For et par dage siden var jeg til min første begravelse i Alanya.
Vi begravede min kære veninde Lise, som jeg har kendt i en del år og også udført en del arbejde for.
Derfor talte vi ofte sammen og har lavet ting både privat og forretningsmæssigt.
Lise så havde længe været syg med ønskede at leve – sådan blev det desværre ikke.
Hendes mand Kadir kendte jeg også rigtig godt. Han havde stået for begravelsen, som foregik i den norske sømandskirke i Oba.
Han ringede til mig dagen efter, at hun var død og igen nogle dage senere for at fortælle mig, hvornår der skulle være begravelse.
Det var hans ønske, at jeg skulle tage billeder og videoer til begravelsen, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville. Billeder og video skulle sende til dem som ikke kunne deltage i Alanya.
Den dag hun døde
Den dag Lise døde, stod jeg i Danmark og var på vej til lufthavnen for at flyve til Alanya. Det slog mig fuldstændig ud og jeg brød grædende sammen hen over min kuffert.
Det var svært at tage mig sammen og fokusere på at skulle sidde 4 timer i et fly, med min lille otte måneder gamle datter på skødet, og ikke kunne sidde og græde.
I flyet korte tankerne rundt og det gik op for mig at i mine 12 år i Alanya, vil dette blive min første rigtige begravelse. Igennem årene er andre døde f.eks. min mands familiemedlemmer, men jeg har aldrig deltaget i begravelserne, som foregår efter islamisk tro.
Jeg følte mig på mange måde ”heldig” at der alligevel er gået 12 år, uden at jeg skulle konfronteres med at miste nogen jeg elskede i Alanya. Af en eller anden grund er Alanya bare blevet sådan en fantastisk boble, hvor den slags ikke skete.
Begravelsen var på mange måder meget kristen og kirkelig med den norske præst, som sagde fadervor og de sange, vi sang, var danske sange som Lise elskede. Kisten var som kisten er i Danmark og der var blomster rundt om kisten ligesom, der er i Danmark.
Efter kirken ved kirsten hentede af en bil og vi kørte sammen hen til gravpladsen, hvor Lise skulle begraves. Kirsten blev sinkede jorden ligesom man kender det i Danmark og vi smid roser ned til hendes kiste. Det hele var meget smukt og velorganiseret.
Hvad med min egen død?
De fleste af os kender nok det med, at en begravelse sætter gang i tankerne omkring, hvad vi gerne selvvil have, der skal ske, når vi selv en dag ikke er her længere. Det gjorde det også for mig.
Meste slog det mig, at jeg netop har haft to års bryllupsdag med Taner og senest fået vores lille datter Melissa – og alligevel aldrig talt om, hvad vi ønsker der skal ske den dag, vi dør.
Jeg aner faktisk overhovedet ikke hvad Taner har af ønsker. Vil han gerne have en klassisk islamisk begravelse? Hvordan ønsker han, at jeg skal fortsætte livet, hvis han dør først? Ønsker han, at vi har en grav sammen – selvom vi ikke er vokset op med den samme tro?
Jeg er heller ikke selv gjort mig mange tanker om det. Min mor spurgte engang for nogle år siden og denne gang sagde jeg, at de bare skulle gøre det der var nemmest og billigst, hvis jeg døde mens hun var i live. Med det sagde jeg nok mellem linjerne, at hun bare skulle begrave mig i Alanya.
Jeg har ikke rigtig kommet frem til noget svar endnu og kommer det er måske heller ikke lige med det samme.
For nu ville jeg bare gerne dele mine tanker med jer, som jeg altid har gjort her på bloggen og samtidig dele et sidste minde om Lise med jer.
Læs også >> Hospitaler i Alanya (inkl bykort)