Det sker med jævne mellemrum at en soldat fra Alanya dør, og når det sker så er hele Alanya i sorg.
I min tid i Alanya er det dog ikke sket før at en fodboldspiller er død. Men det er det så nu.
I en tragisk trafikulykke døde Josef Saul natten til mandag. Og hvorfor er det så vigtigt at skrive om på bloggen?
Det er det fordi, at flere af mine venner i Alanya spiller for Alanyaspor, og det er blandt andet også derfor jeg er begyndt at tage på station for at støtte holdet (og de støtter mig med billetter i VIP området)
Søndagen gik med at se Alanyaspor – Kayseri kampen på min kammerat Ismails cafe. Ismail er Alanyaspors yngste målmand men var ikke med i Kayseri for at spille. Sammen med ham, så jeg kampen med Lucas Villafanez´s lillebror Franco, som er kommet fra Argentina for at bruge tid sammen med hans storebror. Kampen endte uafgjort 1-1 og aftenen fortsatte som så mange andre i Alanya.
En hård vækning mandag morgen
Kl 08 mandag morgen ringede min veninde Bilge så til mig “for helvede Tea, hvorfor svare du ikke på mine beskeder” “Hvad er der sket Bilge” “En Alanyaspor bus er kørt galt og en spiller er død”
Oka jeg er vågen og hvem er død! Hun fortæller det er Josef, og en tåre kommer straks i min øjenkrog.
Josef er en af Alanyaspors nyeste spillere fra Tjekkiet. For omkring en måned siden, da holdet havde en lille ferie, var Josef hjemme i Prag for at hente hans kone og 2 børn. Den mindste af hans børn er født i Januar og jeg er sikker på familien så frem til nogle gode år som familie i Alanya.
En forfærdelig nyhed at vide han er død! Men hvad med de øvrige spiller? Hvad med “mine” drenge? Jeg forsøger straks at ringe til Lucas´s lillebror, men midt i jeg er ved at ringe, husker jeg at Franco kun snakker spansk, og mit spansk er ikke godt nok til at stille de spørgsmål jeg gerne vil stille, så jeg ligger på og skriver i stedet en besked på spansk.
Bilge sender samtidig billeder fra flere artikler fra tyrkiske medier og jeg begynder at læse tyrkiske aviser for at få så meget information som muligt. Jeg finder ud af at det er spillerne Caulker, Dlajma, Baiano, Cisse, Welinton og Sackey som har været i bilen sammen med Josef. Derudover står der en masse tom snak, og jeg kan tydeligt fornemme at de ved meget lidt om hvad der er sket.
“Kommer du til vandpibe”
Kl 14.00 får jeg en besked fra Lucas. “Kommer du til vandpibe” skriver han.
Det er vel mænds måde at sige de har brug for at snakke? Selvom jeg var i gang med andre ting, så viste jeg godt at sådan en dag er man der for sine venner, lige meget hvad.
Hos Lucas fik jeg alle de ubehagelige detaljer. Jeg ville helst have været fri, men han havde brug for at fortælle dem, så jeg overlevede at hører dem. Jeg vil dog spare jer for denne skrækkelige historie om hvordan Josef så ud da de fandt ham.
Ulykken skete fordi BEGGE 2 chauffører, som var hyret til at kører drengene hjem fra Kayseri til Alanya i en VIP transfer, var faldet i søvn. Josef sad ved døren i bilen, og da sammenstødet sker tror de, at han har holdt fast i døren og blevet revet ud af den. Da bilen får stoppet stiger de øvre 6 spiller ud af bilen sammen med chaufførerne. De konstatere først at de er oka, indtil det går op for dem at de er 6 og ikke 7 som de skal være. 100 meter længere nede af vejen finder de Josef som stadig er i live, men som ingen chance har for at overleve.
Hos Lucas finder jeg også ud af at, han også skulle have kørt med denne transfer hjem, men at han HELDIGVIS havde aftalt med de tyrkiske spillere at kører med dem. Det har måske reddet hans liv og med sikkerhed en stor livs traume. Det takker jeg gud for i dag!
Nogle gange kommer en ulykke helt tæt på og “sommerfugle effekten” spiller ind og ændre alting.
Mine tanker går til Josefs familie og venner. Jeg takker Gud for ikke flere kom tilskade i denne tragiske ulykke, som kunne være undgået SÅ nemt!