I Tyrkiet er det meget almindeligt at investere sine penge i jord eller guld fremfor at have dem stående i banken.
Og netop det har jeg gjort. Altså købt jord.
Den eneste lidt specielle detalje ved mit jordkøb er bare, at jeg aldrig havde set jorden, da jeg købte den.
Faktisk nåede jeg at købe to jordstykker, før jeg nogensinde havde sat mine fødder på det første.
Det lyder måske lidt vanvittigt, særligt da jorden hverken ligger langt væk eller et sted, jeg ikke kender. Tværtimod ligger den tæt på vores hus oppe i bjergene, og vi kan faktisk se det fra vores altan.
Alligevel skulle der gå mere end seks måneder, fra jeg købte mit første stykke jord, til jeg endelig kom over og gik rundt på det.
Derfor investere man i jord i Tyrkiet
I Danmark tænker mange på aktier, pension og opsparinger, når de tænker investeringer. I Tyrkiet er det meget almindeligt at investere i noget mere fysisk, og særligt guld og jord er populære måder at placere sine penge på.
Da jeg fik muligheden for at købe et stykke jord tæt på vores hus i bjergene, syntes jeg derfor, det var en spændende investering.
Jeg havde ikke nogen stor plan om, at der straks skulle bygges et hus eller plantes en masse træer. Jorden kunne bare få lov til at ligge, og så kunne vi senere finde ud af, hvad vi ville bruge den til. Det var særligt min tanke om at det jord som Taners familie ejer i området i dag, en dag skal splittes mellem ham og hans bror, mens det jord jeg ejer ikke skal.
Og selvom jeg ikke fysisk havde været på jordstykket, kendte Taner og hans familie naturligvis området rigtig godt.
Endelig skulle jeg se min egen jord
Da mine forældre kom til Alanya, opstod muligheden endelig for, at jeg selv kunne komme over og se, hvad det egentlig var, jeg havde købt. Min mor og min lillesøster blev hjemme sammen med Melissa, mens min far, Taner og jeg tog afsted på en lille vandretur mod jordstykkerne.
Og ja, det føles lidt specielt at kunne sige: Nu skal jeg ud og se den jord, jeg købte for over seks måneder siden.
Jorden ligger på den anden side af den lille flod, som adskiller vores hus fra området på den anden side. Selvom vi kan se derover hjemmefra, er det altså ikke sådan, at man bare lige går ud af hoveddøren og fem minutter senere står på grunden. Vi skulle vandre derover og op gennem bjerglandskabet.
Det var til gengæld en virkelig smuk tur. Det er på ingen måde et fladt og færdigt stykke byggejord. Det er rigtig bjergjord.
Hvilke træer er egentlig mine?
Min svigerfar havde sørget for, at der var blevet sat afmærkninger op, så vi kunne finde ud af præcis, hvor vores jord begyndte, og hvor den sluttede.
Det udviklede sig hurtigt til lidt af en leg for mig.
Er det træ mit? Hvad med det der? Og hvad vokser der egentlig derovre?
For når man har købt et stykke jord, man aldrig har set, er det overraskende spændende pludselig at opdage, hvilke træer man rent faktisk ejer.
Der viste sig at være flere johannesbrødstræer på jorden, oliventræer og forskellige frugttræer. Derudover er en stor del af området stadig dækket af den naturlige vegetation, som vokser vildt i bjergene omkring Alanya.
Mit andet jordstykke har sit eget lille vandfald
Den del, jeg selvfølgelig også var spændt på at se, var vandet.
På det andet jordstykke løber der vand gennem området, og mellem træer, klipper og planter gemmer der sig et lille naturligt vandfald.
Det er ikke Niagara Falls, vi taler om, men det er mit vandfald.
Og det synes jeg altså er lidt sejt.
Vandet løber naturligt gennem det grønne område og ned mellem klipperne, og stedet føles næsten gemt væk under træerne. Hvis man ikke vidste, at det var der, ville man nemt kunne gå forbi uden at opdage det.
Det var også her, jeg for alvor kunne se fordelen ved at have købt nabostykket. Vand på en grund kan være interessant i sig selv, men samtidig betyder det nu, at de to jordstykker er meget tæt på hinanden (opdelt at nogle metre, som nogle andre ejer) og giver os flere muligheder i fremtiden.
Måske bliver det avocadoer, måske bliver det en investering
Taner er langt mere optimistisk omkring jordens muligheder, end jeg er.
Han kan allerede se for sig, hvordan dele af området forholdsvis nemt kan planeres, og hvordan det alene kan gøre jorden mere anvendelig og potentielt mere værd.
Hvad der skal ske med den, ved vi faktisk ikke endnu.
Måske beholder vi den bare som en investering. Måske bliver den en dag solgt. Eller måske planerer vi noget af jorden og udvider vores avocadoplantage med endnu flere træer.
Det er lidt det sjove ved det hele. Jeg købte ikke jorden, fordi jeg havde en færdig femårsplan for den. Jeg købte den, fordi muligheden opstod, beliggenheden var interessant, og det gav mening for os at eje mere jord i området omkring vores hjem.
Nu har jeg i det mindste endelig været der.
Jeg har gået rundt mellem mine egne oliventræer og johannesbrødstræer, fundet grænserne på jorden, kravlet rundt mellem klipperne og set mit lille vandfald.
Så spørgsmålet er vel ikke længere, om jeg ville købe et stykke land, jeg aldrig havde set.
Det gjorde jeg – To gange.