Side er en fantastisk ferieby, hvor gamle ruiner, kilometerlange strande og shopping mødes i et smukt mix i Tyrkiet.
Jeg har samlet en rejseguide med alt, hvad du skal vide om Side, inklusiv strandene, historien og seværdigheder i Side.
Før turismen kom til Tyrkiet, var det en lille søvnig fiskerby. I dag er byen bilfri og en rigtig tyrkisk turistby, der indeholder masser af butikker, hyggelige restauranter og søde små hoteller.
Artiklen indholder reklamelinks til udflugter, som du kan tage på mens du besøger Side eller Manavgat i Tyrkiet.
Læs historien om Side nederst i indlægget
3 hurtige fakta om Side
- Side er i dag optaget på UNESCOS liste over beskyttede områder.
- I 1970’erne dukkede de første badegæster op og i 80’erne startede byens forvandling fra fiskerby til centrum for turisme.
- Store dele af den gamle bydel af bilfri.
Lufthavne nær Side / Manavgat
Man kan komme til Side fra Antalya lufthavn (ca. 70 km) eller Gazipaşa lufthavn (ca. 105 km)
Guide til Side´s stande
I Side er der 2 lækre badestrande – Øststranden og veststranden. Strandene ligger på hver side af Sides havn.
På både den vestlige strand og den østlige strand kan du leje både strandstole og parasoller. Når du har lejet en strandstol, kan du som regel få service helt hen til din stol, og derfor behøver du kun bevæge dig, når du skal i vandet og have en dukkert.
Sides strande ligger ud til Middelhavet, som består af saltvand. Husk klipklappere i højsæsonen, da sandet kan blive rigtig varmt.
Den vestlige strand / Kumköy stranden i Side, Tyrkiet
Stranden på den vestlige side er den mest børnevenlige strand i Side, med finkornet sand og lav vand. Den er kendt som Kumköy
Stranden er sammenlagt 5 km lang og det er her de fleste hoteller ligger.
Den vestlige strand er også der, hvor det meste af byens vandsport foregår. Du kan f.eks. prøve jetski eller bananbåde.
Den østlige strand i Side, Tyrkiet
Stranden på den østlige side har grovere sand og til tider kan der være høje bølger på den østlige side.
Der er ingen hoteller på denne strand, men stranden er til gengæld fyldt med små lækre strandbarer. Det er ofte denne strand de lokale selv bruger, mens turisterne ofte bruger veststranden.
Øst stranden er også ca. 5 km lang og der findes også vandsport på østsiden.
Side er også på min oversigt over De 9 bedste badebyer i Tyrkiet.
Seværdigheder i Side, Tyrkiet
Der er mange forskellige seværdigheder i Side – alt fra historiske til shopping i de små gader.
I denne oversigt har jeg skrevet om det, jeg synes er de bedste seværdigheder i Side.
Fra Side kan man også tage på forskellige dags udflugter, enten på egen hånd eller på arrangeret turer. Jeg har her nogle links til arrangeret dagsudflugter, som jeg personligt kan anbefale at du tager på.
- Tur til Sapadere vandfaldet med besøg i dværggrotten og Alanya bytur
- Den sunkne by i den fantastiske Kekova bugt med masser af oplevelser
- Antalyas gamle bydel og vandfaldstur samlet i én tur
- En dags tur til Alanya med bådtur og frokost
Drinks og solnedgang på havnen
I Side ligger der en lang række lækre restauranter langs byens lille havn. Den perfekte afslutning på en varm dag på stranden, er en lækker drink på havnen mens I nyder den smukke solnedgangen over Middelhavet.
Bådtur i Side – En dag på vandet
Hver morgen sejler Sides turistbåde ud til en dag på havet. En bådtur er en afslappet og smuk tur, hvor man får mulighed for at svømme, solbade og se smukke Side fra søsiden.
En bådtur er også en hyggelig oplevelse for både store og små børnefamilier.
Hvis du gerne vil på bådtur i Side, så er her nogle links til forskellige bådturer. Priserne starter fra omkring 150 kr.:
Shopping i de små gader
Noget af det der gør Side så hyggelige, er de små gader med små butikker i centrum af byen. Der rig mulighed for at prutte om prisen og få nogle gode vare med hjem fra ferien. I centrum af Side findes der et stort udvalg af butikker, som sælger kopivare, men du kan også finde guldsmede, optikere og små lokale restauranter med lækkert lokalt tyrkisk mad på menuen, ligesom det på billedet.
Hvis du gerne vil i et shoppingcenter, så ligger Novamall kun en kort køretur fra centrum af Side. Her findes mærker som H&M, LC waikiki, Deichman og U.S. Polo.
Du kan naturligvis også shoppe i Manavgat by, som har et stort udvalg af butikker.
Wellness: Til frisøren og i Hamam
Ferie betyder wellness. Nogle af de bedste wellness-oplevelser for mænd og kvinder (og børn) i Tyrkiet, er uden tvivl en tur til frisøren og/eller en tur i hamam (tyrkisk bad).
Det koster en brøkdel af, hvad det koster i Danmark. Hos frisøren styler de som regel håret, når de er færdig med at klippe det, så I kan se lækre ud på jeres ferie.
En tur i hamam er en oplevelse man kan gøre sammen som familie og den perfekte måde at starte en ferie i Side. Huden bliver renset, musklerne løsnet og kroppen kommer ned i gear. Så er huden og humøret højt til at komme ud i solen og få en flot brun kulør.
Hvis du gerne vil i Hamam i Side kan du f.eks booke denne 3-timer hamam oplevelse.
Vandsport og vind i håret
Er man til fart og spænding, så må man ikke snyde sig selv for en af de mange former for vandsport Side tilbyder.
Den vestlige strand er der, hvor det meste af byens vandsport foregår. Du kan f.eks. prøve jetski eller bananbåde i Side.
Side er også forholdsvis tæt på floden hvor man kan Riverrafte (rafting) som også giver spænding og adrenalin i kroppen. Du kan se de forskellige vandsports seværdigheder i Side her.
Side Museum (arkæologisk museum)
Det arkæologisk museum i Side er et ekstremt interessant sted og det perfekte sted at besøge, hvis du elsker historie. Museet i Side udstiller en stor samling af artefakter, der blev opdaget under udgravninger af Side-ruiner i midten af det tyvende århundrede.
Side Museum ligger i et restaureret byzantinsk badehus ved søjlegaden over for agoraen. Bygningen blev opført i det 5. årh. e.Kr. og var oprindeligt beklædt med marmor. Siden 1962 har museet været inde i de smukke gamle bygninger.
Der er både et indendørs museum og en have. Indendørs i museet er der smykker, glas, kister/sarkofager, penge, våben, statuer og endda ægte menneske skeletter.
Sarkofager, søjlerester, urner, mosaikker og andre fragmenter er udstillet i haven, hvor man også kan tage et hvil i hyggen under de store træer.
Museet ligger i gå afstand til Side teateret og Apollon templet.
Apollon tempel (og Athena templet)
En af de mest berømte Seværdigheder i Side er Apollon Templet.
5 hvide og 9 meter høje marmorsøjler med overliggende marmorblokke. Apollon var lysets, kunstens og skønhedens gud. Templet, der er fra den anden halvdel af det 2. årh. e.KR., måler 17 x 30 meter og har haft 6 korinthiske søjler i gavlene forbundet med 9 søjler i hver langside.
På frisen foroven kan man se Medusahoveder adskilt af løvefødder. Vest for Apollon templet ligger resterne af et tempel, der menes at have tilhørt Athene, gudinde for visdom, kunsthåndværk og jomfruelighed.
Materialer fra templerne blev genbrugt i basilikaen og senere igen i husene i Selimiye/Side.
Basilikaen blev ødelagt ved en brand, hvorefter man rejste et lille kapel i midterskibet i det 8. eller 9. årh.
Det er gratis at se alle disse ruiner i centrum af Side.
Amfiteatret i Side
Teatret blev opført i det 2. årh. e.Kr. oven på et tidligere græsk teater. Da området er ret fladt, er de nedre dele gravet ind den eneste naturlige bakke i området, mens de øvre dele hviler på 2-etagers hvælvinger.
Stenene blev taget fra bymuren ud mod vandet, under den romerske fredsperiode var der ikke brug for muren mere. Publikum er opdelt i to dele ved en vandret passage kaldet diazom, som adskiller den øverste og nederste del af det halvcirkelformede teater, der kunne rumme mindst 15.000 tilskuere. Der er 29 rækker i den nederste del og 22 rækker i den øverste, der dog oprindeligt har haft 29 rækker.
Pladsen for byens spidser og hædersgæster var i midten af den øverste del. Omkring orchestra (den runde plads, som er en slags scene) ses rester af en mur, omkring det 3. århundred, der har gjort de nederste siddepladser ubrugelige.
Denne mur beskyttede ikke kun tilskuere mod ulykker, men gjorde det også muligt at fylde orkestret med vand og organisere scenerne i søslag.
Her kæmpede professionelle gladiatorer, der nærmest opnåede heltestatus i deres, som ofte, korte karriere. Men det kunne også være kriminelle, slaver eller krigsfanger, der nærmest blev ofret for publikums fornøjelse.
Bag scenen ligger resterne af den 3 etager høje og 63 meter lange scenebygning, der har været dekoreret med søjler, nicher og statuer af marmor.
Scenebygningen blev ødelagt af araberne i det 7. årh. og styrtede senere sammen under de jordskælv, der gav byen dødsstødet.
I det 5. og 6. årh. brugte byzantinerne teatret som friluftskirke, og fra denne tid er der i de 2 hjørner fundet rester af kapeller og gulvmosaikker.
Der er en lille entré for at komme ind i Side´s teater.
Gå på opdagelse i de mange ruiner
Side er en lille ferie by bygget op omkring de gamle ruiner. Nogle steder er der caféer bygget inde imellem ruinerne mens du andre steder kan få rundt i det næsten flade landskab og udforske ruinerne på egen hånd.
Ruinerne er ofte godt skiltet, så du kan læse på tyrkiske eller engelsk om ruinerne.
Hvis man elsker at gå ture på sin ferie, så er Side et godt feriemål, for der er masser at udforske, mens man går tur.
Undervands-museum i Side
Side har Tyrkiets første undervands-museum. Her kan dykke- og kulturglade turister opleve 110 forskellige skulpturer.
Undervands-Museet er blevet opført af the chamber of Maritime Trade Antalya Branch (IMEAK)
Skulpturerne er af forskellige temaer som Den Tyrkiske Uafhængighedskrig, Blomster haven og Dervish-dansen. Alle Skulpturerne er designet til ikke at påfører miljøet skade.
Udstillingen finder sted på tre dybder fra 7 – 12 meter. En til amatører, en til øvede og en til professionelle dykkere.
Undervands-museet i Side er det 2. undervands-museum i verden og dermed også en af de mest unikke seværdigheder i Side.
Hvis du gerne vil prøve Sides undervandsmuseum, er der her forskellige turer dertil. Priserne starter på omkring 300 kr.
- Sides undervandsmuseum inklusiv frokost
- 20 minutters dyk til undervandsmuseet med frokost
- To dyk til undervandsmuseet med frokost og pickup service
Besøg Aspendos teateret
Ca. 30 minutters kørsel fra Side ligger Aspendos teateret. Teateret er fra det 2. århundrede og det er et verdens mest velbevarede teatre fra sin tid.
Aspendos teatret er verdenskendt for dens perfekte akustik. Selv efter næsten 2000 år og et utal af jordskælv er Apendos stadig i god stand og akustikken så god, at hvis der tales med normal stemmeføring fra scenen, kan det høres tydeligt i selv det fjerneste hjørne af teatret.
Hvis du vil vide historien om Aspendos, så kan du læse den her.
Stormoskéen i Manavgat
Når man besøger Side eller Manavgat, så får man hurtigt øje på Manavgats fantastisk smukke Stormoské Merkez Külliye Camii.
Manavgats stormoské er den største i hele Antalya regionen. Moskeen måler 36 x 36 meter og har 4 smukke minareter.
Byggeriet af den store flotte moske startede i 2002 og blev afsluttet i 2004. Pengene til at bygge moskeen er samlet ind i lokal befolkningen, og lige omkring 4 millioner tl blev samlet ind.
Inden man kommer ind i moskeen kan man nyde den smukke forhave med blandt andet et Sadirvan, hvor bedende muslimer kan afvaske sig på hænder, fødder og ansigt, inden de går ind for at bede.
Inde i moskéen er der plads til 4000 mennesker. Moskéen er del i 2 etager. Den nederste etage er til mænd, mens den øverste er til kvinder. Væggene i moskéen er pyntet med kunst i osmannisk stil, som f.eks tulipaner. Ifølge koranen er det ikke tilladt at afbillede mennesker og dyr, så dem er der ingen af.
Som turist er man velkommen til at besøge moskéen, hvis man følger reglerne om korrekt tildækning. Ved moskeen kan kvinder låne tørklæder og nederdele til at dække sig med, husk ikke at besøge moskéen om fredagen, hvor de fleste troende muslimer går i moské.
Er man i bil er der parkering lige foran moskéen. I højsæsonen er moskéen flittigt besøgt af turister fra hele verden.
Læs reglerne for at besøge en moské her.
Manavgat vandfaldet
I Manavgat finder du et af Tyrkiets mest fascinerende og naturskønne vandfald.
Vandfladet ligger ca. 5 km nord for Manavgat centrum og at besøge vandfaldet i Manavgat er en tur man ikke må snyde sig selv og sin familie for, hvis man er på ferie i Side området.
Faktisk er der 2 vandfald i Manavgat området. Det lille vandfald, på tyrkisk kaldt Kücük Şelâle og Det store vandfald, på tyrkisk kaldt Büyük Şelâle.
Det er det store vandfald lang de fleste besøger, og det er også til det store vandfald, der arrangeres turer til fra mange tur-selskaber og rejseselskaber. Det store vandfald er 2-3 meter højt men til gengæld 40 meter bredt.
I 2016 bliv parken omkring det store vandfald renoveret, så turen ned til vandfaldet nu også er en smuk oplevelse. Ved siden af parken ligger der et piknik område, hvor det er muligt at grille, eller nyde en medbragt madpakke.
Man kan enten selv kører dertil eller du kan booke en arrangeret Jeep tur til Manavgat vandfaldet.
Bådtur langs Manavgat floden til vandfaldet eller kysten
Fra Manavgat centrum kan du tage en bådtur på Manavgat floden til Manavgat vandfaldet eller ud til kysten ved floden.
Modsat bådture på Middelhavet, er bådture på floden omgivet af grønt på begge sider og et rigt dyreliv som f.eks små skildpadder og en masse forskellige fugle. Det er en rolig sejltur, hvor der er mulighed for at slappe af eller slikke sol, mens man bevæger sig igennem landskabet.
Jeg har selv været på denne bådtur flere gange og jeg synes det er en af de mest afslappende seværdigheder i Side.
Hvis du gerne vil ud at sejle på Manavgat floden, er her nogle foreslag til udflugter, som du kan booke online til fair priser.
- Flodkrydstogt på Manavgat floden til vandfaldet med bazar besøg
- Bazar tur og bådtur på Manavgat floden
- Bådtur med frokost på båden og besøg til det lokale marked
Green Canyon Bådtur
En af de mere unikke bådture i Side/ Manavgat-området er Green Canyon.
Sejlturen foregår på en stor grøn sø (Green Canyon), som blev skabt efter færdiggørelsen af Olympinar-dæmningen i 1984. Dæmningen tog 7 år at bygge.
Man skal bestille turen på forhånd, man kan desværre ikke bare møde op og tage på en sejltur. Når du bestiller en rejse fra Alanya, Manavgat, Side eller Antalya inkluderer det transfer til og fra floden.
Bådturen sejler ned og kaster de 2 kløfter: Little Canyon som er 1,6 km lang og Big Canyon som er 7 km lang.
I sommertiden gør bådene 1-3 svømmestop under turen. Vandet er køligt, fordi det kommer fra bjergene.
Alle turer sælges inklusive frokost (men dobbelttjek alligevel). Der er kun én restaurant ved Green Canyon, hvor alle bådene, der sejler dertil, stopper for at spise. Du skal op ad en masse trapper for at komme op til restauranten, så vær opmærksom på det!
Hvis du er i Side og gerne vil på en bådtur på Green Canyon, så er her nogle foreslag til udflugter, hvor prisen starter på omkring 200 kr:
- Fra Side: Green Canyon med frokost og drikkevare inklusiv
- Green Canyon bådtur på Katamaran båd inklusiv frokost
- Green Canyon bådtur, moské besøg og kultur udflugt
- Jeep tur i bjergene med stop ved Green Canyon (ikke bådtur)
Hvis du gerne vil læse om hvordan en bådtur på Green Canyon foregår, så læs min fulde artikel her.
Tazi Kanyon
Hvis du gerne vil se naturen fra din smukkeste side, så skal du besøge Tazi kanyon og Köprülü Kanyon, som er en tyrkisk national park. Det er en gigantisk kløft, som tager pusten fra én.
Jeg har skrevet et stort indlæg om Tazi Kanyon samt lavet en youtube video, som du kan se her.
Hvis du gerne vil besøge Tazi Kanyon på en arrangeret udflugt, så kan du f.eks tage på denne udflugt dertil.
Historien om Side
Ifølge legenden er Side opkaldt efter frugtbarhedens og naturens gudinde Side, der også betyder granatæble.
Det siges, at Side en gang gik en tur ved Manavgat floden sammen med sin lille datter og sine nymfer. De plukkede blomster og kom forbi et træ med tynde grene, blanke blade og farverige blomster.
Da Side knækker en blomstergren af til sin datter, begynder der at dryppe blod ud af grenen. Side forstår straks, at det er en nymfe, der har camoufleret sig som træ for at beskytte sig mod de onde mennesker, der jagter hende, og hun bliver meget ked af det.
Hun vil være gået væk, men hendes fødder sidder fast i jorden, og hun kan ikke bevæge sig. Op fra hendes fødder vokser der et tyndt lag bark, og hun begynder at tage form som et træ. Nymferne bliver meget bedrøvede, og deres tårer vander Sides rødder.
”Jeg har gjort noget forkert”, siger Side til sine nymfer. ”Jeg vil herefter med mine mange blodfarvede frugter være et symbol på naturen, livet og frugtbarheden. Lad min datter komme her ofte, så hun kan lege under min skygge. Lad hende ikke ødelægge noget træ; måske hvert træ eller blomst er en gud i forklædning”.
Siden da bredte granatæbletræer sig over hele Side halvøen.
Læs også >> Se vores landsby hjem indefra (+video)
Ordet Side er af anatolsk oprindelse og antyder, hvor de første bosættere kom fra. Formentlig har de været hittitter fra Anatolien. Under udgravninger er der således fundet en søjlefod af basalt af senhittittisk oprindelse, og denne er dateret til det 7. årh. f.Kr. Muligvis har der været en tilflytning ved den mindre folkevandring, der fulgte efter erobringen og ødelæggelsen af Troja ca. 1200 f.Kr.
Man ved, at Side var hittitisk domineret og blev en del af Lydien i den vestlige del af Lilleasien i det 7. årh. f.Kr. og kom under persisk styre i 546 f.Kr. Byen kunne dog præge sine egne mønter i det 5. årh. f.Kr., hvilket tyder på en vis grad af selvstændighed. Man har nok heller ikke været helt vilde med perserne, for i år 333 f.Kr. overgav man sig uden kamp til makedoneren Alexander den Store.
Efter Alexander den Store´s død var Side først under Ægyptens ptolomæiske dynasti og bagefter under det seleukidiske dynasti i Syrien, der begge var grundlagt af Alexanders generaler.
Havnen blev udbygget, og byen blev hurtigt en af de vigtigste og rigeste byer på sydkysten med omkring 40.000 indbyggere.
Søslagene ved Side
I år 190 f.Kr. var Side vidne til et stort søslag mellem en flåde fra Rhodos med støtte fra Rom og kongeriget Pergamon og den syriske kong Antiochos III’s flåde, der var under kommando af Hannibal, feltherren fra Karthago. Side holdt med Hannibal og Antiochos, men den rhodesiske flåde vandt slaget.
Det lykkedes dog Side at holde sig fri af Pergamon og forblive uafhængig.
I denne periode var Side et center for handel, kultur og uddannelse i det østlige Middelhav.
I det 1. årh. f.Kr. bredte sørøverne fra Kilikien sig til Pamfylien, hvor Side var den største og rigeste havneby.
De gjorde byen til flådebase og skibsværft og Middelhavets største slavemarked, og indbyggerne synes at have tolereret det, da det gav ekstra handel og velstand, men også et dårligt ry.
Læs også >> De 9 bedste badebyer i Tyrkiet
I 67 f.Kr. blev piraterne nedkæmpet, da den romerske feltherre Pompejus jagtede dem fra vest mod øst med en stærk hær og flåde. Herefter kom Side under romerne, der rejste flere monumenter og statuer til Pompejus’s ære og eftermæle.
Under romersk styre oplevede Side sin anden gyldne epoke. Fra det 1. til midten af det 3. århundred e.Kr. blev Side en storby med flådebase med import og eksport.
Eksporten bestod af olivenolie, vin og tømmer. Hundredvis af forretninger bredte sig langs hovedgaderne og langt ind i de smalleste sidegader. Byen fortsatte med at være et center for slavehandel, og disse slaver kom især fra Afrika. Byen havde en stor handelsflåde, der – traditionen tro – ikke gik af vejen for lidt sørøveri, når mulighederne forelå.
Velstanden kom ikke blot købmændene til gode, men også byen og dens øvrige indbyggere. Store summer blev givet til konkurrencer og teateraktiviteter, til byforskønnelse og til sociale og religiøse institutioner.
Størstedelen af de bygninger og monumenter, der er tilbage i Side, kan dateres til denne epoke.
Læs også >> 30 interessante fakta om Tyrkiet, du (måske) ikke vidste!
Sides sidste blomstring kom under Det byzantinske Rige i det 5. og 6. årh., hvor byen blev ærkebispesæde for det østlige Pamfylien. Nogle af templerne blev omdannet til ortodokse kirker, og byen voksede uden for bymurene. I midten af det 7. årh. startede de arabiske piratangreb, der gjorde hele den anatolske middelhavskyst til en krigszone. Indbyggerne begyndte at flytte til Antalya, der var bedre beskyttet, og som efterhånden overtog Sides rolle som sydkystens vigtigste havneby.
I det 9. årh. brændte en større del af byen, der efterhånden blev kendt som Gamle Antalya. I det 10. årh. blev stedet endnu en gang berygtet som sørøverrede, denne gang på arabiske hænder.
Jordskælv i det 9. og 12. årh. og en tiltagende sandflugt gav dødsstødet, og byen forsvandt under klitterne.
Da seldsjukkerne ankom i 1207, slog de sig ned nordøst for byen, og i 1391 kom området under ottomanerne. Efter at tyrkerne havde afværget den græske invasion i 1922 og efter fredstraktaten i Lausanne i 1923, blev der foretaget en etnisk udrensning, hvor græske og tyrkiske minoriteter i de 2 lande blev udvekslet.
De fordrevne tyrkere fra Kreta slog sig ned på den yderste spids af halvøen og grundlagde fiskerbyen Selimiye – den nuværende turistby – oven på ruinerne.
Siden 1947 har byen været under udgravning af tyrkiske arkæologer, der forsøgte at flytte landsbyen, hvilket ikke lykkedes. Det har dog ikke hindret de lokale i at lege skattejægere, idet der siden 1970 er dukket flere møntfund op hos europæiske kunsthandlere.
PIN IT
INDHOLD I ARTIKLEN: OPLEVELSER I SIDE, REJSER TIL SIDE, SEVÆRDIGHEDER I SIDE, OPLEVELSER I SIDE, DE BEDSTE SEVÆRDIGHEDER I SIDE, GODE REJSERÅD TIL SIDE, MINE REJSERÅD, REJSER I TYRKIET REJSEBLOG, REJSEBLOGGER, BERØMTE SEVÆRDIGHEDER I SIDE, MINE BEDSTE REJSERÅD, FIND REJSEN, BLOG OM TYRKIET, BLOG OM AT REJSE, BLOG OM SIDE, ALANYA BLOGGEN, TYRKIET BLOGGEN.
Can i get your travelguides in a bookform.
I Would love to give one to My son and his family.
There next travel is going to Side in turkey
They Are so exited.
Inge😍
No I dident write any books, but i hope you enjoy these articels