I dag er min første skoledag på A2 tyrkisk kursuset.
Jeg er så nervøs, at jeg næsten ikke kan trække vejret.
Jeg er ikke nervøs fordi jeg skal møde nye mennesker, eller for at starte noget nyt. Jeg er nervøs, fordi jeg ikke tror mit tyrkisk er godt nok til A2.
Hele natten har jeg øvet datid og fremtid i mit hoved, og det hænger overhovedet ikke fast :S.
Siden jeg tilmeldte mig, har mig og min veninde Caroline forsøgt at presse hinanden til at øve derhjemme, men det er bare skide svært, for når jeg øver hjemme, så har jeg jo ingen garanti for det er rigtigt – det er i hvert fald min undskyldning til mig selv.
Det tyrkiske system gør naturligvis ikke nervøsiteten lettere. Siden vi skrev os op, har vi vist det ville starte den 5 oktober, og ellers intet fået at vide.
I fredags kl 19.22 kom den første sms, som gav os et klokkeslæt på, hvornår kurset starter. Lørdag kom der endnu en sms, magen til den første, men med den undtagelse at denne også sagde klasselokale. Så nu ved jeg, hvor jeg skal gå hen og sætte mig.
På grund af de meget udetaljeret beskeder ved jeg nu hverken, hvad jeg skal medbringe eller hvor længe jeg skal være i skole. Jeg er nervøs.