Alanya har jeg heller aldrig mødt kvinder der ikke ville give mig hånden. Jeg godt nogle ikke vil, men jeg har ikke selv oplevet det.

Jeg ser meget livet i Alanya, som tyrkere der gerne vil det gode liv ligesom os og er styret ligeså lidt af deres religion, som vi er i Danmark.

Billeder af min far Bent i Alanya

Indlægget Gæsteblogger: Min far Bent! blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

Jasmin er en sød og spændende ung dame, men masser af ideer i hovedet. I nat har Jasmin sovet hjemme hos mig, og derfor blev morgen brugt med at lave et lille blogindlæg om Jasmins liv i Alanya.

Hvorfor bor du i Alanya?

Jeg flyttede til Alanya fordi min Baba var her. Jeg bor på et hotel som er min families. Da vi flyttede til Tyrkiet gik mig og mor i skole, så vi kunne lærer at snakke tyrkisk.

Jeg kom i første klasse og anden klasse og efter sommerferien skal i jeg i tredje klasse.

Hvad er det sjoveste ved at bo i Alanya.

Det er at om sommeren er der varmt og om sommeren kan man bade i poolen. Om vinteren kan man sidde indenfor og hygge.

Hvem er din bedste ven i Alanya

Det er Emel. Det er en jeg gik i skole med. Da vi gik op i klasse trin, kom vi ikke til at gå i samme klasse mere.

Kan du bedst lide at snakke dansk eller tyrkisk.

Jeg kan bedst lide dansk (og mit favorit dyr er en kat)

(HAHA) Hvorfor kan du godt lide katte?

Fordi man kan kæle med dem. Min kat hedder Marie.

Kan du fortælle noget om din lillebror Adam.

Adam er 0 år og meget tyk. Han stjæler alting, niver og bider. Min mor og far var enige om han skulle hedde Adam, ellers så havde min mor synes han skulle hedde supermand.

Hvad skal du lave i sommerferien?

Jeg skal på stranden, og i svømning poolen derhjemme. Jeg skal på fodboldt skole og på rideskole.

Har du en yngles farve? (Jasmin beder mig selv stille dette spørgsmål )

Ja, min yngles farve er guld.

Jasmins Youtube kanal.

Jasmin er tydeligt skadet af en verden jeg, Sanne og hendes mor har skabt, hvor vi arbejder på computeren og derfor tit er fokuseret på sociale medier og online marketing.

Derfor har Jasmin lavet sin egen Youtube kanal, hvor hun også “arbejder” i protest, når vi andre ikke har tid til at lege med hende. Se en af hendes film her.

Gem

Gem

Indlægget Gæsteblogger: Jasmin på 8 år om at bo i Alanya blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

Hvor er du fra?

Er man dansker, når man er født og opvokset i Danmark? Det er de fleste jo. Men har man også et udenlandsk navn og udseende, begynder tingene at ændre sig for mange.

Mine forældre er født i Tyrkiet men boet mere end 90 % af deres liv i Danmark. Derfor er jeg også født og opvokset i Danmark. Jeg snakker både flydende dansk og tyrkisk, men alligevel er mit dansk bedre, da jeg bruger det til hverdag.

Jeg er ikke sikker på hvilke parametre der afgør om jeg dansk eller tyrkisk og det har faktisk heller aldrig fyldt meget i mig. Men det sker jo at folk spørger mig hvor jeg er fra, hvor det for mig tit er svært at vurdere, hvad der bliver spurgt om.

Vil de vide hvor JEG er fra i Danmark eller vil de vide hvor mine forældre er fra? Uanset om jeg svarer Næstved eller Tyrkiet, så er svaret forkert, så jeg plejer at svare, at jeg er født og opvokset i Næstved men, at mine forældre er af tyrkisk afstamning.

Jeg går egentlig ikke rigtig op i det, udover at det kan være lidt træls nogle gange, at se det fylde så meget i nogle mennesker, hvor jeg er fra.Jeg synes det kunne være dejligt, hvis vi alle bare var glade og positive og stoppe med at dømme andre pga. deres udseende eller afstamning.

Min søster er gift med en dansk mand og min kærestes forældre er afghanere, men han er selv født og opvokset i Iran.

Til manges overraskelse, betyder det ingenting hvor man er fra i min familie og vi får selv lov at bestemme hvem vi skal giftes med og omgås med. Vi synes det er dejligt at være en del af så mange kulturer.

Nogle aftener får vi tyrkisk mad, andre aftener iransk, afghansk, dansk eller endda mexicansk mad, hvis jeg selv får lov at vælge.

I Danmark kan jeg sagtens mærke jeg er født ind i en tyrkisk kultur og i Tyrkiet kan jeg ligesådan mærke jeg har den danske kultur med mig.

Jeg er ligeså glad for den tyrkiske som den danske del af mig. Der er så mange ting man kan lære af hinanden og forskellige kulturer, at det ville være ærgerligt kun at holde sig til de ting man kender til og er så tryg ved.

Nu er jeg i Alanya

Nu har jeg været i Alanya i to uger i forbindelse med min virksomhedspraktik og jeg føler mig ligeså meget hjemme som jeg gør i Danmark.

I Tyrkiet kan man næsten ikke undgå spørgsmålet ”hvor er du fra?” Det er altid en del af samtalen, men her er spørgsmålet ikke ligeså kompliceret som i Danmark.

Når jeg er i Tyrkiet, ved jeg, at de vil vide hvor min baggrund eller familie i Tyrkiet er fra.

Derfor er det nok at svare ”Uşak”, hvilket er der mine forældre er født og hvor det meste af min tyrkiske familie, som er bosat i Tyrkiet, bor.

Indlægget Gæsteblogger: Hvor er du fra? blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.