Hvert år i December rejser jeg til Danmark.
Og hvert år har jeg ikke en retur billet tilbage til Tyrkiet.
Når jeg er i Danmark bliver jeg spurgt næsten dagligt “nå hvornår rejser du så tilbage”, og svaret er altid “når jeg er klar til det”.
P.g.a magasin og mine udflugter som guide er min tid i Danmark udelukket til vinteren. I den periode skal jeg nå at se min familie, venner, spist lækker mad, arrangeret nye rejseblogindlæg og shoppet de få ting, jeg stadig er afhængig af i Danmark.
At være i Danmark er for mig en følelse. Jeg elsker det, indtil jeg ikke elsker det mere. Typisk vågnet jeg fra den ene dag til den anden og er “klar” til at komme hjem til Tyrkiet.
Det følelses ligesom at slå op med én, man virkelig holder af, men ved ikke er sund for en. Danmark er kun sundt for mig i små portioner, og når jeg er “mæt” skal jeg hjem til min store kærlighed Tyrkiet. I Tyrkiet hvor mit køleskab, seng og fjernsyn bor samt alle de skønne mennesker, jeg har i mit liv der, inklusiv alle mine internationale venskaber.
Hvis jeg havde en billet hjem
Ville det nu være så slemt, hvis jeg rent faktisk havde en billet hjem, så jeg kendte den dato, jeg skulle rejse?
Jeg er så heldig at min virksomhed tillader mig at arbejde fra alle steder i verden, og den frihed værdsætter jeg stort.
Men havde jeg nu en billet hjem, og jeg ikke var mættet af Danmark. Ikke havde nået det jeg gerne ville, ikke fået set mine danske venner nok eller fået indhentet alt mit danske tv. Ja så ville jeg føle, at jeg havde snydt mig selv, og at jeg var tvunget til at rejse hjem med et savn.
Og hvad nu hvis jeg havde en billet hjem og jeg var træt af Danmark før jeg skulle rejse. Ja så ville jeg føle mig meget fanget. Som om at Danmark var en fængsel, der holdte mig fanget så jeg ikke kunne komme hjem til mit elskede Tyrkiet.
Følelsen af at være savnet
Meget har ændret sig sidste år. En ny tilværelse som single blev starten på året og en besættelse af latin dans og rejser bliv afslutningen.
Mange venskaber blev knyttet i 2018 og gamle venskaber gik i stykker. Dog kan jeg sige de venskaber der kom til, er bedre end dem der faldt fra.
Når jeg er i Danmark, modtager jeg dagligt varme beskeder fra mine venner og veninder, dansepartners og de mange små gøjser i Tyrkiet, som også spørg hvornår jeg kommer hjem og tydeligt fortællermig de savner mig.
Det savn er guldværd. Det gør det tydeligt for mig, at jeg skal hjem til folk, der holder af mig og som gerne vil være sammen med mig.
Hvis du kan relatere til mine følelser eller selv har prøvet noget lignede, må du meget gerne smide en kommentar i kommentarfeltet.
INDHOLD I ARTIKLEN: REJSEBLOG, BLOG OM DANMARK, BLOG OM AT REJSE, DANSIH TRAVELBLOG, HVERDAG I TYRKIET, DANSK I TYRKIET, DANSKER I TYRKIET.