I fredags sendte Cindy og jeg det nye magasin i trykken.
Det er det første magasin vi laver sammen, og det har været en spændende og lærerig process for mig at lærer at have en samarbejdspartner.
Fordelen og grunden til jeg synes det var en god ide at gå sammen med Cindy, som ejer Hello Alanya magasinet, var pga hendes store- og mange års erfaring, som gør jeg ikke skal være hendes lærer, eller på nogen måde har en større viden, men at vi i stedet har en ligeværdig viden som vi kan dele og tage beslutninger ud fra.
Fredag, som blev dagen magasinet kom i trykken, var planlagt til at være en kort dag, hvor vi bare skulle tjekke detaljer, men klokken endte alligevel med at blive 18.00 før der blev trykt send til trykkeren. Det er helt almindeligt, at tiden flyver på den dag magasinet skal trykkes, for selvom man “bare lige læser hele magasinet igennem” så tager det mere tid at læse og rette småfejl en man lige tror.
Men selvom fredag blev lang, så blev det også en dag med masser af grin, chokolade, high fives og dårlige jokes.
En af de helt dårlige jokes lavede jeg torsdag, hvor jeg designede Editor´s note til magasinet. Til Editor´s note manglede jeg et foto af Cindy, og fordi jeg ikke gad spørge hende om at finde et torsdag aften, fandt jeg dette billede af en baby abe på google, som jeg indsatte på siden.
Derfor kom Editor´s note “midlertidig” til at se sådan her ud.
Jeg skriver “midlertidig”, fordi kl 15.00 (3 timer før vi sendte til tryk) havde Cindy stadig ikke fundet et billede af sig selv, som hun kunne lide. Jeg foreslog flere gange vi bare kunne beholde baby aben, hvorefter Cindy hele tiden var næsten grædefærdig af grin mens hun sagde “I dont wanna be a baby monkey in the magazine”. – Fair nok, men så find et foto 😉
En tegning og tøjet dertil.
En anden deltalje på Editor´s note er små tegninger som jeg har lavet af mig og Cindy. Ingen af os kan lide at få taget fotos, og da jeg foreslog at tegne os, var Cindy med det samme med på ideen (lidt meget til min overraskelse).
Jeg tegnede os mens jeg så lidt Netflix, og sendte derefter et foto på whats app til hende. Jeg skrev sådan ser du ud, du kan godt få noget andet tøj på, hvis du vil.
Fredag kaldte jeg hende hen, og sagde fortæl mig, hvordan dit tøj skal se ud, og viste hende nogle forslag jeg havde tegnet. Denne gang var det min tur til at være grædefærdig af grin, for til et af mine forslag siger Cindy (dog på engelsk) “Det er super flot, men det kan jeg ikke have på, for sådan noget tøj ejer jeg ikke”. I mit hoved var det simpelthen så sjovt, at hun tog stille til, hvad hun ejede i virkeligheden, i forhold til hvad hun så kunne have på som en tegning.
Jeg pointerede for hende, at hun altså godt på havet tegnet tøj på, på tegningen af hende selv, selvom hun ikke ejede det i virkeligheden, og der tror jeg det gik op for hende (og dermed blev de Hot pink sko skabt)
Sådan endte vi med at se ud som tegninger:
Indenfor den næste uges tid forventer vi at få magasinet tiltage fra trykkeren, og jeg glæder mig selv ekstremt til at se året magasin færdig trykt!