Forleden besøgte Christina Lewis, som har bloggen Forelsket i Kultur den tyrkiske by Diyarbakir.
Jeg hæv fat i hende mens hun var der. Diyarbakir er nemlig en stor tyrkisk som meget få danskere kender til. At Christina besøgte byen sammen med sin kæreste synes jeg simpelthen var så spændende. Jeg spurgte hende om hun ville skrive et gæste rejseblog indlæg om hendes tur, og heldigvis sagde hun JA med det samme.
Derfor er dette blogindlæg Christina fra Forelsket i kulturs fortælle om hendes besøg i Diyarbakir.
Det er ikke min første men heller ikke sidste rejse til Diyarbakir, som kæresten er fra og hvor svigerfamilien bor.
Turen går ubesværet fra Danmark til Istanbul. Fra Istanbul til Diyarbakir får jeg altid spørgsmål.
I køen til at boarde flyet, står der en kvinde foran mig, som også skal til Diyarbakir. Hun kigger forundret på mig og spørger på tyrkisk – “Skal du til Diyarbakir?” Og gentager “Diyarbakir?”
Min sidemand INDE i flyet spørger på engelsk – “Skal du til diyarbakir?” Altså jeg er ret sikker på jeg sidder i det rigtige fly, ja ..sagde jeg dog ikke. Jeg er godt klar over at jeg er den eneste der ser udenlandsk ud i dette fly og det vil jeg også være overalt, hvor jeg går i Diyarbakir.
I byens gader
Her summer det af liv, der er altid masser vis af mennesker på gaderne, og ligeså meget trafik er der. På hvert et gadehjørne sælger de varme drikke fra gadevogne, og her køber vi tit salep, som er en ret speciel drik, hvor de drysser med kanel og knuste nødder – jeg synes den smager af jul. Om dagen er temperaturen i februar omkring de 12 grader. Så det føles lidt som forår hernede.
Går du videre ind i en af parkerne, hører du ikke så meget trafik, men mennesker er der stadig og de snakker altid højlydt med hinanden, og lydende blandes sammen med alle lydene fra hønsene og ænderne i parken.
Hver dag flyver der overdøvende jagerfly hen over byen, der minder en om at du altså ca. er 130km væk fra grænsen til Syrien. Det vil ca. svare til afstanden mellem Aarhus og Esbjerg. Denne gang hører jeg ikke flyene som første gang jeg var her, og det er også tydeligt at se på folk at de er vant til dem og slet ikke bemærker flyene.
Hen af aftenen bliver der tændt diverse lys i alle træerne, på strøgene, i cafeerne osv.
Jeg vil igen bruge jul og kalde det julelys. Der er stadig mange mennesker på gaderne om aftenen, hvis ikke flere. Det giver en rigtig hyggelig stemning.
Her om aftenen i februar svinger temperaturen omkring -3 til 5 grader.
Du vil opleve rigtig meget ved at gå rundt i byen, men byen er alligevel ret stor, så vi kørte også en del rundt i de små hvide busser.
Her oplevede jeg, at hvis der var en mand der sad ned og en kvinde steg på bussen, så ville han rejse sig så kvinden kunne få hans plads, ligeledes hvis det var en ældre. Derfor havde jeg nærmest altid en plads hvis bussen var proppet med mænd og ikke kvinder.
Jeg ved ikke om det bare generelt er sådan i Tyrkiet. Men imponeret var jeg, for de kører sindssygt i trafikken og derfor virkede det meget mere sikkert at sidde ned!
På besøg hos svigerfamilien
Her er det meget normalt at spise på gulvet. Jeg er blevet ret vant til det og tænker slet ikke over det mere, kan huske jeg havde en masse tanker i starten – hvordan skal jeg sidde, hvad hvis jeg spilder, hvordan skal jeg spise den her mad, skal jeg bruge gaflen, skeen eller hånden?
Når jeg er i Diyarbakir ved jeg at jeg får spist alt for meget mad, da svigerfamilien altid giver mig lidt ekstra efterfulgt af yer yer yer og et kæmpe smil (spis spis spis på dansk) Ligemeget om vi har spist aftensmaden ude, så har svigermor lige lavet en tallerken til os hver med endnu mere mad fra deres aftensmad. Men jeg klager ikke for det tyrkiske køkken er virkelig lækkert!
Vi drikker çay (te) dag ud og dag ind, samt tyrkisk kaffe, og om aftenen spiser vi enten solsikkefrø, græskarkerner, nødder, frugt, tatlı, baklava eller kadayıf. Diyarbakir er kendt for deres kadayıf, og vil påstå at den ikke er ligeså sød som andre steder i Tyrkiet.
Den gamle mur
Diyarbakir består af en gammel bydel og en moderne bydel.
De har en meget velholdt bymur der er over 5 km lang og er helt tilbage fra romer tiden.
Muren og mange andre bygninger består af vulkanske basalt sten, som kendetegner Diyarbakir.
The great mosque of Diyarbakir
Inde i hjertet af Diyarbakir, ligger moskeen Ulu Cami . Det siges at være en af de ældste moskeer i historien, da den blev bygget helt tilbage i 1091.
Jeg vil lade billederne tale for sig selv.
Hasan pasa hani karavanestationen
Hasan pasa hani er en karavanserai, som er lavet om til et rigtig hyggeligt café. Stedet er med små hyggelige boder samt en underjordisk boghandel.
Her er det så hyggeligt at nyde en kop tyrkisk kaffe eller te.
Çiğer – lever
Diyarbakir er også kendt for deres lever, og er en af det spise mange ikke forlader byen uden at have smagt.
Jeg er ret sikker på det er lever fra et lam, som er grillet på kulgrill, hvor røgen er med til at give en rigtig god smag.
Du tager ca. halvdelen af spydet på et styk fladbrød og fylder i af salater, grøntsager og sovse, folder sammen og spiser. Vi drikker selvfølgelig hjemmelavet ayran til måltidet.
Shoppingcentre
I Diyarbakir findes der virkelig store shoppingscentre der har alt! Lige fra supermarkeder, bazar, cafeer, restauranter, butikker, arkadespils område, biograf, bowling hal, legeplads og ja selv store akvarier.
Tigris floden og den gamle bro
Tigris også kaldt dicle på tyrkisk, er en flod på 1850km og befinder sig ikke kun i Tyrkiet. Floden er både nævnt i det gamle testamente og i Islam.
Den gamle bro blev bygget i 1065 og af de sorte vulkanske basalt sten, som også muren er bygget af.
Vi besøgte stedet lidt sent på dagen, ved solnedgang. Det var rigtig smukt men svært at fange på billeder da solen går enormt hurtigt ned her i Diyarbakir. Vi satte os med tæpper, fik tyrkisk te med eget lille “bål” og spiste nødder. Der var stille tyrkisk musik i baggrunden og lyden af floden der strømmede forbi. Det var virkelig hyggeligt.
Da vi skulle hjem, var det alligevel blevet sent og der var ingen busser eller taxi i nærheden som da vi ankom. Det ligger alligevel lidt afsides fra selve by-gaderne så det ville tage meget lang tid at gå! Vi får ikke lov at tænke særlig længe over hvad vi lige skulle gør, før en bil holder ind, ruller vinduet ned og et venligt ægtepar tilbyder at køre os ind til centrum!
Det er simpelthen noget af det venligste jeg har oplevet og er stadig så taknemlig for det! På de 10-15 min køreturen varede spurgte de interesseret ind til mig, hvor jeg kom fra og hvad jeg synes om byen. Jeg fik også sagt mange tak og god aften til dem på tyrkisk selvom min kæreste selvfølgelig allerede havde sagt det. Jeg synes stadig det er vildt at de ikke ville have noget for turen!
Hvis du en dag besøger diyarbakir, så husk på at byen Mardin, med sin smukkeste gamle arkitektur, ikke ligger så langt væk derfra – jeg vil stadig kalde byen for Alladins by. Samt bjerget Mount Nemrut, med forhistoriske fund på toppen, heller ikke så langt fra Diyarbakir.
