Hvis du har set Cypern på verdenskortet, så har du med sikkerhed også bemærket den aflange spids, som øen har i nordøstlig retning.
Spidsen går under navnet Karpaz. I dette område bor der flere æsler end der bor mennesker.
For at komme til Karpaz, kører vi igennem den lille landsby Dipkarpaz. Landsbyen er unik fordi den er en af de meget få steder på Nordcypern, hvor grækere og tyrkere stadig bor side om side efter konflikten i 1974. Stort set alle andre steder på Cypern lever lokal befolkningen adskilt både politisk og religiøst – opdelt af bufferzonen, som går under navnet ”Greenline”. Det er en lang grænseovergang, der deler øen i to.
I Dipkarpaz står byens moské og katolske kirke side om side. Dette er den sidste by på vejen ud til Karpaz vilde æsler.
Læs også >> 10 seværdigheder, du SKAL se på Nordcypern
Husk snacks til de vilde æsler
Nordcypern er et af de steder, jeg har rejst allermest og jeg har efterhånden besøgt æslerne mange gange. Inden turen ud til æslerne, køber jeg altid en stor pose æbler om morgenen. Æblerne er snacks til æslerne i Karpaz, Æbler og gulerødder kan også købes Dipkarpaz, men her er det til svimlende overpriser.
Det er vigtigt at medbringe snacks, for uden dem har æslerne ingen interesse i dig. Snacks er også vigtig bestikkelse, hvis du ankommer i bil eller bus til Karpaz. Æslerne er strenge toldere i deres område, og har du ikke et æble eller en gulerod, så spærrer de vejen på ubestemt tid.
Æslerne ved godt, at biler betyder mennesker og mennesker betyder snacks. Æslerne har ingen stress, så de bliver stående på vejen til de modtager deres ”betaling”.
Fra Dipkarpaz til Karpaz er vejene små. De lokale kalder det sidste vejstykke ud til Karpaz for ”gratis massage vejen” på grund af den grove overflade på vejen. Denne får både busser og biler til at ryste.
Området ved Karpaz er en af de mest uspolerede naturområder i Europa. Vejen kører langs Golden Beach, som i 1960érne og 1970érne var jetsetternes store legeplads. Ingen nybebyggelse er tilladt og derfor bor der i dag næsten 20 gange flere æsler end mennesker i området.
Indhegnet for æslernes egen skyld
Den yderste spids af Karpaz er indhegnet for æslernes skyld. Ikke fordi de ikke kan stikke af, de kan bare gå ud af porten, hvor bilerne kører ind. Men æslerne bliver frivilligt indenfor indhegningen, for hvorfor stikke af, når hundredvis af turister hver dag kommer med gratis snacks.
Læs også >> Dagens oplevelse på Cypern: Afrikansk Gudstjeneste
Når toldere går til angreb
Jeg var på Nordcypern som rejseleder for en dansk gruppe og vi kørte vores store turistbus ind i området.
Ikke mindre end 5 meter fra porten står den første ”tolder” og afkræver sin afgift i form af æbler. Vi var hurtige og får det første æsel af vejen før flere kom til. Så heldige var vi dog ikke da vi kom lidt længere ned af vejen. Æslerne har mange års erfaring, og dette er et ”bagangreb”. Mens chaufføren forsøger at få æslet i den venstre side af vejen til at flytte sig, går tre æsler ud fra krattet i højre side. De begynder nu også at blokere for vores bus. Mine gæster er alle er ved at dø af grin over chaufførens forsøg på at vinke de arrogante æsler væk med hånden. Æslerne er ligeglade med hans hånd så længe der ikke er noget spiseligt i den. Til sidst må jeg springe ud af bussen med armene fyldt med æbler, og stille mig i krattet, for at få æslerne til at forlade vejen.
Læs også >> Tea´s mini guide til Nordcypern
Og her er en fotoserie af det hele. (indlægget fortsætter under billederne)
Vi vandt dette slag mod æslernes bagangreb og kort efter ankommer vi til Apostolos Andreas klosteret med vores bus.
Apostolos Andreas klosteret og de vilde æslers kærlighed
Ved Apostolos Andreas klosteret vrimler det også med vilde æsler. De står side om side med de små boder, som sælger forskellige souvenirs, lokale delikatesser og friskpresset juice til turisterne. Æslerne stjælerne ikke frugter fra juicesælgerne, for hvorfor stjæle når turisterne gladeligt håndfodrer dem med frisk frugt og grønt dagen lang.
Jeg lader mig endnu engang gladeligt omringe af æslerne. De er skønne dyr, som jeg sjældent får lov at være på tæt hold med i min hverdag. Selv de små æselføl mestrer kunsten at puffe lidt med hovedet, for at få snacks hurtigere. Jeg kan ikke modstå de små behårede føl.
Selvom føllene har lært kunsten at få gratis mad, så går de ikke mange meter væk fra deres mødre. Skulle nogle komme for tæt på et føl, så er føllet hurtig til at gemme sig bag mors trygge bagben. Da posen og mine hænder er tomme, er æslerne hurtige til at gå videre til deres næste måltid, for strømmen af turister med snacks er uendelig -og æslerne bliver besøgt hele året rundt.
Turisterne kommer ikke kun til Karpaz for at besøge de vilde æsler. De kommer også for at besøge Apostolos Andreas klosteret og den hellige kilde, som et er vigtigt religiøst rejsemål for mange pilgrimme. Kombineret med de vilde æsler er dette et af de mest unikke steder, jeg til dato har besøgt, og jeg vil med glæde tage tilbage endnu engang og håndfodre de søde æsler.
Æslernes oprindelige rolle på Cypern
Før i tiden bidrog æslerne til landbrugslivet på Cypern. Få ejede en traktor og heste var i begrænset antal på Cypern, så æslerne blev dyrekraften bag øens landbrug. Det var helt almindeligt at en husstand ejede et til to æsler.
Æslerne var nyttedyr og blev blandt andet brugt som transportkraft under oliven- og kornhøsten.
I 1970’erne ændrede levevilkårene på Cypern sig, således at æslernes rolle i landbruget blev begrænset. Maskinteknologien begyndte at tage over og æsler på Cypern var ikke længere så vigtige som før. Landsbyboere brugte lastbiler og varevogne til fragt. Æslerne gik fra nyttedyr til unødvendige kæledyr.
Læs også >> 30 seværdigheder i Alanya, du skal se
Æslernes liv efter 1974
I 1974 ændrede hverdagen sig drastisk på Cypern – både for lokalbefolkningen og for æslerne. Mange æsler mistede deres ejere efter den tyrkiske invasion i 1974, hvor øen blev opdelt i to. Æslerne var nu blevet ejerløse og hjemløse. De var overladt til sig selv med at skaffe mad og husly.
De ejerløse æsler kom i de tyrkiske mediers søgelys. Æslerne var vokset markant i antal og deres kamp for mad og overlevelse, kolliderede med tyrkiske landsbyboere, der boede i Karpaz, og som ofte fandt deres afgrøde beskadiget af æsler.
Løsningen blev at drive æslerne op på Karpaz spidsen og indhegne området. I dag er der mellem 1500-2000 æsler i Karpaz området og hvert år kommer nye føl til flokken.
Området er fredet for byggerier og de nye generationer af fortidens ejerløse æsler, er i dag en af Nordcyperns helt store turistattraktioner.
Læs også >> En tur til Girne på Nordcypern
Lidt teknisk fakta om æsler (fordi jeg gerne vil pralle med min viden)
Nordcyperns vilde æsler er teknisk set ikke vilde. De er fritlevende efterkommer af ejerløse æsler fra 1974. Æslerne er vant til mennesker og er en stor turistattraktion på Cypern. Æslerne elsker gulerødder og æbler, og de kan håndfodres med flad hånd. Husk ikke at gå bag et æsel, da det fra naturens side kan sparke bagud. Husk også at være forsigtig omkring føl, da hopperne er meget beskyttende omkring deres afkom.
Et æsel bliver omkring 20-30 gammelt og kan veje op til 200 kg. En hoppe er drægtig i 12 måneder.
Karpaz æslerne kan besøges hele året rundt, men i forår og efterår er temperaturen på Cypern mest behagelig til en udendørs aktivitet som denne.
Jeg var på Cypern som rejseleder for Best travel. Se deres rejser her.
PIN IT!
INDHOLD I ARTIKLEN: OPLEVELSER PÅ CYPERN, REJSER TIL CYPERN, SEVÆRDIGHEDER PÅ NORDCYPERN, OPLEVELSER PÅ NORDCYPERN, GODE REJSERÅD TIL CYPERN, FIND REJSEN TIL CYPERN, ÆSLERNE PÅ NORDCYPERN, VILDE ÆSLER, REJSER PÅ CYPERN, REJSEBLOG, REJSEBLOGGER, BLOG OM CYPERN, BLOG OM AT REJSE, BLOG OM NORDCYPERN, SEVÆRDIGHEDER I FAMAGUSTA, SEVÆRDIGHEDER PÅ KARPAZ.