Frygteligt: Man mister noget af sig selv i udlandet

Dagens blogindlæg er meget følelsesladet.

Allerede mens jeg skriver det sidder jeg med tåre i øjnene. Det handler om at man ikke kan være alle steder på en gang, og den sorg det er at sige farvel til en del af sig selv, for at gøre klar til en ny.

Forhistorien til indlægget:

I går var jeg i byen med min barndomskammerat Mads, hans storebror Kasper og en fælles ven. De er en stor flok på ferie, og mange af dem har kendt mig hele mit liv.

Som små boede Mads og jeg et stenkast fra hinanden i vores lille landsby ØB udenfor Silkeborg. Sammen med en 3. ven Kaare har vi fulgt hinanden fra bleskift til voksenlivet. Vi har altid været 3. MEGET forskellige personligheder, som fandt sammen om det faktum, at vi var gode venner, selvom vi var meget forskellige. Vi har spillet fodboldt, leget gemmeleg i markerne, “testet” elhegn på markerne, snakket til ud på natten, bygget et 3-etagers træhus med vand og el og meget meget mere!

Jeg flyttede hjemmefra som 17 årige, og kort efter jeg var flyttet i min egen lille lejlighed i Vejle, kom Kaare og hjalp med at installere mit internet. Det var et stempel på års venskab, at han gjorde det for mig.

I en kort årrække var der ikke meget kontakt. Mads fik en kæreste og et barn, Kaare blev ekspert indenfor noget med computer og el og rejste til Kina (ved stadig ikke hvad han laver, man jeg ved han er en af de bedste) og jeg uddannede mig, fik job som radiovært og et ungdomsliv i Aarhus.

Men som det er med stærke venskaber, så har de det med ikke at gå tabt. Mens jeg boede i Århus, kom Mads forbi en dag og venskabet var tydeligvis stadig stærkt. Mads var ikke længere sammen med sit barns mor, og havde i stedet købt et hus han var ved at bygge op. Kaare hadede Kina og var heldigvis næsten altid i Silkeborg når jeg var, og på den måde fandt vi igen sammen, når alle havde tid. I tiden efter det flyttede jeg til Alanya og startede et nyt liv.

Der skal ikke være tvivl om jeg er det sted i verden, jeg lige nu allerhelst vil være. Men bare fordi man er der hvor man gerne vil være, betyder det ikke at man ikke kan savne der hvor man var & det sted man også hører til som menneske. Jeg høre også til i Danmark, og i Danmark har jeg også min plads.

By turen i går

I går spiste jeg middag hos Sanne sammen med Karina og ungerne. En naturlig del af mit liv i Alanya. Vi ses tit, vi hygger, spiller spil, spiser god mad, snakker om livet, og snakker om vores fælles projekter.

Ved en 22-tiden var aften ved at være rundet af. Jeg skrev spontant til Mads og spurgte hvad de lavede. De sad i hotel baren og hyggede, og jeg kunne bare komme fordi. Selvom vi er på den anden side af jorden, så virkede det helt naturligt at tage derhen, så det gjorde jeg. Vi besluttede vi skulle videre i byen, og fiskede en taxi på gaden. Alt virkede naturligt. Vi snakkede, lavede jokes og generelt var det en super god aften.

Kl 02.30 hentede Taner mig, og Taxi-boy (vores nabo) kørte drengene hjem til deres hotel i Oba.

I morges vågnede jeg så med følelsen af sorg i mit hjerte.

Efter en lille gåtur rundt i min hjerne stod det klar for mig; En del af den jeg er i Danmark, er død i Tyrkiet og det gør ondt.

Aftenen startede jo med Sanne og Karina, som har været stærke venskaber i Alanya gennem ca. 3 år. Vi har det pisse godt sammen og ligger planer for fremtiden. Hjemme i min lejlighed har jeg Taner, som jeg har været været kærester med i 3,5 år, og som jeg også planlægger en fremtid med. Men fælles for alle disse mennesker som jeg elsker i dag, er det faktum at ingen af dem har kendt mig før jeg var 23 år, og ingen af dem kommer nogensinde til at forstå hvad jeg kommer fra, og hvad jeg har oplevet i mit liv.

Men efter Sanne fortsatte aftenen med mine venner hjemmefra. Venner der har kendt mig siden jeg blev født. Venner som har fulgt alle valg i mit liv, og jeg har fulgt deres. Jeg kan navnene på alle deres ungdomskærester, og de på mine. Jeg kender alle adresser de har boet på, og de kender mine. De her mennesker kender mig, og lige meget om vi stopper med at have kontakt med dem i morgen, så kommer vil deres kendskab til mig aldrig forsvinde. DISSE MENNESKER KENDER MIG DYBT.

Jeg har altid synes det er hårdt, at forlade Danmark og Tyrkiet for at at besøge det modsatte land. Jeg vidste før jeg flyttede til Alanya, at jeg aldrig kunne blive den samme person igen. En del af en selv DØR når man bor i udlandet, og den kommer kun til live, når de rigtige mennesker er der til at genoplive den i en.

Jeg er taknemlig, for jeg har mennesker i begge lande, som elsker mig. Jeg er taknemlig for jeg har folk, der har fulgt mig i livet, og som gør det endnu, og jeg er taknemlig for jeg har nye mennesker i mit liv nu, som er med til at forme mig i dag.

Forklaring på dagen profilbillede:

Dagens blogindlæg fik mig også til at kigge på nogle af de gamle billeder jeg har på min fb og i min telefon. Her er billederne af den jeg var før Alanya: