Jeg havde lavet min research, i forsøg på at forstå, hvad der skulle ske på min rejse fra Alanya til Georgien.
Jeg havde fundet ud af at man steg ud af bussen i Tyrkiet, og gik ind i bussen igen i Georgien.
Men ingen research i verden kunne havde forberedt mig på, at dette blev den mest stressfulde grænseovergang, jeg nogensinde har været igennem.
Lad mig fortælle dig historien:
Grænsen fra Tyrkiet til Georgien
Jeg har fået mig en god lur fra vi kørte fra Trabzon, men vågner brat. ”Blablabla bla bla” eller noget i den stil siger den kvindelig stewardesse i bussen. Jeg fanger nogle få ord og kan se på skiltene, at vi er ved grænsen nu!
Folk rejser sig og går ud af bussen. Jeg er af sted sammen med min kæreste Safa. Safa forklare mig at vi skal have ALLE vores ting med ud af bussen. Vi rejser med 2 rygsække og 3 kufferter. I den ene kuffert er vores fotoudstyr, så den er med os hele tiden. Bussen bliver hurtigt tom, og en dum tyrkisk mand begynder at råbe noget lort til mig op ad trappen. Jeg ignorere ham, Jeg ved godt han spørg til kamera-kufferten, men nu må han lige vente, til jeg har fået min jakke på (jeg er trods alt lige vågnet).
Bussen er tom og alle er væk
Udenfor bussen står vores øvrige kufferter allerede på for torvet. Alle de øvrige passagerer er allerede ude af syne. Inden jeg overhovedet er nået over til min kuffert, har 2 forskellige mænd henvendt sig til mig. De tilbyder at kører vores kufferter over grænsen, mod betaling naturligvis. De får den kolde skulder af mig.
Læs også >> 10 Gode råd til lange busture i Tyrkiet
Vi går ind i grænse-bygningen og 2 etager op via rullebånd. Derefter går vi ad lange kedelig gange. Det eneste der er på gangen er én glasboks med tyrkisk tekst på.
Safa stopper ved glasboksen. De laver åbenbart det ”visa” han skal bruge. Officielt skal han ikke bruge et visa, men fordi han har valgt at rejse på sit tyrkiske ID kort (T.C. kort) i stedet for hans pas, skal han bruge et stykke papirer, hvorpå paskontrollen kan stemple ham ind og ud (samme system for tyrkere, der rejser til Nordcypern).
Fra vi steg ud af bussen er mit stressniveau steget, for hvert skridt jeg har taget. Det er tårnhøjt. Jeg panikker indvendigt over om bussen kunne finde på at kører uden os og hvad vi gør, hvis en af os bliver afvist ved grænsen (vi er trods alt fra to meget forskellige lande med to meget forskellige visa regler for de lande vi rejser i)
Ved paskontrollen bliver vi opdelt, for der er grænsekontroller for tyrkere og for ”andre” (ligesom i Istanbul lufthavn). Manden ved paskontrollen ser sød ud, men så åbner han munden og siger ”blabla bla bla”. Jeg kigger bare dumt på ham. Han prøver igen og til sidst forstår jeg det er min opholdstilladelse til Tyrkiet han spørg efter. Normalt glemmer jeg aldrig at give den, for jeg ved de skal bruge den, men i dag var det fuldstændig smeltet ud af mit hoved. Han får dem og stempler mig pas.
Læs også >> Mine forventninger til Tbilise og Batumi i Georgien
Ud af Tyrkiet, ikke helt i Georgien endnu.
På den anden side af paskontrollen skal vores kufferter skannes på mest amatør måde. En dame med tørklæde sidder godt gemt bag skanneren. Der er inden bakker til at ligge ting i, så med står hjertebanken må jeg ligge mit kamera og videokamera direkte på båndet.
Så starter endnu en røv kedelig gang, men til min store glæde kan jeg se vores bus ude af vinduet. Det betyder at den endnu ikke er kommet igennem grænsekontrollen og dermed heller ikke kørt fra os (endnu).
I det næste vindue kan jeg se de mange lastbiler der krydser grænsen. På den tyrkiske side er der flere vejspor end på en Georgiske, så en flaskehals situation opstår udenfor vinduet. Måske godt jeg ikke sidder i den trafik med mit ildrøde stressniveau.
Tyrkerne har stemplet mig ud af deres land og næste stop er en georgianske paskontrol. Ingen steder på gåturen fra bussen indtil nu, har jeg set et eneste toilet. Jeg er mildest talt ved at tisse i bukserne (der er vel ingen toiletter, for hvem skal vedligeholde dem mellem to grænsekontroller?).
Den georgianske paskontrollør er en skaldet mand på omkring 45 år. Han har jeg-smiler-ikke-til-nogen-dag. Han holder sig stenansigt til perfektion, mens han laver noget halløj på sin computer. Så kalder han pludselig på en anden mand, som også har jeg-smiler-ikke-til-nogen-dag. Safa er for længst gået igennem paskontrollen, mens de 2 mænd bare forsætter med at sige en masse volapyk på georgiske til hinanden. Jeg bliver nervøs (og jeg skal tisse og jeg er stresset).
Manden giver mig mit pas tilbage uden stemple og peger på kvinden i den anden paskontrol boks. ”Go” siger han. Jeg går over til kvinden. Hun har har jeg-smiler-til alle-dag og er super sød. Hendes øje er både grønne og blå, super smukke. ”Your name is Tea?” spørg hun. Jeg svare ja og smiler, for det er det jo. ”Oka my name is tbashne (eller noget i den stil)”. ”Is it your first time to Georgien?” spørg hun og til det svare jeg ”Ja”. ”Perfect enjoy your stay in our country” siger hun og giver mit pas et fast stempel. Et æjeblik blev jeg så lettet, at jeg næsten glemte, jeg var ved at tisse i bukserne.
Endnu en amatør bagagekontrol også er vi ved udgangen. Inden vi går ud igennem skydedørene til Georgien, får vi heldigvis øje på et skilt til et toilet. Weeee skriger min hjerne, mens mine arme og ben forsøger at masse 2 kufferter og en rygsæk ind i en toiletbås.
Læs også >> Jeg er blevet rejseblogger på Momondo.dk
Og nu tror du så stressen er ovre ikke?
HAHAHA, Nej desværre. Den tyrkiske-georgiske grænse overgang har nemlig deres helt egen måde at skrige VELKOMMEN lige ind i hovedet på alle, der går ud igennem skydedørene. Velkomsten består i taxichauffører, parfumesælgere, trafik kaos og et utal af kvinder, som er gået over grænsen med sorte sække (for hvorfor købe en kuffert).
Alle spørg ”where are you going” og jeg svar bare flabet på dansk ”hvad rager det dig?”. Jeg kan se min bus 20 meter væk, men selv på de korte metre når 2 kvinder med fake parfumer og prikke med i armen med spidsen af parfume æsken, i et forsøg på at få min opmærksomhed, så de kan sælge mig deres billige lort.
Vores kufferter bliver endnu engang læsset på bussen og jeg får endelig et øjeblik til at kigge mig omkring.
Min første tanke er ”Hold kæft hvor er her sigøjner-agtigt”. Det var sådan jeg troede der så ud i Polen, da jeg rejse dertil i August med min mor. Men Polen, eller i hvert fald Gdansk var super ren, lækker og pæn med flotte bygninger og moderne mennesker. Grænsen på den georgiske side er beskidt og fuldt med mennesker klædt på, som om de var blinde i det øjeblik de tog tøj på. Jogging bukser med glimmer, for små T-shirts og farver strømper i klipklapper.
Jeg klamre mig til bussen, som en 2-årig klamre sig til sin mor, alt i mens jeg ringer til min mor i Danmark. Hun griner af min frygtelige oplevelse, mens min stolte far forsøger at finde grænseovergangen på google maps, så han kan ”følge med i, hvor jeg er”.
Læs også >> Kan jeg komme fra Alanya til Georgien for under 1000 kr?
Kvinden der ikke kom med.
Jeg fattede ikke hvornår bussen kørte, og først nu her efter er det gået op for mig, at ved at krydse grænsen er jeg også gået ind i en ny tidszone, så jeg nu er 3 timer foran Danmark og i tidszone GMT+4.
Bussen ventede på en kvinde, der ikke var kommet over grænsen endnu. Den kvindelig stewardesse dukker op. Hun har været bagtrop uden at jeg vidste det (jeg var overbevidst om vi var de sidste, men i virkeligheden var vi nogle af de første.)
En tyrkiske kvinde fra vores bus, havde en retsag kørende imod hende i Tyrkiet og derfor må hun ikke rejse ud af landet. Det var hun jo så åbenbart på vej til alligevel, men blev stoppet ved grænsen.
Endelig kører bussen (bogstaveligt) og vores destination er Gerogiens hovedstad Tbilisi.
INDHOLD I ARTIKLEN: REJSEBLOG OM GEORGIEN, OPLEVELSER I GEORGIEN, VISITGEORGIEN, BLOG OM GEORGIEN, BLOG OM AT REJSE, GEORGIEN SEVÆRDIGHEDER, SEVÆRDIGHEDER I GEORGIEN, SEVÆRDIGHEDER I GEORGIEN, GRØN REJSE I EUROPA, GRØN REJSE IGENNEM TYRKIET, BUS FRA TYRKIET TIL GEORGIEN, BUS FRA TYRKIET TIL GEORGIEN, BUS TIL TBILISI, REJSEBLOG, DANSIH TRAVELBLOG, OPLEVELSER I GEORGIEN, OPLEVELSER I TBILISI, INDLÆGGER INDEHOLDER AFFILIATE LINKS.