Når vi følger Sannes svigermor til Kappadokien

De sidste 3 uger har Sannes svigermor fra Kappadokien været på besøg hos hende i Alanya.

Efter som jeg ser Sanne flere gange om ugen, så har jeg naturligvis også mødt hendes svigermor flere gange de sidste uger. Mit navn har hun dog ikke fået fat på, så navnet blev Zia og Theo (THEO ER ET TYRKISK DRENGENAVN?!)

Da hendes svigermor kom hertil blev hun fulgt afsted af Sannes svigerindes mand. Men hvem skulle følge hende hjem? Usagt var det blevet besluttet at det skulle Sanne. Men hvem skulle så følge Sanne hjem? Det meldte jeg mig frivilligt til.

Fredag aften kl 23.45 steg vi på rutebilen på Alanya’s otogar og 7 timers bustur ventede.

Jeg har altid sagt, jeg kan sove hvor som helst, hvilket altid irriterer Taner. Sidste år tog Taner og jeg nemlig samme tur, hvor jeg sov hele vejen og Taner ifølge eget udsagn var 7 timer i helvede.

Endnu engang bevidste jeg at mit gode sovehjerte kunne overvinde alt og jeg sov 5 ud af de 7 timer.

Da vi ankommer til Nevsehir (rutebilsstatioen i Kappadokien) var klokken 7 om morgen og sne på jorden bevidne at temperaturen havde ændret sig min. 15 grader fra vi tog fra Alanya.

Læs også: 20 historiske fakta du (måske) ikke vidste om Tyrkiet

Efter ca. 15 min blev vi hentet og kørt til Sannes svigerindes hus i Nevsehir, som er en stor by med over 90.000 indbyggere.

Her fik vi os fælleslur efterfulgt af dejlig morgenmad. Pludselig var faderen væk. Han havde sat sig ned i bilen for at vente på os, og eftersom vi ikke vidst han var gået, så kom han til at vente noget tid.

Derefter gik turen til Abusagi (Abuuşağı) 60 km fra Nevsehir, og desværre i den forkerte retning af alt det spændende i Kappadokien (som jeg dog har set 2 gange de sidste 2 mdr, så jeg bør ikke brokke mig over at se noget nyt)

Hjemme hos Sannes svigerforældre blev vi forkælet med chips og varme drikke, som varmede godt i den kolde krop. Sanne har fået ordre fra hendes kæreste om at se det værelse han er født i, men da vi spørg Sannes svigerfar får vi bare svaret “det er ikke det her rum“.

Efter en slapper og 10 sproglige misforståelser så skulle vi over til onklen.

Ud og køre med mig (den skøre)

En af misforståelserne betød i noget med at køre bil, og da vi kommer ned til bilen havde Sannes svigerfar sat sig på passagersædet, og svigermoren bagi bilen, hvilket vidst betød jeg skulle kører :s.

Vi kørte en tur ud af byen, og ind igen og hen til onklen, som havde passet på Sannes svigermors høns mens hun har været i Alanya.

Hos onklen fik vi en lækker frokost og skabt endnu flere misforståelser. Efter onkel kører jeg, med Sannes svigerfar som gps, op på et bjerg, hvor vi har denne fantastiske udsigt over området.

Her gik vi ind i en af de store grotter, hvor det er tydelig der bor dyr (som nok var ude at græsse) og Sannes svigerfar fortæller at der for enden af grotten er en 5 km lang tunnel under jorden over til nabobyen.

Tunnel er i dag spærret af og da jeg spørg hvorfor virker det indirekte svar som “fordi ellers ville dyrene stikke af“.

Vi fortsætter hen til Kizilirmak floden, som oversat til dansk betyder Den Røde Flod.

Det er herfra de lokale keramiker indsamler deres røde ler og laver de smukke krukker, tallerkner osv som området er kendt for. Floden er 1355 km lang og munder ud i Sortehavet.

Da vi kommer tilbage til huset, kommer onklen og hans kone, som vi netop har været hos, og han føler sig allerede så fortrolig med Sanne, at han hilser på hende ved at slå hende i panden og grine. Efter onklen gik (kl 20.00) blev vi lagt i seng, hvilket var meget underligt, så vi så en film i stedet.

Næste morgen fik vi morgenmad også fik turen mod Sannes svigerinde i Nevsehir.

I Derinkuyu underjordisk by

Sammen med søsteren, hendes mand og deres 2 børn tog vi ud og besøgte Kappadokiens største (åben for offentligheden) underjordiske by Derinkuyu.

Tidligere var Derinkuyu den største underjordiske by, men efter man fandt en nu i 2014 er den blevet nedgraderet. Den underjordiske by i Nevsehir er dog ikke åben for offentligheden endnu.

Man mener der har kunne bo op til 20.000 mennesker i 6 mdr uden at komme ud i Derinkuyu.

Om de nogensinde fik brug for at være dernede i 6 mdr, det ved man dog ikke. Man ved tilgengæld at der var bygget både skoler, kirker, sovesale, opbevaringsrum, stalde og endda kapeller i de underjordiske byer.

Der er lidt uenighed omkring om den er 60 meter eller 85 meter dybt, men Derinkuyu er den dybeste underjordiske by fundet til dato. Man har udgravet 8 etager af Derinkuyu, men nogle mener der er helt op til 18 etager.

På et skilt udenfor grotten står der at det kun er 10% af grotten er der åben for offentligheden, og eftersom vi brugte omkring 1 time på de 10% så er der ingen tvivl om grotten er utrolig stor.

Læs også: Derinkuyu: Stor underjordisk by i Cappadocia

I byen Derinkuyu gik vi også forbi byens gamle kirke, som desværre var lukket for offentlighed.

Derefter kørte vi en tur til Ürgüp, for at opleve byens fantastiske panorama udsigt, og se det gamle biblotek som var fyldt med billeder af Kappadokien fra 60, 70 og 80´erne.

Derefter shoppede vi lidt lokal vin og snacks, inden turen igen gik mod Nevsehir.

Her fik vi aftensmad og kl 21.00 sat vi os ind i bussen mod Alanya, hvor vi ankom lidt over 04 om natten.

En vidunderlig tur med mange uforglemmelige oplevelser!

INDHOLD I ARTIKLEN: OPLEVELSER I TYRKIET, REJSER TIL KAPPADOKIEN, SEVÆRDIGHEDER I TYRKIET, OPLEVELSER I KAPPADOKIEN, SEVÆRDIGHEDER I KAPPADOKIEN, GODE REJSERÅD, REJSEBLOG, REJSETIPS, FIND FLYBILLETTER TIL TYRKIET, MINE REJSERÅD, REJSER I TYRKIET REJSEBLOG, REJSEBLOGGER, MINE BEDSTE REJSERÅD, OPLEVELSER I TYRKIET, BLOG OM TYRKIET, BLOG OM AT REJSE, TYRKIET BLOGGEN.

Gem

Gem