I næsten 12 år har jeg arbejdet som rejseleder på Nordcypern.
Og gennem årene har jeg utallige gange fortalt mine gæster om spøgelsesbyen Varosha i Famagusta.
Et helt byområde, som blev forladt under krigen i 1974, og som efterfølgende blev lukket af for offentligheden.
Jeg har altid sagt, at hvis Varosha nogensinde blev åbnet, så ville jeg tage derover (fra Tyrkiet af) med det samme.
Men faktisk havde jeg nok aldrig rigtig troet, at det ville ske i min levetid.
Men i 2020, midt under coronapandemien, blev dele af Varosha pludselig åbnet for besøgende. Åbningen skete med opbakning fra den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan og skabte samtidig stor politisk debat.
Jeg var selvfølgelig helt oppe at køre over nyheden. Problemet var bare, at verden på det tidspunkt var lukket ned, og det var derfor ikke muligt for mig bare at rejse til Nordcypern.
Da coronapandemien endelig var overstået, havde jeg så meget andet i kalenderen, at besøget blev udskudt igen og igen. Men i år lykkedes det endelig!
Jeg har faktisk været på Nordcypern hele to gange i år, og noget af det første, jeg gjorde, da jeg kom tilbage til øen, var selvfølgelig at tage til Varosha.
Siden har jeg besøgt området tre gange. To gange sammen med gæster som rejseleder og én gang sammen med min mand Taner og vores lille datter Melissa, hvor vi brugte stort set hele dagen på at udforske området.
Melissa var selvfølgelig alt for lille til at forstå, hvad der var så specielt ved de gamle bygninger. Men for Taner og mig var det en helt særlig oplevelse.
Og nu vil jeg fortælle dig, hvad man faktisk kan opleve i Varosha i dag, hvordan man besøger området, og hvorfor jeg på én gang var både begejstret og skuffet over endelig at komme indenfor.
Hvad er spøgelsesbyen Varosha?
Varosha, som også kaldes Maraş på tyrkisk, er en bydel i Famagusta på Cyperns østkyst.
Før 1974 var området et af Middelhavets kendte ferieområder med luksushoteller, restauranter, butikker og en lang sandstrand med det smukkeste blå vand.
Det var et sted, hvor både almindelige feriegæster og internationale berømtheder kom for at nyde solen og strandlivet.
Men i august 1974 ændrede alt sig.
Efter et græskstøttet militærkup på Cypern og Tyrkiets efterfølgende militære intervention blev øen delt. Under kampene flygtede Varoshas befolkning fra området. De efterlod deres hjem, butikker, hoteller og virksomheder, og mange forventede, at de ville få mulighed for at vende tilbage.
Det skete ikke.
Varosha blev i stedet afspærret og kom under tyrkisk militær kontrol. I årtier var området utilgængeligt for den almindelige befolkning, mens bygningerne langsomt forfaldt bag hegn, pigtråd og militære vagter.
Det er også vigtigt at forstå, at Nordcyperns politiske status fortsat er omstridt. Den tyrkiskcypriotiske administration kontrollerer den nordlige del af øen, men Den Tyrkiske Republik Nordcypern er kun anerkendt som selvstændig stat af Tyrkiet.
For de mennesker, som mistede deres hjem i Varosha, er området derfor langt mere end en spændende spøgelsesby.
Det er et sted, de blev tvunget til at forlade, og hvor spørgsmålene om ejendomsret, tilbagevenden og fremtiden stadig ikke er løst.
Da Varosha endelig åbnede i 2020
I oktober 2020 blev dele af Varosha åbnet for offentligheden for første gang i næsten 46 år.
Det var en kæmpe nyhed, særligt for os, der havde fulgt udviklingen på Nordcypern gennem mange år (og jeg er ikke engang så gammel, at jeg husker starten på konflikten, som mange af mine gæster gør).
Tidligere havde jeg kun kunnet vise mine gæster området udefra, fra bussen og fra stranden.
Vi kunne stå og kigge ind på de tomme hoteller, lejlighedsbygninger og gader, hvor naturen langsomt havde overtaget, mens vagter råbte af os, når vi forsøgte at tage et billede.
Jeg havde også skrevet om Varosha her på bloggen helt tilbage i 2017. Dengang sluttede jeg faktisk artiklen med at skrive, at hvis jeg kunne være usynlig for en dag, så vidste jeg godt, hvad jeg ville bruge dagen på. Jeg ville selvfølgelig ind i Varosha!
Og nu stod jeg der pludselig med muligheden for at gå rundt i området helt lovligt. Det føltes næsten uvirkeligt.
Er Varosha et museum?
Inden mit første besøg havde jeg forsøgt at finde praktiske oplysninger om Varosha på nettet.
Det viste sig at være overraskende svært.
Jeg havde egentlig forestillet mig, at området fungerede som en slags udendørs ”open air” museum, hvor man kunne købe en billet og følge en bestemt rute gennem de gamle gader.
Men sådan fungerer det ikke.
Varosha er ikke et museum. Bygningerne er stadig omfattet af uafklarede ejendomsforhold, og man må ikke gå ind i dem. Det gælder både de gamle hoteller, butikker, restauranter og private boliger.
Man kan altså gå rundt på de åbne veje og kigge ind gennem vinduerne fra gaden, men man må ikke begynde at udforske bygningerne indefra.
Det er heller ikke hele Varosha, der er åbent. Store dele af området er fortsat afspærret, og der er stadig militær tilstedeværelse.Til gengæld er det åbne område langt større, end jeg havde forestillet mig.
Sådan besøger du Varosha
Det er gratis at besøge den åbne del af Varosha.
Ved indgangen skal man gennem et hurtigt sikkerhedstjek, og der er regler for, hvad man må medbringe.
En af de vigtigste regler er, at man ikke må tage droner med ind i området. Droner kan blive konfiskeret ved sikkerhedskontrollen, så lad dem blive hjemme.
Derudover er der steder, hvor fotografering er forbudt, og det skal man selvfølgelig respektere.
Lige ved indgangen er der mulighed for at leje forskellige transportmidler, hvis man ikke har lyst til at gå rundt.
Man kan blandt andet leje almindelige cykler, cykler med plads til flere personer og elektriske løbehjul. Der er også mulighed for at blive kørt rundt i golfvogn.
Priserne afhænger af, hvilken transportform man vælger.
Vi besluttede os for at gå. Og det er jeg faktisk rigtig glad for, at vi gjorde.
For selvom området er stort, synes jeg, at man får langt mere ud af besøget, når man går i sit eget tempo og har tid til at kigge ind i de gamle butikker og studere alle de små detaljer.
Jeg lagde mærke til, at mange af dem, der havde lejet cykler og løbehjul, brugte en stor del af tiden på at køre og kigge på vejen, fremfor at se området.
For mig handlede besøget ikke om at komme hurtigst muligt gennem Varosha. Det handlede om at se bygningerne og forestille mig, hvordan livet havde været her, inden området blev forladt.
Min guide til at gå rundt i Varosha
Når man kommer gennem indgangen, fortsætter man ad en bred vej, som fører ind i det gamle byområde.
Efter et stykke tid kommer man til en rundkørsel, hvor man kan vælge forskellige ruter.
Det var her, vi begyndte at udforske området.
Til venstre mod kirken og stranden (samme vej som ligeud, bare modsat retning)
Hvis man drejer til venstre i rundkørslen, kommer man blandt andet forbi den gamle kirke.
Herfra kan man fortsætte i retning af stranden og gå forbi en række gamle bygninger, som tidligere husede butikker, restauranter, hoteller og andre virksomheder.
Et af de mest bemærkelsesværdige syn på denne del af turen er en gammel kran, som står i en temmelig bekymrende vinkel. Den ser simpelthen ud, som om den kan vælte når som helst. Og alligevel har den stået sådan i årevis.
Langs vejen kan man kigge ind gennem vinduerne/gitterne i de gamle restauranter og butikker. Mange af lokalerne er helt tomme, og det var faktisk noget af det, der overraskede mig mest ved besøget.
Men mere om det senere.
Vejen fortsætter i en bue ned mod stranden, hvor der også ligger en café.
Her kan man vælge at holde en pause, gå ned til vandet eller fortsætte rundt, indtil man igen kommer tilbage mod rundkørslen. (og går man ligeud i rundkørslen, så kommer man den modsatte vej rundt)
Til højre mod de gamle butikker og Toyota-forhandleren
Hvis man i stedet drejer til højre i rundkørslen, kommer man ind i en anden del af Varosha.
Her passerer man blandt andet en bygning, som benyttes af FN (UN). Det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke må fotografere denne bygning.
Det havde jeg ikke helt forstået under mit første besøg, så jeg nåede faktisk at tage et billede, inden jeg blev opmærksom på reglerne.
Længere fremme deler vejen sig igen.
Hvis man fortsætter ad den vej, der føles som ligeud, kommer man forbi en lille park med café og toiletter, det gamle gymnasium og opera-bygningen.
Her er også nogle af de gamle shoppinggader, som jeg personligt syntes var noget af det mest spændende ved hele besøget.
Man kan stadig se skiltene på mange af butikkerne. Der var blandt andet en forretning, som reklamerede med fremkaldelse af farvefotografier.
Det er sådan en lille detalje, der virkelig fortæller noget om, hvor længe området har stået stille.
Andre steder kunne vi se gamle læderbutikker og lokaler, som tilsyneladende havde været rejsebureauer, blandt andet fordi der stadig hang verdenskort på væggene.
Inde i butikkerne stod enkelte hylder tilbage, men langt de fleste var tomme.
Og så kommer man til en af de mest berømte bygninger i hele Varosha: Den gamle Toyota-forhandler.
Toyota-forhandleren med de berømte biler fra 1974
Hvis du nogensinde har hørt historier om Varosha, har du sikkert også hørt fortællingen om Toyota-forhandleren.
I mange år har historien lydt, at der inde i den gamle bilforretning stod fabriksnye Toyotaer fra 1974. Biler, som aldrig var blevet solgt, og som stadig havde nul kilometer på tælleren.
Forestil dig lige, hvad sådan nogle biler kunne være værd i dag!
Det var i hvert fald en af de historier, jeg selv havde fortalt mine gæster gennem årene, og derfor glædede jeg mig selvfølgelig til endelig at se forretningen.
Men der var ingen biler.
Butikken er forsøgt afskærmet, men man kan stadig se ind i lokalet, og det var tydeligt, at der ikke stod nogen gamle Toyotaer derinde.
Den forklaring, jeg har hørt lokalt, er, at bilerne skulle være blevet flyttet for at beskytte dem, og at de stadig befinder sig et andet sted i området.
Det har jeg dog ikke kunnet få dokumenteret, så jeg ved ikke, om bilerne stadig eksisterer, eller hvad der i givet fald er sket med dem.
Men én ting kan jeg i hvert fald fortælle:Du skal ikke tage til Varosha og forvente at se et showroom fyldt med fabriksnye Toyotaer fra 1970’erne. For de står der ikke længere.
Fortsætter man længere ned ad vejen, ender man til sidst ved enden af vejen. Her er endnu et mindre område med mulighed for at holde pause og benytte toiletterne.
Derefter skal man tilbage ad samme vej for at udforske den næste del af Varosha.
Den lange rute gennem boligområderne
Tilbage ved vejkrydset kan man vælge den anden retning, og her begynder en af de længste strækninger gennem det åbne område.
Man går forbi gamle boligblokke, butikker, hoteller og områder, hvor man tydeligt kan se, at der var byggeri i gang, da byen blev forladt.
Nogle steder står store hoteller stadig med deres balkoner ud mod Middelhavet, mens andre bygninger er så medtagede, at man næsten ikke kan forestille sig, at der engang boede mennesker i dem.Naturens overtagelse er tydelig når planter vokser ud indefra bygningerne, og det er tydeligt at bygningerne skal rives ned, hvis de nogensinde skal være beboelige igen.
På denne rute kommer man også gennem et område, som fortsat er under militær kontrol.Man må gerne gå igennem den åbne passage, men man må ikke fotografere. Der er vagter, som holder øje med besøgende, og de reagerer, hvis nogen forsøger at tage billeder.
Store dele af bygningerne er desuden afskærmet.
Jeg lagde også mærke til graffiti på nogle af bygningerne, som lignede den type noter, tyrkiske unge mænd nogle gange skriver i forbindelse med deres værnepligt.
Den slags har jeg tidligere set på biler i Tyrkiet, men jeg synes bestemt ikke, det hører hjemme på andre menneskers private ejendomme.
Når man kommer ud på den anden side af det militære område, fortsætter ruten langs vandet.
Til sidst når man frem til endnu en afspærring ved grænseområdet, hvor man ikke kan komme længere.
Og så må man vende om.
Det er en lang gåtur, men også en af de dele af Varosha, som jeg synes giver det bedste indtryk af, hvor stort området egentlig er.
Man kan faktisk bade på stranden i Varosha
En af de ting, der gør Varosha så speciel, er beliggenheden.
Hele området ligger ud til en fantastisk sandstrand Golden Beach med det klareste blå Middelhav.
Før 1974 var strandene en vigtig del af områdets popularitet, og hotellerne lå nærmest som perler på en snor langs vandet.
En del af stranden har været tilgængelig i mange år, men efter genåbningen er et større område blevet åbnet for besøgende.
Det betyder, at man i dag kan tage en badetur i Middelhavet med udsigt til de gamle, forladte hoteller.Det er en ret surrealistisk oplevelse. Langs standen man også se hvor stor en del af området, som stadig IKKE er åben.
På den ene side har man den smukkeste sandstrand og det blå vand, som sagtens kunne høre til ved et hvilket som helst luksusresort.
På den anden side står bygningerne som minder om alle de mennesker, der engang boede, arbejdede og holdt ferie her.
Der ligger også en café ved stranden, hvor man kan købe noget at spise og drikke.
Hvis du besøger Varosha på en varm dag, vil jeg bestemt anbefale, at du overvejer at tage badetøj med. Det er ikke hver dag, man får mulighed for at bade med udsigt til en spøgelsesby.
Varosha var ikke den tidsboble, jeg havde forestillet mig
Nu kommer vi til den del af besøget, som faktisk skuffede mig.
For selvom jeg havde glædet mig til at besøge Varosha i mange år, havde jeg også opbygget nogle ret store forventninger.
Gennem min tid som rejseleder havde jeg nemlig hørt og fortalt utallige historier om, hvordan området blev forladt i 1974. Historier om familier, der måtte flygte fra deres hjem med meget kort varsel. Om middagsborde, hvor tallerkenerne stadig stod fremme. Om køleskabe fyldt med mad, billeder på væggene og møbler, som aldrig var blevet flyttet.
Fortællingen var, at hele området stod præcis, som folk havde efterladt det. En tidsboble fra 1974.
Jeg havde derfor forestillet mig, at man gennem vinduerne ville kunne se gamle stuer med sofaer, spiseborde, malerier og alle de personlige ting, som folk ikke havde haft mulighed for at tage med sig.
Men sådan var det slet ikke. Tværtimod.
Bygningerne var overraskende tomme.
Der var selvfølgelig enkelte steder, hvor man stadig kunne se rester af indretningen, gamle hylder, gardiner eller noget værdiløst inventar.
Men langt de fleste steder var der meget lidt tilbage. Og det gjorde mig faktisk rigtig skuffet.
For en stor del af det, jeg havde glædet mig til, var netop at få et indblik i, hvordan mennesker boede og levede i Varosha, inden de blev tvunget til at forlade området.
Den oplevelse fik jeg ikke.
Hvad skete der med alle møblerne?
Efter åbningen af Varosha er jeg stødt på lokale fortællinger, som giver en mulig forklaring på, hvorfor så mange bygninger står tomme.
En af historierne går på, at møbler og andre ejendele allerede i årene efter 1974 blev fjernet fra nogle af de forladte boliger og fordelt til mennesker, som selv var blevet fordrevet under konflikten og skulle bosættes andre steder, f.eks de tyrkiske-cyprioter som kom fra syd-siden.
Det skulle blandt andet have været spiseborde, sofaer og andre møbler, som blev brugt til at indrette nye hjem.
Hvis det er korrekt, er det en ret trist detalje ved historien.
For de oprindelige ejere havde ikke opgivet deres ejendomme frivilligt, og mange håbede stadig på at kunne vende tilbage.
Derudover har Varosha gennem årtier været et militært afspærret område, hvor soldater og andre personer med adgang har kunnet færdes, mens de oprindelige beboere ikke har haft samme mulighed.
Det er derfor nærliggende at spørge, om nogle af de efterladte ejendele også kan være blevet fjernet gennem årene.
Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ved, hvem der har fjernet tingene, hvornår det er sket, eller hvor de er endt.
Jeg kan kun fortælle, hvad jeg selv så.
Og det var, at mange af de bygninger, jeg havde forestillet mig stod fulde af møbler og personlige ejendele, i dag er næsten helt tomme.
Det ændrede en del ved min opfattelse af Varosha. For området er stadig en slags tidsboble, når man ser på arkitekturen, butiksskiltene og de gamle hoteller.Men det er ikke en tidsboble, hvor alt indvendigt står urørt siden 1974.
Det er vigtigt at huske, at Varosha var nogens hjem
Selvom jeg synes, det er utrolig spændende at besøge Varosha, er der også en anden side af historien, som jeg synes er vigtig at fortælle.
For mens jeg går rundt og kigger på de gamle bygninger med stor fascination, er der mennesker, som har en helt anden forbindelse til stedet.
Det var deres hjem. Deres butikker. Deres arbejdspladser.
Det var her, de voksede op, havde deres venner og levede deres hverdag, indtil de måtte flygte i 1974.
For dem er Varosha ikke bare en spændende seværdighed. Det er et sted, som er forbundet med tab, sorg og en konflikt, der stadig ikke er løst.
Jeg kan sagtens forstå, hvis det gør ondt at se turister gå rundt og fotografere ens gamle hjem, når man ikke selv har fået mulighed for at vende tilbage og genoptage sit liv der.
Og jeg håber virkelig ikke, at min begejstring for at besøge området bliver opfattet som mangel på respekt for de mennesker, som har mistet så meget. For det er bestemt ikke sådan, jeg har det.
Jeg synes bare, det er svært at skjule, hvor fascinerende det er endelig at få lov til at besøge et sted, som jeg gennem så mange år kun har kunnet se gennem et hegn.
Begge følelser kan godt eksistere på samme tid.
Man kan være begejstret for at få adgang til et historisk område og samtidig mene, at de mennesker, som blev fordrevet derfra, fortjener en retfærdig løsning.
Var jeg så skuffet over besøget?
Både ja og nej.
Jeg var skuffet over, at bygningerne var så tomme, og at de mange historier om efterladte møbler og urørte hjem ikke stemte overens med det, jeg kunne se.
Men jeg var bestemt ikke skuffet over at have besøgt Varosha.
Tværtimod.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at så stor en del af området ville blive åbnet for offentligheden.
Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg ville få mulighed for at gå rundt i de gamle shoppinggader, se hotellerne fra strandsiden og besøge steder, som jeg gennem næsten 12 år havde fortalt andre mennesker om.
Det var også positivt at opleve, at besøgsområdet var forholdsvis godt tilrettelagt.
Der var toiletter, caféer, mulighed for at leje transportmidler og tydelige afspærringer ved de områder, hvor man ikke måtte gå.
Det gjorde det nemt at besøge stedet, også selvom jeg havde haft svært ved at finde praktiske oplysninger på forhånd.
Og selvom vi brugte stort set hele dagen i området, følte jeg stadig, at der var meget at kigge på.
Jeg er derfor utrolig glad for, at jeg endelig har fået lov til at se Varosha med mine egne øjne. Og jeg er glad for, at jeg nåede at opleve det sammen med min familie.
Mine bedste råd til at besøge Varosha
Hvis du selv planlægger at besøge spøgelsesbyen Varosha på Nordcypern, vil jeg først og fremmest anbefale, at du sætter god tid af.
Det er et stort område, og hvis du interesserer dig for historie, gamle bygninger og de små detaljer, kan du sagtens bruge mange timer her.
Jeg vil også anbefale, at du overvejer at gå rundt i stedet for at leje cykel eller løbehjul.
Det er selvfølgelig en smagssag, og hvis man har svært ved at gå langt, kan de forskellige transportmuligheder være en stor hjælp.
Men jeg synes personligt, at man får mere ud af besøget, når man kan stoppe op, kigge ind gennem vinduerne og tage sig tid til at undersøge de gamle bygninger.
Derudover skal du være opmærksom på varmen.
Jeg besøgte Varosha i dejligt solskinsvejr, men der er lange strækninger med meget lidt skygge.
Medbring derfor rigeligt vand, solcreme og gerne en hat eller en paraply, som kan give lidt skygge undervejs.
Hvis du besøger området om sommeren, kan det også være en god idé at medbringe badetøj, så du kan kombinere besøget med en tur i Middelhavet.
Husk samtidig, at Varosha stadig er et følsomt område med militære afspærringer. Respekter skiltene, fotograferingsforbuddene og de områder, som ikke er åbne for offentligheden.
Og lad være med at forsøge at gå ind i de gamle bygninger. Selvom de ser forladte ud, er det stadig ejendomme, som tilhører nogen. Plus du får utrolig meget ballade med militæret og de er ikke let tilgivende.
En af de mest specielle oplevelser på Nordcypern
Jeg har efterhånden besøgt rigtig mange seværdigheder på Nordcypern, og jeg har brugt en stor del af mit arbejdsliv på at fortælle andre om øens historie.
Men Varosha er noget helt særligt.
Måske netop fordi jeg har kendt til stedet så længe og i mange år været overbevist om, at jeg aldrig ville få mulighed for at komme indenfor.
Da jeg skrev min første artikel om Varosha tilbage i 2017, kunne jeg kun stå på den anden side af hegnet og forestille mig, hvordan der så ud.Nu har jeg gået gennem gaderne tre gange.
Jeg har fået aflivet nogle af de historier, jeg tidligere selv har troet på, og samtidig fået en endnu større forståelse for, hvor omfattende og kompliceret Varoshas historie er.
Og selvom jeg bestemt ikke fik den tidsboble, jeg havde forestillet mig, fik jeg en oplevelse, som jeg havde ventet på i rigtig mange år.
Hvis du interesserer dig for historie og skal besøge Nordcypern, synes jeg bestemt, at Varosha er et sted, du bør opleve.
Bare husk, at det ikke kun er en spøgelsesby – Det er også tusindvis af menneskers tabte hjem.
NDHOLD I ARTIKLEN: VAROSHA, CYPERN SPØGELSESBY OPLEVELSER PÅ CYPERN, REJSER TIL CYPERN, SEVÆRDIGHEDER I FAMAGUSTA, OPLEVELSER I VAROSHA, OPLEVELSER I FAMAGUSTA, OPLEVELSER PÅ NORDCYPERN, GODE REJSERÅD TIL CYPERN, FIND REJSEN TIL CYPERN, MINE REJSERÅD, REJSER PÅ CYPERN, REJSEBLOG, REJSEBLOGGER, MINE BEDSTE REJSERÅD, BLOG OM CYPERN, BLOG OM AT REJSE, BLOG OM NORDCYPERN, CYPERN 1974, SEVÆRDIGHEDER I VAROSHA