Efesos er uden tvivl en af de mest imponerende antikke byer, jeg har besøgt i Tyrkiet.
Jeg havde naturligvis set billeder af det berømte Celsus-bibliotek mange gange inden mit besøg, men jeg synes faktisk, at Efesos var meget større og havde langt mere at opleve, end jeg havde forestillet mig.
På sit højeste boede der omkring 250.000 mennesker i byen, og når man i dag går gennem de gamle gader, er det stadig muligt at få en lille fornemmelse af, hvordan livet engang har set ud her.
Feks når man går på de gamle marmorgader, forbi templer, bade, offentlige toiletter og imponerende bygninger, mens man samtidig kan se resterne af byens avancerede kloak- og vandsystem.
Og det mest utrolige er næsten, at kun en mindre del af den enorme antikke by er blevet udgravet.
På min tur brugte jeg omkring 4 timer i området. En del af tiden gik naturligvis også med at filme min YouTube-video, men jeg vil bestemt anbefale, at man sætter god tid af til besøget.
Vil du gerne på en guidet tur til Efesos?
En nem måde at se Efesos-museet er med en guidet tur, så du slipper for at planlægge transport og sætte dig en helt masse ind i historien (det klare guiden). Hos min samarbejdespartner Getyourguide er der en række forskellige ture, opdelt i om du ankommer med et krydstogtskib eller om du er turist “på land”.
Guidet tur til Efesos for Krydstogtgæster
- Kusadasi Port: Efesos-tur med alt inklusive (spring linjen over) (pris pr. person ca. 706 kr.) (bemærk entrébillet er inkluderet)
- Efesus: Tur med en lille gruppe for krydstogtpassagerer (pris pr. person ca. 190 kr.) (bemærk entrébillet ikke er inkluderet men kan købes af guiden)
- For krydstogtpassagerer: Tur til Efesos i lille gruppe med spring køen over (pris pr. person ca. 156 kr.) (bemærk entrébillet ikke er inkluderet men kan købes af guiden)
Guidet tur til Efesos fra Kusadasi
- Kusadasi: Rundvisning i Efesus og Marias hus med entrébilletter (pris pr. person ca. 512 kr.)
- Kusadasi: Tur til Efesos og Jomfru Marias hus med ENTRÉBILLETTER(pris pr. person ca. 613 kr.)
Guidet tur til Efesos fra Izmir
- Fra Izmir: ALL INCLUSIVE heldagstur til Efesus med frokost (pris pr. person ca. 836 kr.)
- Budgetvenlig tur til Efesus fra Izmir (pris pr. person ca. 262 kr.)

5 hurtige fakta om Efesos
Hvis du kun skal vide fem ting om Efesos, inden du besøger byen, så er det disse:
• På sit højeste havde byen omkring 250.000 indbyggere.
• Stedet regnes blandt verdens bedst bevarede antikke byområder.
• Celsus-biblioteket var et af antikkens største biblioteker.
• Kun en del af den antikke by er udgravet, så meget ligger stadig gemt under jorden.
• Efesos har en vigtig plads i både den græske, romerske og kristne historie.



Celsus-biblioteket er Efesos’ store vartegn
Der er ét sted, som næsten alle forbinder med Efesos: Celsus-biblioteket.
Det var selvfølgelig også den bygning, jeg glædede mig allermest til at opleve.
Biblioteket stod færdigt i begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr. og rummede efter sigende omkring 12.000 skriftruller. I dag er det især den imponerende facade, der har gjort bygningen til et af de mest fotograferede steder i Efesos.
Og ja, jeg skulle selvfølgelig også have de klassiske billeder foran biblioteket.
Men noget, jeg lagde mærke til, var, hvor mange besøgende der kun så bygningen forfra og derefter gik videre.
Det tager kun ganske kort tid at gå om bag Celsus-biblioteket, og jeg synes bestemt, det er værd at se bygningen fra flere vinkler. Forsiden er naturligvis den imponerende del, men bagsiden giver et helt andet indblik i konstruktionen.

Efesos er meget større, end man først tror
Efesos har mere end én indgang, og vi havde parkeret ved den øvre indgang.
Det var jeg faktisk rigtig glad for.
På den måde bevægede jeg mig gennem byen og fik på et tidspunkt udsigten ned mod Celsus-biblioteket foran os. Det er en virkelig flot måde at opleve Efesos på, fordi den berømte facade langsomt kommer til syne, mens man bevæger sig gennem ruinerne.
Når man går gennem Efesos, føles området allerede enormt. Alligevel er det kun en del af den gamle by, som er blevet udgravet. Det betyder, at meget af det historiske område stadig ligger gemt under jorden.
Jeg synes, det er ret vildt at tænke på.
Man går rundt blandt bygninger, som er næsten 2.000 år gamle, mens der potentielt ligger endnu flere huse, gader og historiske fund lige under jorden omkring en.
Efesos begyndte som en græsk by og kom senere under romersk kontrol. I dag er hele området et stort friluftsmuseum, hvor man kan gå direkte gennem resterne af den antikke by.

De offentlige toiletter i Efesos
Et af de steder, som virkelig fortæller noget om hverdagslivet i Efesos, er de offentlige toiletter.
Her sad man ganske enkelt på række ved siden af hinanden.Ingen skillevægge. Ingen private båse.
Bare dig, dine naboer og resten af byen.
Det er selvfølgelig lidt sjovt at stå og kigge på i dag, men samtidig fortæller toiletterne også noget om, hvor udviklet Efesos var.
Under byens gader fandtes der nemlig både kloaksystemer og vandrør. Vand blev blandt andet ført rundt til byens bade og fontæner, hvilket vidner om en utrolig avanceret infrastruktur for sin tid.

Terrassehusene – hjem for Efesos’ rigeste indbyggere
I Efesos kan man også besøge de berømte terrassehuse, som kræver en separat billet.
Jeg valgte selv at springe dem over under mit besøg.
Inde i området findes resterne af flere store boliger, som tilhørte nogle af byens mest velhavende familier. Husene havde flere etager og var dekoreret med mosaikgulve og farverige freskomalerier.
Nogle steder har man endda fundet flere lag af vægmalerier oven på hinanden, fordi boligerne gennem tiden er blevet renoveret og udsmykket på ny.
Det giver et spændende indblik i, hvor luksuriøst livet kunne være for de rigeste mennesker i Efesos.

Hadrians tempel
En anden af de bygninger, jeg især lagde mærke til, var Hadrians tempel.
Templet ligger langs en af de centrale gader og er med sin detaljerede facade endnu et godt eksempel på, hvor imponerende Efesos må have været i sin storhedstid.
Det er netop det, jeg synes gør Efesos så interessant.
Man besøger ikke bare én ruin eller ét tempel. Man bevæger sig gennem en hel by, hvor der hele tiden dukker nye detaljer op.
Dengang Efesos lå ved havet
I dag ligger Efesos et godt stykke fra kysten, men sådan har det ikke altid været.
I antikken var Efesos en vigtig havneby og et stort handelscentrum. Byens placering gjorde det muligt at handle med andre dele af Middelhavsområdet, og blandt de vigtige handelsvarer var blandt andet oliven og olivenolie.
Med tiden blev havnen påvirket af aflejringer, og kystlinjen flyttede sig længere og længere væk fra byen.
Det er lidt mærkeligt at stå midt i Efesos i dag og forestille sig, at det engang var en havneby, men i dag er det omgiver af skove og bjerge.

Efesos og kristendommen
Efesos har også en utrolig vigtig plads i kristendommens historie.
Apostlen Paulus opholdt sig i Efesos og forsøgte at udbrede kristendommen blandt byens indbyggere.
Det var dog ikke nødvendigvis et populært budskab.
Efesos var tæt forbundet med dyrkelsen af gudinden Artemis, og produktionen af religiøse genstande og figurer var en vigtig del af den lokale økonomi. Når Paulus prædikede imod tilbedelsen af menneskeskabte gudebilleder, udfordrede han derfor ikke kun folks religion, men også nogle menneskers levebrød.
Det førte til stor modstand mod ham.
Senere skrev Paulus sit brev til efeserne, som i dag er en del af Det Nye Testamente. Det er et lidt lang brev, men hvis du vil, så kan du læse det hele her.

Kombiner Efesos med Jomfru Marias hus
Paulus er heller ikke den eneste religiøse kristne personlighed som præger området. Inden jeg besøgte Efesus, havde jeg været ved Jomfru Marias hus, som ligger i området udenfor den antikke by.
Jeg har også lavet en separat YouTube-video om vores besøg der.
Hvis du interesserer dig for historie eller religion, synes jeg, de to steder passer rigtig godt sammen på samme dag. Efesos har en stærk forbindelse til den tidlige kristendom, og Jomfru Marias hus tilføjer endnu et lag til områdets religiøse historie.
Læs også >> Jomfru Maria´s hus i Efesos, Tyrkiet

Er Efesos et besøg værd?
For mig er svaret uden tvivl ja.
Det er ikke bare et sted, hvor man går hen for at tage det klassiske billede foran Celsus-biblioteket. Det er en hel antik by, hvor man stadig kan gå gennem de gamle gader og se spor efter alt fra religion og handel til toiletbesøg og hverdagsliv.
Hvis du planlægger at besøge Efesos så vil mine gode råd være at komme til åbningstid eller se eftermiddag så du undgår de store menneskemængder. Hvis du kommer i sommerperioden så sørg for at have skygge f.eks. får man hat eller en UV-parasol og sørg for at have gode sko med for det er jo ruin du går i, og underlaget er ikke altid godt.
Hvis du er historier interesseret vil jeg sætte mig ind i historien før jeg tager derhen, så du kan bruge dit besøg på en ny ruinerne og ikke stå med næsen i en bog.

Praktisk information om Efesos i Tyrkiet
Du kan parkere ved begge indgange til Efesos. Du køber billet ved indgangen til det arkæologiske område. Se billetpriserne her.
Åbningstider: 08.30 – 18.45
Adresse: Atatürk Mahallesi,Uğur Mumcu Sevgi Yolu,No: 26
Du finder museet her:
PIN IT!
INDHOLD I ARTIKLEN: EFESUS, EFESOS TYRKIET, EPHESUS TYRKIET, DEN ANTIKKE BY EFESOS, RUINERNE I EFESOS, SEVÆRDIGHEDER I EFESUS, OPLEVELSER I EFESUS, HVAD SKAL MAN SE I EPHESOS, ANTIKKE BYER I TYRKIET, HISTORISKE SEVÆRDIGHEDER I TYRKIET, ARKÆOLOGISKE UDFORSKNINGER I TYRKIET, CELSIUS BIBLIOTEKET, CELSUS LIBRARY, DET STORE TEATER I EFESUS, ARTEMISTEMPLET, TEMPLE OF ARTEMIS, ROMERSKE RUINER I TYRKIET, GRÆSKE RUINER I TYRKIET, EFESOS HISTORIE, UNESCO, UNESCO I TYRKIET, SELÇUK TYRKIET, OPLEVELSER I TYRKIET, REJSEGUIDE TIL EFESUS, BLOG OM TYRKIET, REJSEBLOG OM TYRKIET, DANSK REJSEBLOG, DANISH TRAVEL BLOG, REJSEBLOGGEN, TYRKIET BLOGGEN.



