I dag udkommer dokumentar serien “Prinsesse i Alanya”.
Og i forbindelse med den udkommer, er der et par ting, som jeg gerne vil dele med jer.
Denne dokumentar er nemlig ikke nogle nyhed eller overraskelse for mig.
Faktisk har jeg kendt til dokumenteren, siden før de begyndte at filme dem. Mere præcist nogle måneder før de begyndte at filme den.
Jeg blev nemlig kontaktet af produktionsselskabet på mail, som havde fundet mit blogindlæg “DET, vi ikke taler højt om – SHHH” og ville høre om de måtte ringe til mig. Det måtte de gerne.
En samtale som støbte nogle kugler
Det blev først til en telefonsamtale på et par timer. Efterfølgende lidt mere telefonsnak og et utal af beskeder.
Jeg hjælp 2 kvinder fra produktonsselskbet, som er på min egen alder og som var helt utrolig søde. Min hjælp bestod først i at prøve at danne dem et indtryk af hvad Alanya er. Det synlige og det usynlige, og hvordan de kunne gribe nogle bestemte ting an, for at få det bedst mulige materiale til deres dokumentar.
Før produktionen kom til Alanya hjalp jeg igen selskabet med, hvordan de helt lavpraktis med hvor det kunne være godt for dem at bo og hvordan de kunne få tilladelse til at filme i Alanya, da det var til en professionel produktion og man derfor næsten altid skal have tilladelse til at filme. Heldigvis gik den del nemt for dem, da de ankom til Alanya, så hele projektet till skulle dø før det overhovedet kom igang.
Da de begyndte at filme i Alanya, havde jeg et par hyggelige stunderne med pigerne fra produktionsselskabet, hvor der både blev snakket almindelig liv og delt et par hemmeligheder.
Derefter faldt det sådan sammen at, hver gang de var i Alanya at filme, var jeg ude som rejseleder og nu sidder vi her, omkring 9 måneder senere og programmet er færdigt.
Skulle jeg have været med i programmet?
Der er en håndfuld unge danske piger, som de sidste par år har gjort sig meget synlige på sociale medier som TikTok og Instagram og som deler meget ud af deres hverdag med deres tyrkiske kærester og hverdag. Det var den type piger, som programmet skulle omhandle.
Der blev kort spurgt om jeg havde interesse i at være med i programmet men sagde med det samme nej tak.
Først og fremmest er mit liv i meget roligt og dramafrit, så der er ikke noget at lave godt dramafyldt tv om.
Altså mig og Taner som går tur og kigger på vores avokado træer eller sidder og snakker om livet på vores altan, passer vidst bedre ind i et program som “Frank og Kastaniegården”, end det, som der lå i støbesteen, skulle ske i denne dokumentar.
Også skal jeg ærligt også indrømme, at jeg ikke ønsker den opmærksomm, der ville komme med at være deltager den type program.
Jeg har det vidste bedre bag skærmen end på skærmen, med undtagelse af når jeg laver mine youtube videoer, som jo alligevel ikke handler om mig men om specifike steder.
Hvad synes du om vi laver denne type program?
I en af de telefonsamtaler jeg havde som “baggrundshjælp” for produktionsselskabet, blev jeg spurgt “Hvad synes DU om vi laver det her program”.
Og mit svar til det var, at de på ingen måde gjorde mit arbejde eller liv nemmere! For selvom jeg sagens kan se det er skide godt TV, det de havde planer om at lave, så ville det også gøre at jeg selv og de danske veninder, som også har tyrkiske partnere, automatisk ville blive opfattet som ens med de piger som er i programmet. Også selvom vores tilgang til livet i Alanya og vores parfohold formentlig er meget meget anderledes end dem de kom til at filme.
Dertil ville det gøre hele mit arbejde med at promovere det gode i Alanya hårdere, særligt på Alanya.Dk, for der kommer nok en sommersæson nu, hvor Alanya vil være meget i søgelyset, som stedet unge piger rejser ned, for at have en flirt med en lækker tyrker.
MEN godt fjernsyn er godt fjensyn og jer der læser med på min blog, ved fornemtlig allerede en del om mit liv og parforhold og I vil forhåbenlig være mine ambassadører i virkeligheden, når de uvidende folk siger “ALLE” er sådan og sådan i Alanya. Det håber jeg i hvert fald at I vil.
Har du set programmet?
Programmet “Prinsesse i Alanya” har som sagt præmier på DR i dag og i aften skal Taner og jeg med sikkerhed se det – for første gang.
Jeg har altså ikke set programmet på forhånd, selvom jeg har været lidt assisterende i processen.
Jeg vil for en god ordens skyld også nævne, at jeg ikke kender nogle af deltagerne i programmet eller har været medvirkende til, hvem der skulle være med i programmet. Den del har produktionsselskabet helt selv stået for.
Hvad der kommer efter udgivelsen af “dette program”Prinsesse i Alanya”, kan ingen jo vide med sikkerhed, men jeg forventer mig personligt en stor mediestorm med meget opmærksomhed på Alanya, som værende kvindernes Thailand – præcis som jeg omtalte det i indlægget fra 2015, som blev hele baggrunden for jeg sidder at skriver dette indlæg til jer i dag.