Det har altid været min tyrkiske svigermors drøm at se Kappadokien.
Og i forbindelse med min vandretur som rejseleder fik jeg overbevist både min tyrkiske mand Taner og hans mor, min svigermor, til at rejse med mig derop.
I år er min svigermors første år som fuldtidspensionist. Selvom hun i nogle år har modtaget en tyrkisk pension, som er en meget beskeden en af slagsen, så har hun alligevel arbejdet som toiletpasser på handicapstranden i Alanya.
Men hun var udkørt. Pengene fra arbejdet blev mindre og mindre og turisterne blev grovere og grovere – mange ville ikke betale for at gå på toillettet, som hun bruger dagen på at holde rent, indkøbe sæbe og toiletpapir til og generelt sikre at det er en ren og behagelig oplevelse.
Så vi snakkende løbende med hende over vinteren om, hvorfor hun ville tilbage og arbejde. Kommunen elskede hende og var meget opsatte på hun skulle fortsætte arbejdet, så jeg tror en del af det var dårlig samvittighed. Vi købte nogle nye geder til hende, en lækker topmadras så hendes seng blev blødere og fik parabolen vendt så den kunne tage hendes favorit program, Master Chef og nu har hun officielt været fuldtids-pensionist 1 år.
Fra Alanya til Kappadokien.
Så 3 dage før mit arbejde startede rejste vi sammen til Kappadokien. Vi kørte fra Alanya kl 06.00 om morgen, så vi kunne få en smule glæde af den første dag ved ankomst.
Da min svigermor jo var oppe i vores hus i bjergene, samlede vi hende op i Konakli. Hun havde pakket en mulepose med tøj og fuldt 1 kasse med frugt, grøntsager, hjemmebagt brød, ayran osv osv.
Taner og jeg havde joket, om hvor meget mad hun rent faktisk ville tage med til denne 3 dages tur og vi var næsten overrasket over, hun ikke havde taget mere med.
Taner er en vidunderlig chauffør, så de første 5-6 timer foregik med 2 toiletstop, hvor vi også spiste lidt frugt også gjorde vi et kort stop ved Aksaray museum.
Det var mit ønske at se Aksaray museum da jeg ved der er et 9500 år gammelt kranie som har gennemgået en trepanering og overlevet det i 10 dage efter operationen. Historisk set er det en helt utrolig ting.
Bor vi i Mustafapasa eller Ibrahimpasa ?
Jeg er meget organiseret når jeg rejser, men for jeg ikke skal være ansvarlig for alting hele tiden, er jeg begyndt at give nogle af opgaverne til Taner. Jeg ønsker ikke at være rejseleder både i mit arbejde og mit privatliv.
Det er kun 6 måneder siden Taner og jeg sidst var i Kappadokien, som en lille bryllupsrejse og på den tur boede vi i den lille søde landsby Mustafapasa, som vi blev lidt forelsket i.
Derfor ville Taner gerne bo der igen.
Da vi ankommer til Mustafapasa beder Taner mig hjælpe ham med at putte hotellet ind i Google Maps – han er åbenbart bare kørt efter landsbyen på hans kort. Da jeg indsætter hotellets navn siger den 25 minutters kørsel. Uden at have bemærket det, hat han booket i Ibrahimpasa, ikke i Mustafapasa.
Vi bliver meget meget glædeligt overrasket over Ibrahimpasa. En virkelig autentisk lille by, mindre end Mustafapasa, som ligger og gemmer sig imellem alle de store byer, som turisterne normalt bor i. Udsigten over byen er helt fantastisk. Ikke et eneste reklameskilt eller grim neonlys, bare smukke tuf og stenhuse.
Masser af energi på første dagen
Vi har alle masser af energi og efter at have tjekket ind på hotellet, beslutter vi os for at kører ud i landskabet.
Jeg kan allerede mærke på min svigermor at landskabet gør stort indtryk og jeg er super begejstret for at vise hende det.
Vi starter med at kører over til Fantasidalen for et fotostop. Derfra kører vi til Avanos.
Avanos byen er anderledes end de øvrige Kappadokien byer, da den ikke rigtig er tuf, men i stedet mere en tyrkisk landsby, som tyrkiske længste flod, Den røde flod, løber igennem. Taner synes hans mor skal med en tur over den store hængebro og jeg synes vi skal have en is, for vi får aldrig en is.
Læs også >> Man ved man har en tyrkisk mand når…
Med isen i hånden går vi ned til floden. I år blev der tilføjet 2 gæs til vores lille bondegård i Alanya, så min svigermor synes det var så spændende med alle gåsene og ænderne, som svømme rundt.
Solnedgang i Love Valley
Efter Avanos kørte vi til Love Valley. Solen var ved at gå ned, så manden der tager betaling for parkering var allerede gået hjem.
Siden sidst jeg har været i kærlighedsdalen er der sket en del. Det plejede at være “The number 1 Instagram spot” men alle gyngerne og andet happengut var fjernet. Der var heste og ponyer samt træer fyldt med små lerkrukker som folk havde skrevet på.
Uden at jeg har læst det nogen steder, så virkede det meget bevidst, som om at kommunen har sagt at alle permanente strukturer skulle fjernes. Selv det rodet lille træ hus som altid har ageret café og souvenir butik var skiftet ud med en madvogn på hjul.
Jeg synes, at det er en skam at gynger er skiftet ud med dyreturisme, som jeg er modstander af, men der var bestemt mere roligt i Love Valley end der tidligere har været.
Aftensmad man selv griller
Jeg havde tidligere spist på Aydede restauranten og syntes den var genial. I stedet for en klassisk restaurant, så sidder man og griller sin mad selv på en grill midt på bordet. Hvad man vil grille kan man selv vælge.
Der er en stor montre med forskellige typer af kød og på skiltet står der, hvad de forskellige kategorier af kød koster. Man kan også vælge mezze retter, så man har lidt at hygge sig med, indtil ens mad er grillet. Man får en tallerken med grøntsager og brød med, som en del af prisen.
Det var tydeligt at se svigermor var træt og hun havde proklameret, at hun ikke ville spise noget. Men hun spiste dog alt, hvad vi lagde på hendes tallerken og da vi kom hjem overhørte vi hende fortælle Baba (min svigerfar) om den flotte og fancy restaurant vi havde været på, hvor man selv grillede sin mad.
Dag 2: Göreme open Air museum og en lang pause.
Efter morgenmad havde jeg planlagt, at vi skulle på Göreme open Air museum
Jeg har været der så så så mange gange, at jeg ved at morgen eller sen eftermiddag er de bedste tidspunkter, for omkring middag kommer der, bogstavlig talt, flere hundred besøgende i timen.
Jeg lavede engang regnestykket. Officielt kommer der omkring 1 million besøgende på Göreme open Air museum om året. Det svare til 2.740 gæster pr. dag.
Jeg er vant til, som en del af mit arbejde som rejseleder, at oversætte fra engelsk til dansk. For at min svigermor kunne få glæde af lidt af alt den viden jeg har på lager, fortalte jeg på engelsk og Taner oversat til tyrkisk. Det var sjovt at fortælle om de bibelske historier, symboler og hvorfår man gjorde som man gjorde.
Det var godt jeg fortalte før vi gik rundt på museet, for de mange trapper og stejle skråninger gjorde desværre svigermor måtte give op efter 3 kirker. Heldigvis var det de 3 bedste kirker.
Vi kørte tilbage til hotellet og eftermiddagen gik med at slappe af. Godt vi havde nået så meget på første dagen.
Aftensmad på kvindernes restaraunt
Det er tydeligt at mærke på svigermor, at hun ikke er meget for det der med at gå ud og spise på restaurant. Det var ellers noget af der jeg havde glædet mig til at forkæle hende med.
Vi spiste frugt til frokost, så fik hende overbevist om at komme med på Kadineli i Uchisar. En restaurant drevet af kvinder som laver hjemmelavet mor-mad. Synes hun fortjente at nogle andre laver den slags mad til hende.
Vi fik tyrkiske dumpning – manti, og en Nevsehir gryderet med kød, som smagte super godt.
Energien var tilbage igen, så efter aftensmaden fik vi rundt om hjørnet og så Uçhisar borgen. Det er det højst beliggende punkt i Kappadokien og et dejligt udsigtspunkt til store dele af området.
Vi kørte også en tur til Göreme og gik en aftentur og svigermor konstaterede at det var godt, vi ikke boede der, for der var for mange mennesker.
Dag 3: En lille overraskelse
Da dag 2 indeholdte meget mere afslapning end oprindelig planlagt, havde jeg stadig et sted, jeg gerne ville vise Taner og min Svigermor.
I Uchisar er der et privat tuff hjem, som er åbent af ejerene selv for gæster. Det er Ibrahim og hans kones hjem.
Indtil 1980`erne boede de der fast. Så sagde staten de skulle flytte, det var for farligt at blive boende i tuffen. De flyttede men har i nyere tid fået liv at leje deres gamle bolig tilbage. De må ikke bo der fast men de må gerne opholde sig der.
Læs også >> Når vi følger Sannes svigermor til Kappadokien
For 50 tl kan man se, hvordan et originalt tuff hus er indrettet med stue, køkken og soveværelse. Huset har også, det jeg vil mene, er den mest idylliske balkon i Kappadokien.
Som en del af huset kan man også se dueslaget. Det er det bedste dueslag jeg har set, fordi det er så intakt og når man ser det, så giver det pludselig mere mening. Mange dueslag er i dag blottet, fordi væggen er styrtet sammen og derfor tror mange af dueslagene var blottede fra starten af. Det var de ikke, de var rum som kun duerne kunne komme ind i via små huller. Mennesker lavede deres egne i indgange , som var grund forsejlet når de ikke blev benyttet, så duerne kunne elve i fred og rovdyr ikke kunne komme ind.
Både Taner og Svigermor blev glædeligt overrasket over min overraskelse og det hele var ligeså perfekt, som jeg havde forestillet mig.
Et følelsesmæssigt farvel
Derefter var vi ved at nå til vejs ende. Taner og Svigermor skulle til Konya, hvor Taner havde booket et hotel til dem, så de kunne se byens hellige steder.
Konya er ca. halvvejs mellem Kappadokien og Alanya, så det er oplagt at tage det stop med, som en del af svigermor-ferien.
Jeg blev sat af på en café, hvor jeg sad nogle timer og skrev, blandt andet denne historie, som jeg ved at jeg gerne vil forevige.
Ved aftentid kørte jeg med min buschauffør i lufthavnen for at hente mine gæster og starte en 8 dages vandretur i Kappadokiens unikke landskab.