Vi er lige over en uge inde i en 17 dage lang national karantæne i Tyrkiet.
En karantæne, der på timer tvang mig til at ændre planerne for hvornår jeg rejste hjem fra Adrasan og mine planer om at rejse til Bozcaada.
Teknisk set fik vi et par dages varsel, men vi skulle stadig “handle hurtigt” hvis alt skulle nås, inden karantænen startede.
Denne artikel er sponsoreret af Hunkemöller. Hvis du ligesom mig ønsker at dit nattøj skal være bæredygtigt, så se deres store udvalg på deres danske webshop (reklamelinks).
Vi rejste hjem fra Adrasan over 1 døgn før vi havde planlagt og nåede på 24 timer at besøge Safa´s forældre, shoppe frugt og grønt på bazaren, få hjælp fra vores ven Murat til nogle håndværker ting i lejligheden og aflevere forskellige ting fra trykkeriet til vores kunde.
Det lyder måske ikke af meget, men det var en smule stressende for mig.
Også blev klokken 19.00 D. 29 april. Karantænen gik i gang og jeg lagde mig på sofaen.
Og der blev jeg liggende i 7 dage.
Jeg havde egentlig troet, at jeg automatisk ville bruge karantænen på at opdatere hjemmesider, klargøre nye design, osv osv. Altså arbejde.
Men det skete ikke. Der gik 4 dage gør jeg overhovedet gad at åbne min computer. Og da jeg endelig åbnede den igen, var det for alt andet end arbejde, jeg havde fokus på.
Jeg brugte tiden på
- At læse nogle af mine favorit rejsebloggeres nyeste indlæg.
- Finde inspiration til hvordan, jeg kan lave en flot Hama perle Kaktus
- Sende links til min mor med fødselsdagsønsker, som i år blandt andet består i et (Alanya)-sommervenligt sæt bæredygtig nattøj (reklamelink), økologisk sengetøj i grå, en lommekniv til camping og 1 ton lakrids, da min lager for længst er sluppet op.
- Klargjort småting til den sommerlejer for børn i Kaş, som mig og Safa skal være vejledere på i juni måned.
- Sortere billeder fra mine sidste mange rejser, så der altid er system i det.
Det er ofte min krop der får lov at bestemme tempoet, og mens jeg i nogle perioder “producerer” rigtig meget på computeren, så er der også andre perioder, hvor der ikke sker så meget.
Karantænerne bliver aldrig “The highlight of my life“, men jeg accepterer og følger dem, så længe de er en nødvendig onde til at få verden normal igen.
-Og nyder måske en lille smule, at vi kan leve i vores egen lille boble, uden alt for mange forstyrrelser.
Med det sagt, så glæder jeg mig også til vi igen en dag, kan leve i en forudsigelig hverdag, hvor vores planer altid kan gennemføres og vi selv skal lukke døren, hvis vi ønsker en weekend/en uge uden forstyrrelser.