Tankerne før jeg flyttede til Tyrkiet

Det er snart 6 år siden jeg kom til Tyrkiet, for at være her for mere end en ferie.

Og det kommer nok ikke bag på mange at jeg havde læst alle regler, kunne ambassadens hjemmeside udenad og at min kuffert var blevet pakket om mange gange.

Men en ting var det praktiske, en anden ting var den ukendte hverdag der ventede mig.

Den dag i dag kan jeg stadig ikke give ét svar på, hvorfor jeg afsluttede en hverdag med et godt arbejde, fed lejlighed, bil og venner i hverdagen, for at flytte til Tyrkiet og starte på noget, der lignede nul.

Der var mange små grunde, som gjorde at det bare var noget jeg måtte prøve!

Som forberedelse til hverdagen trak jeg på min veninde Astrids viden, da hun på det tidspunkt boede i Tyrkiet.

Jeg spurgte dengang Astrid, om der var noget jeg mentalt skulle forberede og på.

Svaret var jeg skulle vide, at det var ikke alt kvinder gjorde i Danmark, de kunne gøre her.

Jeg spurgte om hun kunne give mit et eksempel.

Hendes svar var: Kvinder vasker ikke bil i Tyrkiet.

Jeg indrømmer da gerne, at jeg tænke Wee Yes for det også røvsygt at vaske bil.

Nu har jeg, som sagt, snart selv været her i 6 år, og jeg personligt har ikke siden gjort mig andre erfaringer, omkring de ting kvinder gør og ikke gør i Alanya området. Jeg synes kønnene er meget ens på rigtig mange punkter og det er ikke særligt anderledes fra Danmark.

Måske overser jeg dem, fordi jeg har taget min egen kultur med mig, og dermed ikke ser eller tænker over ting andre kvinder ikke gør i deres hverdag. Jeg gør som jeg altid har gjort, og nyder IKKE at vaske bil.

Men jeg er gang på gang glad for at se, at kvinder med tørklæde også deltager i firma fodbold, at mændene også tager sig af børnene, at unge rejser sig for ældre i bussen, at man altid er budt varmt velkommen i folks hjem og at virksomhederne har taget pænt imod mig med Alanya.Dk, selvom jeg er en lille pige med store smilehuller, der gerne vil sælge dem en helt masse.