Jeg tror at det bliver svært for mig, at sætter ord på min bryllupsdag i Tyrkiet
Men jeg vil gøre et forsøg, for jeg vil gerne dele med alle jer, der så kærligt føler med, hvordan min dag fik.
Fra morgen af tog mig, min mor, min søster og Bilge til frisøren. Frisøren opførte sig meget dårlig og det var bestemt ikke den bedste start på dagen – men mit hår blev som jeg ønskede det skulle være, også gider jeg ikke bruge mere tid på at fortælle om det nu.
Derefter tog vi tilbage til min lejlighed, hvor Bilge lagde en smuk make-up på mig i stuen, jeg fik min kjole og sko på og vi tog et par start billeder i stuen.
Hvor bliver Taner af?
Taner lod vente på sig meget mere end forventet. Han var taget til frisør samme tid som mig og nu sad vi i lejligheden 4 damer med opsat hår mens Taners, hans bror og vores brudebil ikke var kommet endnu.
Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvad der skete, men noget med at frisøren ikke var dukket op og i stedet for at tage til en anden, så havde de ventet på ham i 1,5 time og derefter fået vores brudebil pyntet, i stedet for at få den pyntet mens de ventede på frisøren. Som sagt kan jeg ikke helt få deres logik til at gå op og det gav over 1 times forsinkelse.
De billeder SKAL tages nu
Jeg havde i flere dage planlagt vores fotoshoot før brylluppet – med alt fra hvor på borgen det skulle foregå inklusiv flere lokationer med forskellige blomster og steder vi kunne stå, klargjort alt fotoudstyr og taget prøvebilleder af stederne.
Vi havde ikke booket en fotograf men i stedet planlagt at min far og søster skulle tage billederne.
Taner synes ikke hans forsinkelse var et problem og vi var ikke de bedste venner lige der. Faktisk huskede han pludselig ikke aftalen om at være klar til at tage op og få taget billeder kl 11.30. Han mente at det aldrig var blevet nævnt.
Jeg insisterede på at vi skulle op og tage billeder, selvom vi max havde 25 minutter til det. Taner mente vi skulle vente til efter brylluppet, altså kl 17.00-18.00.
Jeg VIDSTE at hvis vi udsat det, så fik vi aldrig taget billederne, for ingen af os ville have energien efter ceremonien, 150 gæster og alt det vi skulle være i centrum for.
Jeg fik mine 25 minutter på den lokation. Min telefon op af et træ, min mor i et hjørne med iphone og min far og søster med hver deres kamera foran os med ordren.
”Bare klik alt det I kan, vi kan altid slette billederne senere” sagde jeg til dem også gik vi igang.
Da vi først var i gang, var det super hyggeligt. De fleste billeder er bare mig og Taner med fjollet grin, for intet er naturligt ved den form for poseret bryllupsbilleder man tager. Der er også et par meget søde kærlige øjeblikke.
Vi var også heldige, for vi var ved borgen delen foran den lille tunnel, som er et populært sted at få tage sine billeder. Men ingen andre kom, i den tid vi var der. Hverken andre brudepar, som ellers er almindelig en lørdag formiddag, eller turister. Manden inde på museumsdelen af borgen fik jeg øjenkontakt med da vi ankom og han var så venlig at stå i skjul alt den tid vi tog billeder.
Efter de 20 minutter, havde vi ikke mere energi til at posé (og kunne ikke finde på flere måder at stå). Havde vi haft mere tid, havde vi måske fundet energien.
Men det her er vel en af de situationer som folk altid hentyder til når de siger ”Lige meget hvor godt du planlægger, vil der gå noget galt”.
Efter vores bryllupsfest indrømmede Taner at det var godt vi gjorde det før festen og jeg fik ret i, at vi ikke havde energien efter festen til at tage billeder.
Hvorfor kommer alle gæsterne så tidlig?
Vores gæster var inviteret til kl. 13.30. Vi ankom kl. 12.40 på Origin, som vi havde booket til vores bryllup. Min plan havde været at tage nogle billeder på stedet og af stedet før vores gæster begyndte at ankomme.
Men jeg fik 10 minutter!
Hvis du kender Tyrkiet, så ved du at ingen tyrkere kommer til tiden. Som sagt var folk inviteret til kl 13.30, så de fleste forhåbentlig var der før vielsen startede kl 14.00.
Men vores brylluppet skulle vise sig at blive skrevet ind i historiebøgerne, som brylluppet næsten alle kom til før tid.
Planen har hele tiden været, at Taner og jeg skulle ”gemme os” indtil ceremonien og komme ind når alle gæsterne var på plads og Nikahmanden der skulle vie os, var ankommet.
Kl 12.50 rev Taner mig med sig, for de første 30 gæster var allerede ankommet og hvis vi ikke gik nu, så ville vi blive fanget af snak med den ene gæste, så den anden gæst osv. osv.
Vi havde fået rummet bag ved Day One hotellets reception. Der sad vi i to lækre stole og fik et par glas champagner. Gennem døren kunne vi se gæsterne ankomme, uden de kunne se os.
Manageren kom også og viste os videoovervågningen med hvor mange der var ankommet. Før 13.30 var over 120 personer ankommet – altså 120 personer ud af 150 var ankommet før de var inviteret til.
Det blev faktisk en rigtig god og hyggelig time mig og Taner fik alene sammen. Vi tog et par søde billeder sammen, vi snakkede om hvad der gjorde os nervøse og hvad der gjorde os glade i det øjeblik og vi delte et par søde ord til hinanden.
Jeg kan varmt anbefale alle at gøre noget ala det kort før ens bryllup, for den time vi havde sammen der, blev en skillevæg mellem en travl og stressende morgen med forberedelser og problemer og en bryllupsfest med glæde og lykke.
Mit tyrkiske bryllup
Klokken lidt over 14.00 gik vi sammen ned igennem vores gæster og op til det smykke bord omgivet af den flotteste blomsterport til vores kærlighedssang.
Vi stod der et øjeblik, mens der blev taget billeder af os fra alle vinkler.
Kort efter kom Nikah manden, som skulle vie os sammen med vores vidner. Mit vidne var min danske veninde Trine, som også er tyrkisk gift. Taners vidne er hans barndomskammerat Kemal, som jeg har kendt de sidste 10 år.
Lige før vi skulle start viskede Taner til mig ”Hold mig i hånden”.
Nikah manden snakker kun tyrkisk, men jeg havde øvet mig i rækkefølgen på hans tale, så jeg ikke sagde ja, der hvor jeg skulle sige mit navn og omvendt.
Nikah manden har også viet flere af vores venner og jeg kan godt lide ham. Han har god energi.
Da jeg skulle sige ja, fik jeg et stort klem i hånden af Taner. Taner sagde også ja og Nikah manden spurgte derefter vores venner og det smukkeste ekko ”Evet” (ja) kom fra vores mange gæster. Jeg var så glad indeni, at jeg troede, jeg ville eksplodere. Jeg husker ikke at han plejer at spørge gæsterne, men det store ”Evet” der blæste mod os, gav mig følelsen af, at vi ikke kun elsker hinanden men også er virkelig elsket af folk omkring os.
Vi skrev under og vores vidner skrev under, også var vi gift. Vi gav hinanden et kys og et stort kram.
Det hele gik meget hurtigt, selvom det tog 10 minutter. Jeg husker kun brudstykker og selvom jeg ved, at jeg kiggede ud på mine gæster, så husker jeg ikke helt hvad jeg så. Jeg har ikke helt ordene til at forklare det.
Den frygtede guldceremoni
Efter vores vielse gik vi foran bordet og den tyrkiske guldceremoni gik i gang. Vi fik hver et band om halsen som penge og guld blev sat på.
Min svigermor gav mig en gigantisk guldhalskæde med det osmanniske stempel på, 2 guldarmbånd og guld øreringe. Min svigerfar kørte en lang kæde af utallige 200 tl sedler omkring måde mig og Taner. Min svoger gav mig et stort guldarmbånd.
Folk stod i kø og med nåle påsatte deres gaver. De ældre tyrkiske damer tog nålene ud af mit 200tl bånd fra svigerfar, som jo så logisk nok fik dem til at flyve af og min svigerfar måtte ud og fange penge, mens de ældre damer satte deres penge på mig. Jeg var ved at dø af grin over at de tog en nål ud af andre penge, for at sætte deres penge på, i stedet for at tage en ny nål (som der var masser af).
Jeg havde frygtet guldceremonien før vores bryllup, men den var faktisk meget hyggelig. Jeg havde ikke tænkt over at i forbindelse med at få guld og penge, fik man også mulighed for at hilse og kramme dem som kom med guld og penge og tage billeder med dem.
Så set i bagspejlet synes jeg faktisk det var hyggeligt, fordi stemningen omkring det var super god og vi fik taget en masse billeder med vores venner og familie.
Jeg føler, at vi stod der længe, men vi skulle måske været blevet længere, for flere nævnte efterfølgende at de ikke nåede op til os.
Vi gik indenfor og tag bådene og smykkerne af igen, så vi ikke risikerede at tabe noget resten af dagen. Der var også ret meget, så det var lidt svært at bevæge sig.
Min mor havde fået arrangeret et gavebord, som dem der ikke ville op i guldceremonien eller dem som havde en gave havde lagt deres gaver på. Jeg var lykkelig over at se, hvor mange der havde taget sig tid til at skrive et kort, give en sød blomst og købe en smuk gave til os.
Vi gjorde bryllup på vores måde
Vi havde fravalgt at holde et traditionelt tyrkisk bryllup. Vi ville gerne holde et bryllup ala en reception i Danmark. Det koncept findes ikke helt i Tyrkiet men det var meget vellykket tilrettelagt med hjælp fra Origin.
Der var ingen tyrkisk musik, men i stedet en DJ. Der var mad og drikkevare til vores gæster og barborder udenfor og almindelige border indenfor man kunne sidde ved. Vi havde ingen troner, vi skulle sidde på, som mange ellers har til tyrkiske bryllupper.
Det var vigtigt for os, at vi gik rundt og hilste på alle vores gæster. Det gjorde vi og det var dejligt at kunne tale med alle vores gæster. Omkring 150 personer kom til vores bryllup.
I mens vi gik rundt, blev vores gæstebog sendt rundt. Jeg havde bestilt en super flot gæstebog på nettet, som har vores navne på og datoerne for vores 2 bryllupper (vi mangler stadig at fejre vores danske bryllup). Der er så mange dejlige beskeder i vores gæstebog.
Vi fik lidt at spise og drikke og mens vi sad der kom 15 af vores venner og sad omkring os. Det var virkelig hyggeligt at folk kom hen til os.
De næste 3 timer hyggede vi os med vores venner og familie, tog billeder og snakkede. Absolut perfekt.
Kl. 17.00 kørte vi hjem i vores brudebil og et par timer senere tog vi ud med familierne og et par af mine danske veninder for at spise aftensmad sammen i rolige omstændigheder.