I august 2026 ændrede Egypten måden, man får turistvisum ved ankomsten til landet.
Det gamle visumklistermærke er blevet erstattet af et nyt system med QR-koder, og samtidig er prisen steget fra 30 USD til 36 USD (ikke EGP, som ellers er landets egen valuta).
Jeg har tidligere skrevet en guide til, hvordan man fik det gamle visum i Cairo lufthavn, men da systemet nu er ændret, er det selvfølgelig på tide med en opdatering.
Heldigvis er det stadig utrolig nemt at få visum til Egypten, og selvom det nye system hedder e-visum, foregår det faktisk næsten på samme måde som tidligere, hvis man vælger at købe visummet ved ankomst. Du kan også købe det online på visa2egypt.gov.eg, men jeg har ingen personlig erfaring med at gøre det endnu, og det var nemt at gøre ved ankomst.

Sådan får i E-visum ved ankomst til Egypten
Du skal stadig forbi en bank i lufthavnen, du skal stadig betale for dit visum, og du skal stadig gennem paskontrollen.
Den største forskel er, at du nu får et stykke papir med en QR-kode i stedet for det gamle klistermærke.
Her gennemgår jeg, hvordan det nye system fungerer, så du ved, hvad du skal gøre, når du lander i Egypten.
Egyptens nye e-visum koster 36 dollars
Tidligere kostede et turistvisum ved ankomsten til Egypten 30 amerikanske dollars, men med det nye system er prisen steget til 36 dollars.
De ekstra 6 dollars, bliver omtalt som et administrationsgebyr.
De kan selvfølgelig kalde det, hvad de vil. Faktum er, at det nu koster 6 dollars mere at få præcis den samme adgang til landet.
Jeg synes egentlig, det er lidt komisk, at man har indført et elektronisk system, som umiddelbart burde gøre processen nemmere, men samtidig har valgt at gøre det dyrere for turisterne.
Til gengæld slipper man for det gamle visumklistermærke, og det er faktisk en fordel, som jeg vender tilbage til.


Sådan får du dit e-visum i Cairo lufthavn
Når du lander i Egypten, f.eks i Cairo International Airport, skal du købe dit visum, inden du går gennem paskontrollen.
Der er kun 2 banker som udsteder visummet med QR-kode og det er Banque Misr og National Bank of Egypt.
Det betyder også, at alle de rejsende, der skal købe visum ved ankomsten, skal stille sig i kø ved en af disse banker, som ligger ved siden af hinanden.
Der er altså ikke tale om, at du skal stå ved en computer og udfylde en masse oplysninger, selvom navnet e-visum måske godt kunne give det indtryk.
Du går ganske enkelt hen til banken, fortæller, at du skal have et turistvisum, og betaler de 36 dollars.
Du kan betale med amerikanske dollars eller kreditkort.
Når betalingen er gennemført, får du udleveret et papir med en QR-kode, som fungerer som dit visum. Blev ikke skræmt over der måske står et andet land end det du er fra. På mit seneste stod der ”Greece” og det er intet problem.
Og så er du faktisk allerede klar til at gå videre til paskontrollen.


Du skal ikke længere have et visumklistermærke i passet
Den største ændring ved det nye system er selve visummet.
Tidligere fik man udleveret et stort klistermærke, som paskontrolløren satte ind i passet. Det fyldte en hel side, som man ellers kunne have brugt på indrejsestempler fra andre lande.
For hvis du ligesom mig rejser meget, ved du sikkert også, hvor irriterende det kan være, når et visum optager en hel side i passet.
Jeg har flere gange været nødt til at få lavet et nyt pas flere år før udløbsdatoen, simpelthen fordi der ikke var flere tomme sider tilbage.
Så selvom det måske lyder som en lille detalje, er det altså ret dejligt at spare en side.
Nu får du i stedet et papir med en QR-kode.
Det skal du ikke selv sætte ind i passet. Du skal blot beholde det sammen med dit pas, indtil du når frem til paskontrollen.

Den egyptiske paskontrol
Nu går du hen til paskontrollen. Her skal du som udgangspunkt have tre ting klar: dit pas, papiret med QR-koden og din indrejseformular.
Indrejseformularen er den lille blanket, som mange flyselskaber udleverer under flyveturen til Egypten. Her udfylder du blandt andet dine personlige oplysninger og informationer om dit ophold.
Formularerne er dog gradvist ved at blive udfaset, så det er ikke sikkert, at du får en udleveret, når du rejser.
Hvis du får en indrejseformular i flyet, skal du udfylde den og medbringe den til paskontrollen. Hvis du ikke får en, følger du blot de anvisninger, der gælder ved din ankomst.
Når det bliver din tur, afleverer du dokumenterne til paskontrolløren.
Paskontrolløren beholder papiret med QR-koden og indrejseformularen, kontrollerer dine oplysninger og stempler dit pas.
Og så er du officielt kommet ind i Egypten. Husk dog at have dit pas let tilgængeligt, da vil blive bedt om at vise det flere steder igennem lufthavnen, dog kun til en vagt, ikke en paskontrollør.

Hvad sker der efter paskontrollen?
Når du har fået stemplet dit pas, fortsætter du til bagageområdet.
Her finder du det bagagebånd, som hører til dit fly, og venter på din kuffert.
Når du har fået din bagage, fortsætter du gennem lufthavnen og ud mod ankomsthallen.

Er det nye e-visum til Egypten besværligt?
Nej, det synes jeg faktisk ikke.
Selvom navnet er ændret, og prisen er steget, er selve processen stadig meget enkel.
Du ankommer til lufthavnen, køber dit visum ved banken, får din QR-kode og afleverer den i paskontrollen sammen med dit pas.
Den største ulempe er efter min mening at der kan være lang køtid, når mange fly ankommer samtidig. Men sådan var det jo også før.
Og så er der selvfølgelig prisstigningen på 6 dollars. Men det overlever jeg nok.
Bemærk: Min guide beskriver proceduren for turistvisum ved ankomst i Cairo lufthavn. Visumregler, priser og procedurer kan ændre sig, og der kan gælde andre ordninger i andre egyptiske lufthavne.
INDHOLD I ARTIKLEN: EGYPTEN E-VISUM 2026, NYT VISUM TIL EGYPTEN, E-VISUM EGYPTEN, VISUM TIL EGYPTEN, VISUM VED ANKOMST TIL EGYPTEN, EGYPTEN VISUM PRIS, VISUM EGYPTEN 36 DOLLARS, QR-KODE VISUM EGYPTEN, CAIRO LUFTHAVN VISUM, CAIRO INTERNATIONAL AIRPORT, INDREJSE I EGYPTEN, TURISTVISUM EGYPTEN, SÅDAN FÅR DU VISUM TIL EGYPTEN, REJSETIPS TIL EGYPTEN, GUIDE TIL EGYPTEN, DANSK REJSEBLOG, TEATOUGAARD.DK.



