Man vænner sig aldrig helt til at have to hjemlande
Da jeg flyttede til Tyrkiet for mere end ti år siden, var jeg forberedt på de helt store forskelle.
Jeg vidste godt, at sproget ville være anderledes, at kulturen ikke var den samme som hjemme i Danmark, og at jeg nok skulle vænne mig til både maden og den tyrkiske hverdag.
Men det, der har overrasket mig mest gennem årene, er faktisk alle de små ting.De ting, man aldrig læser om i en rejseguide.
At man pludselig ikke skal stille en p-skive. At biografen holder pause midt i filmen. At man automatisk får serveret te i stedet for kaffe. At alle dåser kan åbnes uden en dåseåbner.
Efter mere end ti år i Tyrkiet skifter jeg stadig mellem at tænke: “Gud ja, sådan gør vi jo i Danmark.” og “Hvorfor gør vi egentlig ikke sådan her?”
Nogle af forskellene har jeg vænnet mig fuldstændig til. Andre får mig stadig til at grine eller undre mig, hver eneste gang jeg skifter mellem mine to hjemlande.
Her er nogle af de ting, jeg lægger mest mærke til.
Parkeringsskiver findes ikke i Tyrkiet
Noget af det første, jeg altid skal vænne mig til, når vi kommer til Danmark, er parkeringsskiven. I dag har vi en elektronisk p-skive, men det havde jeg ikke for 12 år siden.
I Tyrkiet findes parkeringsskiver ikke.
I stedet fungerer parkering mange steder med parkeringsvagter. Når du parkerer bilen, registrerer de tidspunktet, og når du kommer tilbage, går de hen til bilen og tager imod betalingen. Det lyder måske gammeldags, men det fungerer faktisk overraskende godt.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har stået i Tyrkiet og tænkt over, hvor længe bilen har holdt parkeret. Til gengæld når jeg næsten altid lige at få et lille panikøjeblik de første gange, jeg parkerer i Danmark.
Pant er en selvfølge i Danmark
Pant er en af de ting, som har været almindeligt siden jeg var barn.
Når sodavanden var drukket, kom flasken bare ud i værkstedet sammen med de andre tomme flasker. Når posen var fuld, tog vi den med ned i supermarkedet, pantede dem og fik lidt penge tilbage. Sådan har det bare altid været.
I Tyrkiet er pantsystemet først kommet for nylig, og ærligt talt er jeg stadig lidt usikker på, hvordan det fungerer i praksis.
Jeg er spændt på at se, om det om nogle år bliver lige så naturligt for tyrkerne, som det altid har været for os danskere.
Biografoplevelser i Tyrkiet er lidt anderledes
Hvis du går i biografen i Tyrkiet, vil du opleve noget, som de fleste danskere nok ikke forventer.
Midt i filmen bliver lyset tændt, filmen sat på pause, og folk rejser sig op for at købe flere popcorn, hente en sodavand eller gå på toilettet. Der er simpelthen indlagt en pause midt i filmen.
Første gang jeg oplevede det, troede jeg ærligt talt, at der var sket en teknisk fejl. Jeg sad bare og kiggede rundt og tænkte: “Hvad sker der?”
Men det er helt normalt i Tyrkiet, og ingen reagerer på det. Tværtimod virker det næsten som en del af oplevelsen.
Efterhånden er jeg faktisk begyndt at synes, det er ret hyggeligt. Man når lige at strække benene, hente lidt flere snacks og snakke om filmen, inden den fortsætter.
Busbilletter fungerer helt anderledes
Noget andet, der fungerer meget forskelligt, er den kollektive transport.
I Danmark køber man normalt sin billet efter, hvor mange zoner man skal rejse igennem. Det kræver lige, at man ved, hvor langt man skal, og hvilke zoner man passerer undervejs.
I Tyrkiet er det langt mere simpelt.
Her betaler du din billet, når du stiger ombord på bussen, og derefter gælder den, indtil du stiger af igen. Man skal ikke holde styr på zoner eller regne på billetpriser alt efter afstand.
Jeg synes faktisk, det tyrkiske system er nemmere, især hvis man er turist.
Jeg har skrevet en hel guide til busserne i Tyrkiet, hvis du selv skal afsted.
Vand fra hanen er en luksus
Noget af det, jeg nok tænker mindst over i Danmark, er, hvor nemt det er bare at åbne vandhanen.
Jeg fylder ofte en drikkedunk, inden jeg går en tur, eller tager et glas vand direkte fra hanen uden at skænke det en tanke.
Sådan er det ikke i Tyrkiet.
Her drikker de fleste ikke vandet direkte fra vandhanen, men køber i stedet flaskevand eller store vanddunke.
I vores hus i Alanya har vi fået installeret et vandfilter under køkkenvasken, så vi har en ekstra lille vandhane ved siden af den almindelige. Vandet fra den bruger vi til at drikke, lave kaffe og fylde vores vandflasker, mens det almindelige postevand bruges til resten af husholdningen.
Det er blevet så naturligt for mig, at jeg næsten glemmer forskellen.
Lige indtil jeg kommer til Danmark igen, åbner vandhanen og tænker: “Gud ja… det havde jeg næsten glemt.”
Svinekød er hverdag i Danmark, ikke i Tyrkiet
Som dansker tænker man næsten aldrig over, hvor meget svinekød fylder i vores madkultur.
Frikadeller, flæskesteg, bacon, leverpostej og grillpølser har været en helt naturlig del af min opvækst.
I Tyrkiet er situationen en helt anden.
Da størstedelen af befolkningen er muslimer, spiser man ikke svinekød. Derfor findes det kun i enkelte store supermarkeder, som for eksempel Migros, og når man endelig finder det, er priserne så høje, at man næsten får lyst til at tage et billede af prisskiltet.
Bedre Netflix i Tyrkiet? Det synes jeg i hvert fald
Den her er nok en af de forskelle, hvor mange vil være uenige med mig.
Hver gang vi kommer til Danmark, glæder jeg mig til at slappe af om aftenen, finde sofaen og sætte en god film eller serie på. Men efter en uge føler jeg ofte, at jeg har scrollet hele Netflix igennem uden rigtig at finde noget, jeg gider se.
Når jeg logger ind på Netflix i Tyrkiet, oplever jeg det stik modsatte. Der synes jeg, udvalget er meget større, og jeg finder stadig film eller serier, jeg har lyst til at se.
Om det reelt er sådan, eller om algoritmen bare har lært mig bedre at kende, ved jeg ikke. Men jeg bliver næsten altid lidt skuffet over det danske udvalg.
Det er selvfølgelig bare min egen oplevelse. Måske sidder du og tænker præcis det modsatte.
Hårde madrasser eller bløde skyer?
Hvis der er én ting, jeg ofte høre folk nævne er madrasserne, som er meget forskellige mellem Danmark og Tyrkiet, er sengene.
I Tyrkiet er madrasser generelt meget hårde. Topmadrasser er ikke standard, selvom de både er billige og nemme at købe. Mange sover direkte på en forholdsvis fast madras, og det er helt normalt.
I Danmark synes jeg næsten, det er omvendt.
Her har rigtig mange en stor, blød seng med en tyk topmadras, hvor man nærmest synker lidt ned, når man lægger sig.
Jeg foretrækker en blød seng, så jeg har naturligvis en topmadras i Tyrkiet.
Gadehunde og katte er en del af bybilledet
En af de ting, som mange danskere lægger mærke til første gang, de besøger Tyrkiet, er alle gadehundene og kattene.
For mig er de efterhånden blevet en helt naturlig del af hverdagen.
I Alanya ligger kattene og sover på caféstole, foran butikker eller midt på fortovet, som om de ejer byen. Hundene ser man ofte ligge i skyggen under et træ eller følge med mennesker gennem parkerne.
Noget af det, jeg holder allermest af, er faktisk den måde, de lokale behandler dyrene på.
Det er helt almindeligt, at folk stopper op for lige at klappe en hund eller en kat. Mange køber foder og fylder mad- og vandskåle op rundt omkring i byen. Kommunerne opstiller også små foderstationer, og dyrene bliver ofte steriliseret, vaccineret og øremærket.
Når jeg så kommer til Danmark, lægger jeg næsten mærke til fraværet af dem. Her ser man selvfølgelig hunde og katte, men næsten altid sammen med deres ejer.
Jeg har næsten glemt, hvordan en dåseåbner ser ud
Det her er en af de mest mærkelige forskelle.
Jeg tror faktisk ikke, jeg ejer en dåseåbner i Tyrkiet.
Alle konservesdåser har nemlig det lille metalhåndtag, som gør, at man bare kan trække låget op med fingrene.
Det lyder som en lille ting, men efter så mange år tænker man slet ikke over det.
Så kommer jeg til Danmark, finder en gammel konservesdåse uden håndtag og står pludselig og leder efter en dåseåbner.
Jeg har godt lagt mærke til, at flere og flere danske produkter også har fået de smarte låg de seneste år, men de klassiske dåser findes stadig.
Aviser bruges meget forskelligt
Den her er måske lidt sat på spidsen.
Jeg kan huske, da min mor fortalte, at hun havde opsagt sin papiravis og i stedet læste den på sin tablet. Det virkede egentlig meget moderne, men samtidig tænkte jeg også, at det nok var fremtiden.
I Tyrkiet ser jeg næsten aldrig nogen sidde og læse en avis.
De aviser, man kan købe, er ofte ret små, fyldt med reklamer og virker ikke som noget, folk bruger ret meget tid på.
Til gengæld har jeg set dem få et helt andet liv.
Hvis man tager på picnic i Tyrkiet, er det ikke usædvanligt at brede et par aviser ud på bordet som engangsdug. Det fungerer faktisk overraskende godt, og bagefter smider man dem bare ud.
Engelsk bliver ved med at forvirre mig
I Danmark synes jeg generelt, at de fleste taler rigtig godt engelsk. Det gælder både unge og ældre, og man kan næsten altid føre en samtale uden problemer.
I Tyrkiet oplever jeg noget helt andet.
Mange over 40 år taler meget lidt engelsk, hvilket egentlig ikke overrasker mig. Men den yngre generation er virkelig en blandet landhandel.
Nogle taler flydende engelsk. Andre kan næsten ikke føre en samtale.
Det, der virkelig forvirrer mig, er folk i turistbranchen. Jeg har boet i Alanya i mange år og kender mennesker, som har arbejdet med turister hver eneste dag i over ti år.
Deres engelsk har nærmest ikke udviklet sig. Hvordan?
De står og taler med englændere, tyskere, danskere og nordmænd hver eneste dag. Jeg ville tro, at man næsten automatisk blev bedre med tiden. Men det gør de ikke!
Omvendt har jeg mange tyrkiske venner, som slet ikke arbejder med turisme. De taler et virkelig flot engelsk, og vi har lange samtaler uden problemer.
Så hver gang nogen spørger mig, om tyrkere er gode til engelsk, ender jeg altid med at svare: “Det kommer virkelig an på, hvem du spørger.”
Danmark er togets land, Tyrkiet er bussernes
Noget af det, jeg virkelig savner i Tyrkiet, er et stort tognet.
I Danmark kan man komme til de fleste større byer med tog, og det er ofte den transportform, man tænker på først. Sådan er det ikke i Tyrkiet.
Der findes tog, og de bliver flere og flere, men de dækker stadig kun en lille del af landet.
Skal man fra Alanya til Istanbul, Izmir eller Ankara, tager de fleste enten rutebussen eller flyet.
Jeg har kørt tusindvis af kilometer med tyrkiske rutebusser gennem årene, og de fungerer faktisk overraskende godt. Komforten er høj, der bliver serveret snacks, kaffe og te undervejs, og priserne er ofte meget lave.
Men nogle gange savner jeg bare at kunne sætte mig ind i et tog, kigge ud ad vinduet og lade skinnerne klare resten.
Læs også >> 10 Gode råd til busser (rutebiler) igennem Tyrkiet
Danske vægge er pyntet – tyrkiske vægge er ofte bare hvide
Den her forskel begyndte jeg først at lægge mærke til efter flere år.
I Danmark synes jeg, mange gør meget ud af deres vægge. Der hænger familiebilleder, plakater, kunst eller flotte hylder, og man kan ofte lære lidt om dem, der bor der, bare ved at kigge rundt.
I Tyrkiet ser det ofte helt anderledes ud.
Selvfølgelig findes der masser af flotte hjem, men generelt synes jeg, væggene er meget tommere.
Hvis der hænger noget, er det tit en kalender på et søm, et blåt Nazar-øje eller måske et enkelt billede, som hænger et sted, hvor jeg aldrig selv ville have hængt det.
Det lyder måske som en mærkelig ting at lægge mærke til, men efter at have boet i begge lande i mange år, er det faktisk blevet en af de forskelle, jeg ser næsten med det samme, når jeg træder ind i et hjem.
Elektronik er meget billigere i Danmark
Den her overrasker næsten alle, når jeg fortæller om den.
Mange forestiller sig, at elektronik må være billigere i Tyrkiet. Men det er faktisk lige omvendt.
Telefoner, computere, tablets og meget andet elektronik er markant billigere i Danmark. En iPhone kan eksempelvis koste næsten det dobbelte i Tyrkiet sammenlignet med Danmark, primært på grund af de høje afgifter.
Det betyder også, at mange tyrkere passer ekstra godt på deres telefoner. Hvor vi i Danmark måske skifter mobil hvert andet eller tredje år, ser jeg mange i Tyrkiet beholde den samme telefon meget længere.
Måden vi hilser på er meget forskellig
Jeg tror aldrig, jeg tænkte over, hvordan vi hilser på hinanden, før jeg flyttede til Tyrkiet.
I Danmark giver vi typisk hånd, et kram eller siger bare “hej”. Det kommer selvfølgelig an på, hvem vi møder, men det er som regel ret afslappet.
I Tyrkiet er der lidt flere traditioner.
Et håndtryk er stadig almindeligt, men blandt familie og venner ender det ofte med et kram kombineret med kindkys. Det sker helt automatisk, og man tænker faktisk ikke over det, når man først har vænnet sig til det.
Noget, som mange turister lægger mærke til, er, at yngre mennesker nogle gange kysser hånden på ældre familiemedlemmer og fører hånden op til panden bagefter. Det er en gammel tradition, der handler om respekt, og den ser man især ved højtider og familiebesøg.
Det er en af de traditioner, jeg altid synes er hyggelig at opleve, fordi den siger meget om den respekt, man viser de ældre generationer.
Kaffe eller te?
Hvis jeg skulle vælge én drik, der symboliserer Danmark, ville jeg nok sige kaffe.
Hvis jeg skulle vælge én, der symboliserer Tyrkiet, ville svaret uden tvivl være te.
Jeg drikker faktisk langt mere te i dag, end jeg gjorde, før jeg flyttede til Tyrkiet. Ikke fordi jeg har besluttet mig for det, men fordi det bare er en del af hverdagen.
Kommer der gæster? Te.
Har håndværkeren været forbi? Te.
Skal man snakke om noget vigtigt? Te.
Har man ingenting at lave? Også te.
Jeg synes egentlig, det er en ret hyggelig tradition. Teen bliver en undskyldning for lige at sætte tempoet ned og tage en snak, og det kan jeg egentlig meget godt lide.
Gaffel og ske til næsten alting
Den her forskel undrer mig stadig.
I Danmark spiser vi som udgangspunkt med kniv og gaffel. I Tyrkiet er det meget almindeligt at spise med gaffel og ske. Også når der ligger et stort stykke kød på tallerkenen.
Jeg har prøvet. Virkelig mange gange. Og jeg synes stadig, det er besværligt.
Når vi spiser hjemme hos os selv, er der altid en kniv med på bordet. Det er en af de få danske vaner, jeg aldrig rigtig har fået lagt fra mig.
Cykler bliver ikke låst
Den her lagde jeg først mærke til, da jeg begyndte at cykle i Alanya.
Jeg parkerede selvfølgelig min cykel og låste den fast til stativet, præcis som jeg altid havde gjort i Danmark.
Da jeg kom tilbage, opdagede jeg, at jeg var den eneste.
Alle de andre cykler stod bare… ulåste.
Det samme oplevede jeg, da jeg læste tyrkisk på universitetet. Cykelstativet var fyldt, men jeg var stort set den eneste, der brugte en lås.
Det betyder selvfølgelig ikke, at cykler aldrig bliver stjålet i Tyrkiet. Det gør de også, men sjældent og folk stoler mere på hinanden.
Udendørs fitness er overalt
Noget, jeg virkelig holder af ved Tyrkiet, er de mange gratis træningsområder.
I Alanya finder man udendørs fitnessredskaber langs strandpromenaden, i parker og rundt omkring i boligområderne.
De bliver brugt. Virkelig brugt.
Både unge, pensionister, familier og motionister står side om side og træner, ofte med udsigt over Middelhavet.
Jeg ved godt, at der også findes enkelte udendørs fitnessområder i Danmark, men jeg synes slet ikke, de er lige så almindelige, og jeg oplever heller ikke, at de bliver brugt i samme omfang.
Genbrugsbutikker er en oplevelse i Danmark
Jeg elsker genbrugsbutikker.
Faktisk så meget, at de næsten er blevet en seværdighed for mig, når jeg er hjemme i Danmark.
Jeg kan sagtens bruge flere timer på bare at gå rundt og kigge. Ikke nødvendigvis fordi jeg mangler noget, men fordi man aldrig ved, hvad man finder.
En gammel vase. En bog. Et mærkeligt køkkenredskab. En DVD film.
Noget, der får én til at tænke: “Hvem har dog ejet den her?”
Den oplevelse findes ikke rigtig i Tyrkiet.
Der er selvfølgelig steder, hvor man kan købe brugte møbler eller hårde hvidevarer, men det minder slet ikke om de danske genbrugsbutikker.
Der er ikke den samme hygge ved at gå på opdagelse, og udvalget er ofte langt mere begrænset.
Jeg tror faktisk, det er en af de ting, jeg savner mest, når jeg har været længe væk fra Danmark.
To lande, som begge føles som hjemme
Selvom jeg efterhånden har boet mere end ti år i Tyrkiet, opdager jeg stadig nye forskelle mellem mine to hjemlande.
Nogle ting har jeg taget til mig. Andre holder jeg stædigt fast i fra Danmark. Og nogle forskelle får mig stadig til at smile, hver gang jeg lægger mærke til dem.
Det sjove er, at jeg ofte først opdager dem, når jeg skifter land. Det, der føles helt normalt i Alanya, bliver pludselig usædvanligt i Danmark – og omvendt.
Måske er det netop det, jeg holder allermest af ved at have to hjemlande.
Jeg får lov til hele tiden at se det ene land med det andet lands øjne.
Og selv efter alle de år er det stadig med til at minde mig om, at det er de små ting i hverdagen, der ofte fortæller mest om et lands kultur.