Den tyrkiske hverdag Kappadokien / Cappadocia Rejseblog - Ferie, Rejser & Oplevelser Tyrkiet

På besøg i en flygtningelejre i Cappadocia

flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,

Denne tekst har jeg gemt i årevis, uden at udgive den.

Men de 2 historier, om den samme flygtningelejr som jeg har besøgt, er også en følelsesmæssig historie, som jeg nu er klar til at dele, fordi de er kommet nogle år på afstand.

Første gang jeg besøgte lejren var det en “god oplevelse”, Anden gang var en ” dårlig oplevelse”. (Jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at give oplevelserne titler, og om mine korte tid i lejren overhovedet er nok til at kalde det en oplevelse)


Første besøg: Den gode oplevelse

Første gang jeg besøgte den syriske flygtninge lejre var om vinteren, da jeg var i Cappadocia med Sanne, for at “aflevere” hendes søde tyrkiske svigermor, som ikke selv kunne lide at rejse hjem, efter nogle uger i Alanya.

Vi skulle i den underjordiske by Derinkuyu med hendes svigerfamilie. På vej dertil så vi en flygtningelejre som betød af 50% containerhuse og 50% hjemmelavet plastiktelte. Det var frostvejr på det tidspunkt.

Efter vi havde besøgt Derinkuyu så jeg et meget usoigneret barn på en 4-5 år. Jeg kunne ikke se om det var en pige eller en dreng så lad os kalde barnet Kim. Det jeg tilgengæld tydeligt kunne se var, at Kim ikke havde nogle sko på. Jeg stod selv i vinterjakke og havde mindst 3 par strømper indeni mine sko, så jeg gik helt i panik. Kim stod helt forstenet, så jeg fandt 2 par uldsokker i min taske og gik over til Kim. Kim fortsatte med at være forstenet, så jeg prikkede lidt på Kim´s ben for at få Kim til løfte sin fod. Efter et par prik, forstod Kim at han/hun skulle løfte benet og helt forsigtigt fik jeg trukket mine alt for store uldstrømper på den lille beskidte fod. Den oplevelse har i årevis været det mest hjerteskærende, jeg har oplevet.

flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,

Foran Derinkuyu så vi også mange syriske børn lege ude i kulden.

Da vi gjorde klar til at kører hjem, spurgte jeg Sanne “Hvordan synes du vi skal, forholde os til den flygtningelejre, vi har set” og sammen blev vi enige om at finde et supermarked og købe noget mad, som vi så ville kører ud og aflevere i lejren. Fra beslutningen var taget om at købe mad, til vi har lukket bildøren og kørte fra flygtningelejren havde jeg en ubeskrivelig følelse i kroppen, som jeg aldrig har haft før.

Billedet er fra mit andet besøg i lejren, men mængden var nogenlunde ens under begge besøg.

Sanne og jeg vidste den gang intet om flygtningelejren, herunder hvor mange der boede eller forholdene de boede under. Vi købte efter bedste evner forskellig mad, såsom pasta, supper, ris, salt og sukker, samt bleer og sæbe. Efterfølgende gik jeg også på det nærliggende apotek og købte Panodiler, for min tanke er “I sådan en flygtningelejre er der nok nogle, der har ondt i hovedet“.

De 5 minutters kørsel fra supermarkedet til vi er i lejren, brugte jeg på, at tænke på hvordan der mon ser ud, og hvordan vi får omdelt det købte mad. Min store frygt var at lejren havde en “mafia boss” som ville tage alt maden og holde det som gidsel. MEN det skete heldigvis ikke.

Da vi ankom til lejren går nogle af lejrens mænd os i møde for at hjælpe med poserne. Jeg når at observere en mand der sidder og bliver klippet på en plastik stol. Han har en håndklæde over skuldrene mens en anden man klippe ham. Ca. 5 meter ved siden af sidder en mor og ammer sit lille barn. Der er lagt hø ud i dele af lejren, formentlig for det hele ikke blev til mudder, når det begyndte at tø. Ikke langt fra en stor bunke hø står en lille dreng på ca. 3 år og leger med en vandhane, som er opsat. Jeg tænke det må være utroligt koldt for ham at lege med vandet i den kulde, men der er tilsyneladende ikke nogle voksne omkring ham, der stopper legen.

Mændene er ved at have tømt bilen, og de stillede sig hen foran en af container husene og begynder at dele maden ud. Nogle bliver desperate og jeg hører på et tidspunkt en af mændene som delte maden ud, råbe af flokke. Hvad han sagde ved jeg ikke, jeg forstår ikke arabisk, men der faldt ro på den desperate flok efter det. Maden virkede for mig til at blive delt fair ud og folk gik i forskellige retninger, med maden de havde fået.


Mens maden bliver delt rundt, opsøger jeg moderen, som jeg fik øje på da vi ankom, og som stadig sidder og ammer sit lille barn ude foran container huset. Jeg betræber mig på at give hende bleerne, jeg havde med, uden at forstyrre barnet som spiser, og jeg tror det lykkes mig. En lille pige med en beskidt lyserød kjole og en plastik tiara i håret kommer og prikker til mig. Med nogle få tyrkiske ord og hendes kropssprog signalere hun til mig, at hendes mor også har en baby. Jeg går med den lille prinsesseklædte pige ned i den den ende af lejren. Hun fører mig hele vejen, mens hun flere gang vender hovedet, for at tjekke om jeg stadig følger med hende. Da jeg kommer ned til den lille piges mor, ser jeg, at hun sidder med 3 andre syriske kvinder på et tæppe, på den ellers vinter frosne jord. Kvinderne har brune tatoveringer i hovedet og farverige tørklæder og kjoler på. Kvinderne er rene og pæne og de er meget spændene at se på. Ud fra deres blikke var jeg nok også meget spændende for dem at se på. De ligner langt fra de syriske flygtninge man ser i nyhederne, og ærgrer mig over, at vi ikke har et fælles sprog, så jeg kan få mere at vide om deres fantastiske ansigtstatoveringer, og historien om hvordan så smukke kvinder er endt på en mark i Cappadocia, en af verden største turist destinationer. Omkring dem hænger der vasketøj og det er tydeligt at se, at der bor familier i de fleste huse, som har vasketøj hængende fra både mænd, kvinder og børn i flere størrelser. Jeg giver bleerne til “prinsesens” mor og alle kvinderne smiler og takker med deres kropssprog. Jeg bliver flov, uden at kunne forklare hvorfor.

På vej tilbage igennem lejeren ser jeg en ung mand på ca. 18 år. Han har fået en af de mange poser pasta vi havde med. Han går med pastaen med hænderne foran sig, som om det var en stor klump guld, han havde fået. Han kigger på intet tidspunkt på mig, kun på pastaen. Men jeg kigger på han så længde, det er mig muligt, uden at falde. Da jeg stopper med at beundre den unge mand, som beundre sin pose pasta, opdager jeg at min nye prinsesse veninde går ved siden af mig. Hun kigger på mig med sine store smukke brune øjne og smiler til mig. Hendes blik giver mig følelsen af stolthed, for hendes blik er sådan et blik superhelte får i superhelte film.

Da jeg kommer hen til Sanne og hendes svigerfamilie går det op for mig, at jeg i den store forvirring, der har foregået omkring os, havde glemt at dele Panodilerne ud. Jeg tager pakkerne op ad apoteker posen og åbner dem. Da jeg kigger op, efter at have taget pakkerne op ad posen, står der allerede en flok omkring mig. En af dem var moren, som havde ammet for få øjeblikke siden og fået bleer af mig. Jeg nåede hurtigt at tænke for mig selv, at det at have et lille barn i en flygtninge lejer i Cappadocia, nok gav nogle hovedpiner, og da jeg gav hende en pakke med Panodiler, fik jeg for første gang øjenkontakt med hende. Hendes øjenkontakt slog mig hårdt, for det går pludselig op for mig, at vi formentlig er jævnaldrende. Så der står jeg, heldige dansker med et drømmeliv i Tyrkiet og en hverdag jeg selv har designet, mens hendes liv stod stille, som flytning fra en frygtelig krig og en fremtid, hvor hun ikke ved, om hendes lille baby er skole klar eller færdig uddannet på universitet, før Syrien er igen er et fredeligt land.

En anden jeg får øjenkontakt med, mens jeg deler Panodiler ud, er en gammel mand. Han prikker mig standhaftigt på armen, og da han får min øjenkontakt, signalere ham med hænderne, at han har hovedpine. Jeg giver en pakke af pillerne, mens jeg for anden gang bliver flov i lejren. Denne gang ved jeg tilgengæld godt, hvorfor jeg bliver flov. Jeg bliver flov, fordi en gammel mand, som kunne være min bedstefar, skal stå og tigge en pakke hovedpine piller af mig, mens både han og jeg jo godt ved, at de få piller, der er i sådan en pakke, jo ikke er mirakelkuren mod den smerte han foreviget skal leve med. Imens er jeg den person, der pludselig har gjort mig til konge over, hvem i lejren der midlertidig får lov at dulme deres smerte med Panodiler, mens jeg kan tage hjem til mit gode liv, hvor intet mangler.

Da vi kører for lejren står prinsessen og sender mig luft kys med den ene hånd, mens hun vinker med den anden.

flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,




Det tog mig flere uger mentalt at forlade lejren. 6 måneder senere var jeg igen i Cappadocia, denne gang er det om sommeren. Denne gang er jeg der som rejseleder for en mindre dansk gruppe. Da dagens program var forbi, fik jeg endnu engang mulighed for at besøge lejren. Mit andet besøg i lejren blev dog en helt anderledes oplevelse, end den første havde været.

Andet besøg: Den dårlige oplevelse

Vi kørte i supermarkedet şok i Derinkuyu for at købe mad. De få erfaringer jeg gjorde mig sidst, fortalte mig at familie portioner, såsom en pose pasta var nemmere at dele ud, fremfor 10 kg ris ud. Vi fyldte hurtigt en stor indkøbsvogn med alt det pasta, der var på hylderne. Derudover købte vi bouillon, pulver suppe, salt, sukker og te.

flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,

En minibus fyldt med mad.

Da jeg vidste, at der var flere børn ude i flygtninge lejren, men ikke vidste hvor mange, så vi købte en fodboldte, de kunne dele. I supermarkedet var der meget få kunder ud over os. En af de andre kunder, var en kvinde i en stort kjole pyntet med perler, og hendes lille datter. Både mor og datter kiggede flere gange på os, og vi kiggede da også på dem. Da jeg hørte moderen tale til datteren, kunne jeg hører de snakkede arabisk, og jeg kunne derfor gætte de også var syrer. Vi endte med at stå i kø oppe ved kassen sammen med dem.

Først her opdagede jeg at moderen, ligesom de kvinder jeg før havde set i lejren, havde en brun tatovering i hovedet. Tatoveringen sad på kvindens hage og var et aflangt orientalsk mønster som startede ved hendes næse og gik ned under hagen. Den lille pige kiggede intenst på mig, men når jeg kiggede tilbage, gemte hun sig i moderens lange kjole. Jeg kiggede i min kontant tomme pung, for at se om jeg kunne finde en mønt til pigen. Heldigvis havde jeg en lira gemt i siden på den ellers tomme pung (jeg betaler med kreditkort), og jeg satte mig på huk for at give hende mønten. Hun strække nervøst armen frem for at tage imod den tyrkiske mønt, og løb derefter tilbage for endnu engang at gemme sig i moderens kjole. Gitte, som jeg var afsted med, fandt også en lira til den lille pige. Vi begyndte derefter at fylde vores varer fra kurven op kassebåndet. Ud af øjenkrogen så jeg den syriske mor vise til sin lille datter, hvad kun ville have for sine 2 tyrkiske lira. Moderen pege på fryseren med is, som stod ved kassen, og løftede derefter pigen op så hun kunne se ned i fryseren og vælge en is. Hun valgte en vaffelis med chokolade.

Det gjorde mig glad at se, at selvom moderen havde brugt minutter i supermarkedet på at finde den største portion sæbe, til de færreste penge, og flere gange havde kigget på sine penge, for at sikre sig der var nok, så lod hun alligevel sin datter bruge sin nye formue på lige den is, hun gerne ville have. Det var en glæde at kunne give et barn den luksus, at nyde en is på en varm sommerdag og det var en lykke, at se hvor meget glæde 4 dansk kroner kunne skabe hos et barn.

Da alle vores vare var bippet ind, og 10 bæreposer med mad fyldt og løftet ud i bilen, gik turen ud mod lejren. Den ubeskrivelige følelse fra første gang, gjorde endnu engang sit indtog i min krop. Men jeg var slet ikke forberedt på den oplevelse, jeg ville stå overfor denne gang.

Sidst jeg besøgte lejren var børnene dem, der gjorde mindst notits af os, de virkede faktisk helt ligeglade med vores tilstedeværelse.

flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,

Anderledes var det denne gang. Med det samme vi kørte ind lejren begyndte en lille pige at skrige og hoppe. Da vi have parkeret bussen stod alle børnene allerede foran bussen, og da vi åbnede sidedøren på bussen forsøgte de første børn at kravle ind i bussen. Instinktiv skyndte jeg mig op og blokere døren. Børnene skreg og skubbede til hinanden. Gitte stod bag mig, og måtte blive der, da det ikke var muligt at gøre hverken fra eller til. Hele scenen var uvirkelig og skræmmende. Vi forsøgte at give nogle af børnene en pose pasta, for at se om det fik dem til at gå væk. Det gjorde det ikke. De blev stående og var nu klar med den anden hånd til at tage mere.


flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,

En hurtig beslutning, og min fine erfaring fra sidst, sagde mig, at maden skulle gives til voksne, som sidst bevidste, at de var gode til at dele det mad, vi kom med.

En efter en kom, der voksne hen til os og tog i mod en pose hver. Alle voksne sagde enten tak på tyrkisk eller med et nik og et smil.

Børnene fortsatte med at skrige, rev i mine bukser og viftede med armene for at forsøge at få fat i de poser, som blev givet til de voksen. Jeg gjorde et desperat forsøg på st råbe stop på tyrkisk, i håb om at få børnene til at falde til ro.

flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,

Kvinden med det blå tørklæde til venstre.

En af lejrens kvinder, som var klædt i blå tørklæde kommer hen og gør ligeså et desperat forsøg på at råbe børnene op. To af børnene falder til ro, og forlader derefter flokken. Jeg forestiller mig det er kvindens børn, og at hun har gjort dem opmærksom på, at de opførte sig forkert.

Gitte tager fodboldten, vi har købt op ad posen, og spørg hvad hun skal gøre med den. Jeg siger smid den ud til dem, måske de så falder til ro. Nogle få gik efter bolden.

Poseren blev delt rundt, til de voksne der kommer hen til bussen og i afmagt lukker vi døren hurtigt efter den sidst pose er givet ud.

Chaufføren fortalt os glad, at han havde set flere stå og dele indholdet af poserne ud foran bussen mens andre var gået ned i den anden ende af lejren med poserne.

Før vi besøgte lejren, fortalte jeg til Gitte, at hun gerne måtte tage nogle billeder. Billederne skulle hjælpe mig efterfølgende med at sætte min oplevelse i perspektiv, og muligheden for at zoome på billederne gjorde det muligt at opleve skjulte ting, man ikke have observeret, mens man var der. 8 billeder fik vi taget. De 8 billeder hjalp mig utrolig meget ovenpå det, jeg synes havde været en hård og presset oplevelse i lejren. For alt gik så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne finde hoved og hale i, hvad jeg havde oplevet.

For det første synes jeg, der var 100 børn foran bussen, men på billederne har der været max. 15 børn, og i baggrunden af billederne kan vi se at nogle af børnene, som var på de første billeder, næste gang var i baggrunden, og altså derfor gået væk fra bussen. Det var en skræmmende oplevelse med alle de børn foran bussen, men mit hoved har uden tvivl gjort oplevelsen mere forfærdelig end hvad virkeligheden var. Vi kunne også se på billederne at flere af børnene i baggrunden var i gang med at lege med bolden, vi havde givet dem, en boldt vi troede, de slet ikke havde bemærket.

Mens jeg stod med maden, synes jeg det var så underligt at der var så mange børn, og så få voksne kom. Efterfølgende har jeg kigget på klokkeslættet på vores billeder, og der kan jeg se, at vi kørte ind i lejren kl 19.12 og korte ud igen 19.16. Vi var der i sølle 4 minutter. Børnene har derfor hurtigt set os, da vi parkerede, men på de 4 minutter tror jeg, de færreste voksne har nået at opfatte hvem vi var, eller hvorfor vi var der. Jeg tror det tager mig selv ca. 4 minutter at binde mine sko, så før folk kom, var vi væk igen. For mig føltes det som 30 minutter, men uret lyver jo ikke.

Skulle jeg gøre det igen, bør jeg måske gå ind i lejren, i stedet for at ankomme i en bus eller måske tage tiden efter maden er omdelt, til at gå rundt og sige Hej, så det heller ikke bliver for underligt for beboerne, at der kommer en bus ind, der hvor de bor, får børnene til at skrige, også kører igen, inden man har fået bundet sine sko.

flygrningelejre i tyrkiet, tyrkiske flygtningelejre, flygtningelejre i Cappadocia, syrer i Tyrkiet, oplevelser i Cappadocia, dansk rejseblog, rejseblogger,

På billedet Gitte tog lige inden vi lukkede buskørsel så vi også 2 mænd jeg tidligere ikke havde bemærket. Den ene var en mand som armen holder han sit barn. Ved siden af manden med barnet, står der en anden mand. Han har en gul skjorte på. Han bruger sin ene hånd til at skygge for solen, men den anden er i hans lomme. Han sender os et diskret smil med på vejen.

Endnu engang tog det mig lang tid mentalt at forlade lejren,og jeg har brugt meget tid på at analysere oplevelsen med børene.

Hvorfor var de så vilde? Var de sultne? Var vi super spændende for dem? Var det forventningens glæde eller sorgen frustration? Det spørgsmål får jeg nok aldrig svar på.

Om flygtningelejren stadig er der, her år efter, det ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg vil nok kører fordi og tjekke, hvis jeg en dag har muligheden igen.



INDHOLD I ARTIKLEN: CAPPADOKIEN, CAPPADOCIA, KAPPADOKIEN, FLYGTNINGELEJRE I TYRKIET, SYRISKE FLYTNINGELEJRE, CAPPADOCIA FLYTNINGELEJRE DANISH TRAVELBLOG, BEDSTE DANSKE REJSEBLOGS, BLOG OM AT REJSE, BLOG OM TYRKIET.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

    error: Indholdet er beskyttet af TeaTougaard.dks copyright !! Ønsker du adgang til teksterne, så tag skriftlig kontakt til mig.