2# Mit liv som radiovært

Onsdag morgen var jeg blevet tagget i en video på Facebook. Det var en 7 år gammel video fra min tid hos Radio 1 (tidligere Radio Silkeborg) hvor vi lavede “Mandags-Lammer”.

Videoen fik mig til at tænke på min tid som Radiovært. I onsdags skrev jeg om hvordan tilfældighedernes spil gjorde at jeg endte bag mikrofonen og ikke som tøjdesigner eller produktkontrollør. Se indlægget her. Som lovet i onsdags vil jeg i dag skrive om min tid som Radiovært, og mit livs nedtur, der blev grunden til jeg stoppede.

Men før jeg fortæller min historie, som desværre ender med store mængder smerte, så vil jeg gerne dele de få billeder, jeg har fra den tid.

[unitegallery radio]



Mit liv som radiovært

Efter ca. 6 mdr bag mikrofonen hos Radio 1, var det tid til selverkendelse. Jeg havde endnu intet lært af det tekniske, som var min plan før jeg startede, og selvom det er hyggeligt at stå bag mikrofonen, så savnede jeg noget udfordring. Jeg tog et møde med radioens chef. Jeg sagde “Hvis jeg skal være rigtig god til at lave radio, hvad skal jeg så gøre?”

Jeg vidste godt der ikke findes nogen uddannelse indenfor Radio i Danmark, så jeg ville vide hvad mine muligheder var og hvordan jeg kunne dygtiggøre mig.

Svaret var Esbjerg Mediehøjskole (desværre lukket nu). Jeg fik at vide at der havde de fleste danske radioværter havde gået. Der lærte man teknikkerne, journalistik, at producere tv, radio og aviser. Samme dag ringede jeg til Esbjeg Mediehøjskole, og lavede en aftale om at starte i 2011 og indtil da fortsætte jeg hos Radio 1 som morgenvært.

Esbjerg Mediehøjskole

Det havde aldrig været en plan / drøm for mig at gå på højskole. Jeg havde allerede gået på efterskole og boet på college, og selvom jeg godt kan lide andre mennesker og det sociale, jeg synes det kræver meget energi at bo sammen med andre hele tiden.

Foto fra min tid på Esbjerg Mediehøjskole.




Vi var et hold på 14 personer på mediehøjskolen. Alt udstyret var mindst 20 år for gammelt, men det virkede og vores underviser og gæsteundervisere var meget engageret i os. Vi var en blandet flok: En asiatisk pige, gift med en ældre dansk mand. Hun var blevet sendt på højskole af kommunen. Der var ham der prøvede for meget, Ham der drak for meget, Ham der drak mere end den første og startede problemer, der var enebarnet som (også) var sendt afsted af kommunen for at lærer sociale egenskaber og en hådnfuld andre personligheder blandt drengene.

Også var der pigerne. Pigerne var skide søde og de gjorde livet på højskolen skønt og seriøst – ikke noget man kan sige om drengene. P.g.a dem og de seriøse undervisere fik jeg lært rigtig meget om journalistik og medieproduktion. En viden jeg i dag bruger når jeg laver magasiner og hjemmesider.

Fra vores studietur til Berlin
Flere fra Berlin 🙂

Headhuntet til nyt radiojob

Mens jeg gik Esbjerg Mediehøjskole blev jeg headhuntet af Radiostationen Skala.Fm i Kolding, og da jeg sluttede på højskolen havde jeg et nyt radiojob som morgen radiovært hos Danmarks største kommercielle radiostation.

Min ansættelse kom i flere online medier, uden jeg var blevet interviewet af nogle. Radioen havde omkring 1 million daglige lyttere, blev jeg hurtigt en kendt person i området.

Denne artikel er skrevet uden nogle har interviewet mig. En meget underlig følelse.




Et job med store løfter og fede muligheder endte hurtigt som et mareridt for mig. Jeg følte mig aldrig tilpas på stationen og endnu engang gik jeg glip af alt teknikken og var bare en stemme i Radioen.

Jeg ønskede/ønsker ikke at være kendt, jeg ønsker kun at blive anerkendt. I Alanya føler jeg mig anerkendt for mit arbejde og de ting jeg laver, og jeg kæmper konstant med at forbedre mig, så min anerkendelse er mig værdig.

Ved Skala.Fm blev jeg kendt og det kunne jeg godt håndtere langt hen af vejen. Jeg var et offentlig ansigt, og nogle folk begyndte (desværre) at blive onde. En direkte hadede mig i Radioen og truede med ikke at lytte med længere.

Min kollega Mads blev en stor støtte i det problem. Jeg var 20 år gammel og langt fra vant til folk hadede mig. Han havde været en menneskealder bag mikrofonen og fået sin portion af hademails. Han sagde “Den her person kan måske ikke lide dig men tænk sådan her: Han kan lide dig så lidt, at da han kom på arbjede i dag satte han sig ned, tændte sin computer, fandt radiostationens mails adresse og skrev denne mail, hvor han fortæller at han ikke kan lide dig og at han ikke vil lytte med mere, fordi du er der. – Jeg lover dig med 1000% garanti, HAN lytter med i morgen, for han vil hører om hans onde gerning får opmærksomhed i Radioen og om han far succes med at få dig til at stoppe. Der er masse af onde og jalousi personer derude, din opgave er at underholde alle de andre”.

I Radioen er du kendt for at være den, der snakker og underholder mens folk kører på arbejde, i skole eller laver morgenmad. Når du ikke sidder bag knapperne, så er det at være radiovært verdens mest simple job. Du skal bruge et emne, også skal du blive enig med dine medværter om, hvem der har hvad mening, så snakker kan komme i gang og holdes i gang mens der ikke spilles musik .

Jeg havde overtaget jobbet fra Charlotte, som var blevet fyret fordi de ikke synes hun passede ind på stationen. Charlotte havde overtaget jobbet fra Trine Jeppesen, som havde været der en del år. Trine Jeppesen havde været en del af EYE Q, som jeg havde været stor fan af, og det var en underlig følelse at overtage et job fra en, man havde været fan af. Charlotte ændre de med tiden mening med, for hun vendte tilbage til radioen, og fik mit job, da det hele kollapsede.

Efter en tid på radiostationen blev mit job en stor tåge. Jeg stod op kl 03 om natten for at kører fra Århus til Kolding, hvor jeg mødte kl 05. Kl 13.00 sluttede arbejdsdagen og jeg var hjemme i Århus kl 14.00.

Jeg havde det rigtig dårligt. Jeg følte mig som en klovn bag mikrofonen på Skala.Fm og sorgen over min søsters død indhentede mig, og overtog store dele af min tankegang. Jeg var for ung/dum til at sige ordenligt fra og fortælle hvordan jeg havde det og jeg ville ikke erkende at jeg havde det svært i en tid der burde være perfekt.

Mit livs største nedtur

Det hele kollapsede en dag på vej til arbejde. Jeg skulle tanke min bil, men pludselig kunne jeg ikke huske koden til mit kreditkort. I panik kørte jeg fra benzinstationen og kørte ind i en kant, jeg var et nervevrag, så jeg ignorerede det og skyndte mig på arbejde. Jeg gennemførte morgens radioprogram uden at huske et ord af hvad jeg havde sagt. Derefter gik jeg ind for at mixe timer (som betyder man tjekker musikken passer naturligt sammen i de timer der ikke er vært på, f.eks om natten). Jeg kunne slet ikke styrer min hånd og det tog mig 3x så lang tid som normalt at mixe timerne. Da jeg var færdig bad jeg om et møde med chefen – nu kunne jeg ikke mere.

Jeg fortalte, hvordan jeg havde det, og hvad der var sket. Han fortalte mig om hans gamle chef, som engang havde holdt et utroligt vigtigt møde for den virksomheden. Efter mødet kom han op til ham og sagde “Gider du ikke lave et referat af hvad jeg sagde, for jeg kan ikke huske det”. Han snakkede om stress kunne være dødeligt, for stressede folk bliver så ufokuseret at de kører galt eller går ud foran en bil. Han sygemeldte mig på ubestemt tid.

Jeg kørte hjem til Århus og gik over til min læge. Hun gav mig diagnosen stress og depression.

I en periode var alt sort og jeg husker meget lidt. Jeg fortalte ikke til nogen, jeg var syg. Jeg synes det var flovt at være blevet sygemeldt på et job, hvor min fornemmeste opgave var AT SNAKKE. Et radiojob er noget de fleste ville give deres højre arm for, og jeg var så svag at jeg ikke kunne holde til det.

Efter en tid under dynen besluttede jeg, at jeg ikke skulle tilbage bag mikrofonen igen. Jeg skulle finde noget der gav mig positive udfordringer og energi, og ikke et job hvor jeg kunne snakke mig selv syg. Jeg søgte ind på Branding og Marketing på Teko, og med optagelse på studiet fik jeg også en deadline for min sygedom.

Mange synes nok det lyder underligt at man kan det, men det kunne jeg og den deadline. Efter min 1. skoledag på studiet vente jeg glad hjem til min kæreste – Ham slog op med mig den dag og vi fandt ikke sammen igen.

Historien om min tid som radiovært, er også historien om den mest smertefulde periode i mit liv. Jeg kan stadig fremkalde smerten i min mave og det har taget mig mange år at ønske at snakke om det.

Det positive fra mit livs nedtur er at det fik mig til at tænke over, hvordan jeg gerne vil leve mit liv. Jeg ønsker IKKE et 8-16 job. Jeg har brug for friheden, og en hverdag hvor jeg bestemmer.

Jeg har aldrig arbejdet så meget som jeg gør i Alanya og jeg har aldrig været så glad, som jeg er i den hverdag, jeg selv har designet i Tyrkiet.

 




error: Indholdet er beskyttet af TeaTougaard.dks copyright !! Ønsker du adgang til teksterne, så tag skriftlig kontakt til mig.