Den tyrkiske hverdag

Derfor fastede jeg i Ramadanen

For lidt over en måned siden startede den muslimske fastemåned ramadanen. Torsdag aften sluttede ramadanen 2018.

Selvom jeg ikke er muslim, valgte jeg i år at give den fasten en chance.

Der er to grunde til jeg gerne ville prøve at faste under ramadanen; Selvkontrol og kultural forståelse.

Selvkontrol

Jeg havde fra starten af ramadanen besluttet mig for at faste i 3 dage i træk. Det gjorde jeg som planlagt, og udover det tog jeg 4 dage mere, så jeg samlede har fastet i 7 dage i år.

Den ene af grundene til jeg ville faste var selvkontrol. Som de fleste faste læsere måske har bemærket så bliver bloggen ikke så aktivt opdateret, som den gjorde før i tiden. I 2018 er der sket drastiske ændringer i mit privatliv og i min virksomhed. Privat er der sket flere ting som er ude af min kontrol, mens alt der er sket i min virksomhed er sket fordi jeg har arbejdet hårdt og målrettet, hvilket har båret frugt for mig.

De mange forandringer havde medført, at jeg følte, at jeg havde mistet kontakten med min krop. Bogstaveligt talt føltes det som mine tanker og min krop var blevet delt i to.

At faste, hvor man ikke spiser, drikker, tygger tyggegummi osv kræver ekstrem selvkontrol. Den selvkontrol brugte jeg på at forbinde min krop og tanker igen til en enhed. Et “eksperiment” der virkede efter hensigten, og et klap på skulderen til mig selv for selvkontrol.

Kultural forståelse

Selvom Alanya ikke er den mest muslimske by i Tyrkiet og juni er en varm måned at faste i, så er der alligevel rigtig mange som vælger at faste under ramadanen.

Jeg ønsker at lære og forstå den tyrkiske kultur så meget som muligt, og en god måde at gøre det på, er ved at leve det. Ved at faste fik jeg et indblik i, hvad rigtig mange tyrkere føler og tænker mens de faster.

Mens jeg fastede mødte jeg flere som også fastede. I mine øjne er der en verden til forskel på, hvordan folk håndtere deres faste. Nogle ligner de er ved at dø kl 11 om formiddagen, mens andre virker til at være helt upåvirket af de ikke spiser fra solopgang til solnedgang.

Jeg synes ikke selv det var særligt svært eller hårdt at faste. Mit mål med fasten var meget tydeligt og det hjalp mig meget. Derudover gik solen ned allerede kl 20.00, hvilket er almindelig aftensmad tid for mig.

Om jeg kommer til at faste igen næste år er dog usikkert, men jeg ville ikke være bange for at give det endnu et skud. Måske får jeg igen næste år brug for at kombinere krop og tanker. 

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.