Men teknisk set er vi ikke i landsbyen, vi er på min tyrkiske svigerfamilies land ca. 5 km fra landsbyen.

På det land byggede Baba for 20 år siden et hus til hans familie og for 2 år siden hjalp Baba mig og min mand Taner med at bygge en lejlighed oven på hans hus, så huset nu består af 2 lejligheder.

Vores lejlighed tog ca. 1 år at gøre færdig og det sidste år har vi nu nydt at have vores eget hjem, kombineret med et hjem med min svigerfamilie.

For 10 år siden besøgte jeg første gang landet og huset i bjergene. Siden dengang har Taner købt mere af det omkringliggende land, så det samlet areal nu er ret stort.

Læs også >> Mit tyrkiske landsbyliv

Den første nabo kommer til

For 10 år siden var udsigten ren natur, men noget sjovt er sket med tiden. Omkring vores land, har der været andre skødeejere, som har solgt deres jord. Men de har ikke solgt til dem til folk som ville dyrke jorden, men i stedet til folk, som vil have små luksus sommerhuse.

Det hele startede for ca. 5 år siden, hvor Taner et-eller-andet-familie ville sælge noget jord på det modsatte bjerg, af det bjerg vores jord er på. Taner hjalp hans gode veninde Merve og hendes mand Emre med at købe jorden og sådan kom den første nabo til.

Merve og Emre har fokus på at dyrke deres have men har også fået bygget et lille mini-hus, som de kan sove og slappe af i, mens de er i bjergene.

En lille landsby bliver skabt

Derefter købte en ejendomsmægler et stykke jord tæt på Merve og Emre og uden at kede jer med alle detaljerne, så står der nu 4 små luksus huse, fordelt på 3 stykker jord overfor vores Kiwi have, opdelt af floden.

Mens vi vidste, hvad type naboer vi fik med Merve og Emre, så vidste vi det jo ikke med de andre. Men heldigvis er alle ejerne super søde. Den ene ejer et konstruktionsfirma, en ejer en optiker og en ejer et forsikringsselskab.

Alle ringer til alle, vi inviterer hinanden på mad og de køber også nogle gange frugt, grønt og æg af os, som jo er super hyggeligt.

Så selvom vi ikke er en del af den officielle landsby, som området hører til, så har vi ved tilfældighederne spil og det faktum at landet lige der, hvor vi er, bare er ekstra lækkert og frodigt, fået skabt os vores egen lille landsby.

Kommer der flere huse til?

Et enkelt stykke jord er stadig ejet af ham, der i siden tid byggede de første huse overfor kiwi-haven og vi ved at han stadig drømmer om at bygge et hus til ham selv der. Han er dog ikke gået i gang med noget endnu.

Men hans hus vil så også blive det sidste, for alt andet jord omkring ejes af os (altså mig og min tyrkiske svigerfamilie) og vi bruger vores jord til at dyrke avokadoer, citroner, kiwier osv. Plus vi har en aftale i familien om, at vi ikke sælger jord, kun køber.

Og mens vi har været meget heldige med de naboer som er kommet til og nu pryder vores naturudsigt med et par huse, så har vi heller ikke noget ønske om at flere kommer til.

Et lille velfungerende fællesskab med plads til at vores hund går frit rundt og at optikeren spiller høj musik om lørdagen, er helt perfekt for os.

Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at det aldrig har været vores interesse at købe mere jord lige nu, derfor har Taner som nævnt hjulpet hans venner med at købe jord samt budt de nye ejere af nabojorden velkommen.

Indlægget Vi har skabt vores egen landsby i bjergene blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

De dele jeg selv stod for, havde jeg planlagt grundigt. Alt det jeg ikke selv ville eller kunne stå for under mit bryllup havde jeg betalt mig fra at andre gjorde for mig.

Mit bryllup blev også bedre end jeg nogensinde havde drømt om det kunne blive. Alt var perfekt, fra vejret, til maden, til musikken og til stemningen mine gæster bedrog med.

Læs også >> Mit eventyrlige bryllup i Tyrkiet

Også vågner jeg næste dag og skal pludselig ikke noget. Alt planlægning er slut. Ingen forstyrrer mig, alt stress og panik er overstået. Der er larmende stille.

Og set i bakspejlet forstår jeg nu, hvorfor folk rejser på bryllupsrejse direkte efter deres bryllup. For så har man noget at se frem til efter brylluppet og noget til at holde endorfinerne i hjernen glade.

Vi havde ikke planlagt noget til efter brylluppet. 48 timer efter vores bryllup kørte Taner og jeg min familie i lufthavnen. Også var der meget meget tomt. Det var tydeligt ingen ville forstyrrer os for vi var jo nygifte. Så hvad skal vi så lave?

Jeg kunne mærke endorfinerne manglede i min hjerne. Jeg havde næsten følelsen af at være blevet deprimeret over natten. Jeg følte mig meget forkert, for jeg husker ikke nogle andre nogensinde har nævnt for mig, hvor meget man crasher i energi efter sit bryllup. En efter-bryllups depression.

Bryllupsrejse til landsbyen

Vi havde før brylluppet planlagt at bruge de penge vi fik i gave, på at købe avokadotræer til vores land, så det sidste plato kunne blive beplantet. Det er på ingen måde romantisk, men det er en fremtidsinvestering som vi er meget seriøse omkring.

Marts måned hvor vi blev gift er også den periode som er bedst at plante nye træer i.

Så i 14 dage efter mit bryllup endte jeg med at bo i vores hus i landsbyen. Normalt bor vi 50/50 i landsbyen og i Alanya, men fordi jeg følte mig så rastløs og trist, var det nok meget godt for mig at komme ud i naturen og nyde nogle stille aftner med ild i pejsen og nogle hårde dage hvor vi plantede i alt 250 avokadotræer.

Læs også >> Gift i Tyrkiet – Alt du skal bruge + prisen for at blive gift i Alanya

Jeg var ikke klar til at dele

Som dagene gik fik efter mit bryllup fik jeg også mere og mere dårlig samvittighed. Folk havde bedte om billeder fra dagen, men jeg havde ikke delt noget som helst på de sociale medier. Her på bloggen havde jeg også lovet jer alle at jeg ville fortælle om dagen. Men jeg gik total offline og følte mig ikke klar til at dele, selvom dagen var overstået og jeg havde delt alle andres opslag. Til dato har jeg aldrig delt mine egne billeder fra dagen på hverken Instagram eller Facebook.

Der gik flere uger før jeg overhovedet havde lyst til at kigge billederne fra vores bryllup. Det var så vigtigt for mig at mindet om mit bryllup var stærkt i mit hovede før jeg så billederne, for jeg frygtede at sjove og skører billeder fra brylluppet ville overtage min egen opfattelse, da jeg ville få et andet perspektiv på mig selv (jeg ville selv blive synlig, hvilket jeg jo ikke er inde i mit hoved) – det er lidt svært at forklare det bedre, så enten giver det mening for jer det læser det eller også gør det ikke.

Hvad er min pointe?

Ja hvad er det egentlig jeg prøver at sige?

Jeg tror at jeg prøver at sige, at hvis du skal giftes, så hver opmærksom på du måske føler dig deprimeret bagefter. Og hvis du gør, så er du ikke alene.

Og til dig der er gift og ligesom mig led af masser af dårlig samvittighed efter; jeg kender følelsen og forstår hvor hårdt det er.

Læs også >> Guide til at ryge vandpibe som en tyrker

Indlægget Efter-bryllups depressionen, som ingen taler om blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.

Men lad mig giver jer alt det grundlæggende om mit landsbyliv, så det giver mening for alle, der læser med.

Min svigermor er fra en landsby der hedder Gömüsgöze ca. 40 minutter fra Alanya. Da hendes far døde blev alt det land han ejede delt op mellem hans 4 børn.

Min svigermor blev gift med min svigerfar (Baba) for omkring 30 år siden og flyttede til Alanya, hvor de fik Taner (min mand) og Mehmet (min svoger).

For ca. 25 år siden byggede Baba dem et hus på noget af det land svigermor ejede og plantede 200 oliventræer og en masse blandet frugttræer, som citroner, appelsiner, avokadoer og meget mere.

Ovenpå deres hus, gjorde Baba klar til at endnu en lejlighed kunne blive bygget.

Jeg var første gang i landsbyen for 10 år siden og husker de første besøg meget tydeligt. Huset er 20 minutter fra det nærmeste marked, så der skal noget planlægning til, før man ankommer men når man først er der, så er det paradis.

Området med huset på er ca. 10 km fra landsbyen, så vi er meget isoleret og kan nyde vores privatliv.

Taner køber sin onkels land

For 6 år siden ville Taners onkel, min svigermors bror, gerne sælge en del af hans land. Det land der lå ved siden af den del deres hus står på.

Taner solgte sin bil og købte hans onkels land for pengene. Det klogt valg, for nu har vi et stort stykke land samlet på et sted, som er flere millioner værd.

Taner og Baba plantede efterfølgende 250 avokadoer træer, lavede en stor kiwi have og plantede et mindre antal passionsfrugtplanter, guava, blåbær, johannesbrød og meget mere på det nye land.

En begyndelse på det der i fremtiden skal være vores hovedindtjening.

Vi bygger huset nu

Det har altid været planen, at vi skulle bygge vores hus ovenpå det eksisterende hus.

Jeg har drømt om at have mit eget hus i landsbyen i 10 år og var meget utålmodig for at få det. Sidste år i januar stod vi oppe på taget og jeg spurgte ”Hvad er det der forhindrer at vi går i gang med at bygge?”.

Min svigerfar smilte bare og sagde ”At nogle køber mursten”. 24 timer senere havde jeg bestilt 3000 mursten med levering.

Sidste år kørte jeg 2 vandreture i streg som rejseleder. En på Lykia vejen og en i Kappadokien. I mens jeg arbejdede tog Taner fri fra arbejde og sammen med Baba byggede de alle væggene.

Det blev efterfulgt af 10 måneder med konstante planændringer, nogle forsinkelser og nogle hård fysiske dage. Vi brugte de penge vi tjente, så vi har ikke lånt penge til at bygge. Vi har samtidig også været utrolig heldig i vores planlægning.

Manden der skulle spartle alle væggene gav håndtryk på 40.000 tl. 3 uger senere var hans pris 80.000 tl.

Taner havde købt alt jernet til vores vinduer og lagt dem på lager. 4 måneder senere var jernpriserne steget 120%.

Alt vi kunne gøre selv, gjorde vi. Et godt personligt netværk af håndværker venner gav en hånd med samt min far, som er elektriker.  

Indretning af mit nye bjerghus

Et (u)heldigt sammentræf af venner som skulle flytte, gjorde at vi fik samlet møbler, køkkenting og småting til hjemme, som f.eks. gardiner, ure og andet blev samlet sammen før huset var klar.

Jeg har også i årevis gemt ting, som dyner, pudder, sengetøj, Dvdér og tæpper, som en dag skulle være i mit bjerghus. Jeg har manifestet at det hus skulle ske!

I november 2023 sov vi første gang i vores nye hus og jeg græd af lykke.

Huset er indrettet med 85% genbrug, de sidste 15% er ting vi har måtte indkøbe, som f.eks håndvasken til toilettet og stole til spisebordet. Jeg er stolt af det er så miljøvenligt lavet.

50% by 50% bjerg

Vores bjerghus er vel det man kalder et sommerhus på dansk – også alligevel ikke. Der er jo ikke mange der har 40.000 kvm plantage omkring deres sommerhus.

Jeg pressede på for at få huset bygget, så det kunne blive mere afslappet når vi deroppe og skal pleje og plante træer, høste og hjælpe med ting som vandrør, dyr osv.

Før boede vi i lejligheden med mine svigerforældre og selvom de er skønne, så er det bare ikke helt så slappende at sidde at se fjernsyn med Baba, som det er at se en hyggelig film med min mand i mit nattøj (nej jeg har ikke nattøj på foran Baba).

Nu spørg mange så hvor vi bor. Svaret på det er vi bor 50/50 hvert sted. Vi har i landsbyen ca. halvdelen af ugen i landsbyen og den anden halvdel i Alanya. Det fungerer utrolig godt.

Om lidt starter min arbejdssæson som rejseleder også er jeg væk flere uger ad gangen, og i den periode planlægger Taner at være fuldtid i landsbyen.

Baba bor i landsbyen

En af grundene til alt dette kan lade sig gøre, er fordi Baba bor fuldtid i landsbyen. For 3 år siden besluttede han at tage hans tyrkiske pension og flytte op i bjergene fuld tid.

Min svigermor ville gerne fortsætte med at arbejde, så hun var i Alanya i sommerhalvåret som toiletpasser på handicaptoilettet på Damlatas og kommer op i bjergene om vinteren.

Lige nu er der meget snak om hun skal arbejde i år. På stranden er de nu ved at bygge nye strandbarer, som alle får toiletter og hvis alle strandbarer har toiletter, så vil ingen længere benytte og betale for at bruge det toilet hun passer, hvilket gør hun så ikke tjener noget.

Jeg håber, at hun vælger landsbylivet fuld tid, for hun er 5 år ældre end Baba og fortjener et roligere liv, end at stå på stranden i 45 graders varme og rengøre toiletter.

Vores lille bondegård

Udover de mange træer, så har vi også dyr i landsbyen.

Lige nu har vi 6 geder, 2 af dem er de næsten nyfødte baby geder, som får mit hjerte jeg at smelte. Vi har også 20 høns og en Jack Russel ved navnet Max.

Gederne kommer på gåtur 2 gange om dagen og næste projekt er en udendørs fold de kan græsse i om sommeren, hvor det er for varmt at gå tur med dem.

Hønsene bliver lukket ud om morgen og går frit rundt hele dagen også smutter de selv tilbage i deres huse, når solen går ned.

Max går altid frit rundt. Vi foder ham 2 gange om dagen og han har et fint lille hundehus men han er også sin egen herrer. Så i perioder forsvinder han nogle dage. Folk i landsbyen har fortalt os han er der og leger med de andre hunde og når han bliver sulten kommer han hjem.

Max er den sødeste kærlige hund men ikke så god en vagthund, som vi havde håbet. Håber var lidt han ville skræmme vildsvin og ræve væk, men det er han ikke helt så god til.

80% selvforsynende på mad

En af de bedste ting ved landsbylivet er, at vi er næsten selvforsynende på mad.

Alle grøntsager, frugter, nødder og krydderurter har vi i haven. Hønsene giver æg og med jævnemellemrum bliver en af dem aftensmad.

2 af vores geder giver mælk, som vi drikker eller laver yoghurt eller ost af. Når gederne bliver for gamle, bliver de også til aftensmad.

Men helt selvforsynde bliver vi aldrig. Vi køber stadig mel, sukker, chokolade, salt, sæbe osv osv.

Mit månedlig indkøb i supermarkederne er på under 1000 tl, hvilket er meget meget lavt men jeg er lykke over at lave mad med hvad der er på sæson og vide hvordan største delen af min mad er dyrket.

Landsbyen er vores fremtid

Efter vores bryllup investerede vi de penge vi fik i gave i at købe yderlig 250 avokado træer, så der nu er 500 træer i alt.

Taner sagde i august op på hans kontorarbejde, som han har haft i 13 år for at forfølge en drøm om at blive avokado producent.

Lige nu dækker avokadoerne fint vores forbrug men om et par år, når træerne er større og producerer flere avokadoer, vil vi have et pænt overskud.

Alt i alt ser fremtiden med 50/50 byliv og landsbyliv rigtig lovende ud og jeg er stolt af vi har taget så bevidste valg for vores fremtid i så ung en alder.

INDHOLD I ARTIKLEN: 10 ÅR I ALANYA, BLOG OM ALANYA, BLOG OM AT REJSE, ALANYA, REJSBLOG, DANSIH TRAVELBLOG, VISITALANYA, DANSK I TYRKIET, EXPAT TYRKIET.

Indlægget Mit tyrkiske landsbyliv blev vist første gang den Rejsebloggen TeaTougaard.dk.