“Problemet med at flytte sig i livet er, at ikke alle man gerne vil have med, har pakket” – L.O.C
Et godt venskab tager mange år at skabe. Et godt venskab består i at være der for hinanden og give plads til, at ens ven ikke altid skal det samme, som du skal i livet.
MEN FUCK HVOR ER DET OGSÅ IRRITERENDE NOGLE GANGE!
Læs også Frygteligt: Man mister noget af sig selv i udlandet
De BURDE være det samme sted som mig! De burde alle sammen ændre hele deres liv for at være tæt på mit liv hele tiden! Vi burde alle sammen leve lykkeligt sammen i en lille boble verden, hvor alt bare er lyserøde skyer og sommerfugle!
Jeg har lidt følelserne udenpå tøjet efter 7 fantastiske uger i Danmark. Mit ophold her er blevet forlænget med et par uger, efter mit fly blev aflyst. Det betyder jeg har haft endnu mere tid med mine venner OG NU VIL JEG GERNE HAVE DEM ALLE SAMMEN MED HJEM TIL ALANYA.
Jeg er så monster velsignet. 90% af mine venner har været i mit liv i mere end 15 år – mange af dem alle 30 år!
Mange af dem har lavet babyer, blevet gift ( og nogle gange skilt), bygget huse og udviklet sig til nogle utrolig voksne personligheder. Og vi er stadig venner.
Der skal ikke være tvivl om jeg er det sted i verden, jeg lige nu allerhelst vil være. Men bare fordi man er der hvor man gerne vil være, betyder det ikke, at man ikke kan savne der, hvor man var & det sted man også hører til som menneske. Jeg høre også til i Danmark, og i Danmark har jeg også min plads.
Læs også: Venskaber lokalt og internationalt
Splittet mellem to perfekte verdner
Jeg ved mange flytter/flygter til udlandet i håb om at få en ny start et andet sted i verden. Sådan var det ikke for mig.
Og dog – Jeg blev meget vinterdeprimeret i Danmark, jeg havde ikke lyst til hamster hjulet i Danmark og jeg havde nogle drømme, som ikke kunne opfyldes i Danmark, men der gemmer sig ingen uhyggelige skeletter i Danmark.
Jeg er SÅ lykkelig for mit liv som expat, men det betyder IKKE, at jeg IKKE savner nogle personer fra Danmark, som jeg ville ønske havde pakket og taget med på min rejse.
Denne sommer har jeg haft så mange skønne oplevelser i Danmark, efter en lidt kedelig periode med Corona og karantæne i Tyrkiet.
Kan jeg få det hele, please?
Det er f.eks blevet tre skønne byture med venner og veninder. Men hver morgen efter byturen, er jeg blevet SÅ trist. I den perfekte verden vil jeg gerne gå i byen med mine danske venner på vores stamsted i Silkeborg også vågne op næste morgen i min skønne lejlighed i Alanya med solskinsvejr og morgenmad.
Den umulige illusion minder mig om, jeg konstant skal vælge mellem det ene eller det andet. Mine to drømme verdner er langt væk fra hinanden både geografiske og i indhold. Jeg kommer aldrig til at få “det hele”.
Jeg kommer ikke til en lykkelig konklusion i dette indlæg. Jeg tænker bare højt og deler mine tanker med jer. Måske er der nogle, der kan relatere og måske er der nogle der får glæde af at vide, at selv efter 6 år, så er den frustration stadig 100% aktuel.
Jeg har altid synes, det er hårdt, at forlade Danmark og Tyrkiet for at at besøge det modsatte land. Jeg vidste før jeg flyttede til Alanya, at jeg aldrig kunne blive den samme person igen. En del af en selv DØR når man bor i udlandet, og den kommer kun til live, når de rigtige mennesker er der til at genoplive den i en.