Martin og jeg begyndte at snakke sammen, efter bomben i Istanbul i 2016, hvor Martin efterfølgende gav et interview til en dansk avis.
En høflige udveksling blive til kilometer lange samtaler. Martin er efter min opfattelse en ufattelig spændende person. Hans liv i Istanbul er grundlæggende helt anderledes end mit i Alanya, og alligevel er der til tider nogle fællestræk i vores liv her. Jeg har spurgt Martin om han ville gæsteblogge, fordi jeg synes variationen af hvordan en dansk mand ender i Istanbul er så spændende. Det håber jeg også du synes!
Da jeg i 2009 mødte Istanbul i forbindelse med en lærer-workshop på et universitet i byen Bolu, vidste jeg ikke, at byen kun 5 år senere ville være kulisen i videre liv. Jeg forelskede mig så meget i Istanbul, så min 4-mands gruppe og jeg skulle tilbage til Danmark der i 2009, smed jeg mit pas væk, vinkede farvel til kollegerne i Atatürk lufthavn og drog tilbage på et hotel i Taksim/Istiklal området, hvor mit pas mirakuløst dukkede op igen, og jeg drog på eventyr alene i denne mega metropolis.
Da jeg i 2013 blev skilt fra min mand hjemme i Danmark, var min første tanke at få et gensyn med Istanbul, jeg bookede fly og hotel – og drog afsted med en veninde til hvad der lynhurtigt skulle vise sig at blive til et helt nyt kapitel i mit liv.
Pludseligt befandt jeg mig her i Istanbul en gang om måneden, fik lokale venner – også en kæreste, og mine månedlige besøg blev til et par gange om måneden. Jeg har tidligere boet og arbejdet i bland andet Polen og Kina, så lysten om at bo og arbejde i udlandet igen begyndte at rive løs i mig. Kæresten og jeg slog op, jeg fandt et arbejde hernede, solgte andelen derhjemme, pakkede bilen med hund og sager og flyttede in hos en fantastisk god ven, her i Istanbul. Det var i august 2014.
Da jeg i begyndelsen af 00’erne var bosat i Polen, havde jeg gennem et årstid en karriere som sanger – en karriere jeg i 2005 svor aldrig ville tilbage til, men en dag her i Istanbul var der ‘åben scene’ og efter et par glas Raki skyllet ned med både vand og fadøl, ja – så indtog jeg scenen mens en gruppe venner sad og frydede sig.
Kontaktet af tyrkisk DJ
Et par dage senere kontaktede en Tyrkisk DJ og producer mig og det blev starten til endnu et eventyr i den musikalske verden, denne gang i Istanbul.
Så samtidigt med at jeg skulle passe mit job som lærer og underviser, arbejdede jeg i studiet med et projekt som et eller andet sted ‘nok skulle blive til noget’.
At arbejde med musik her i Tyrkiet er noget der ikke umiddelbart er nemt. Der betales meget lidt for live-acts og der ud over blev der for få år siden indført en ‘performance skat’ – det vil sige at før den almene skat skal betales, skal der betales et beløb på omking 19-20% og siden indkomstskat osv. Med andre ord, da jeg havde en mindre tour sat i værk her i Istanbul, fandt jeg pludseligt mig selv tilbage med sølle 300-500 TL (på de større spille steder/clubs). Og helt ærligt, så ryger timelønnen pludseligt ned under 1TL sådan alt taget i betragtning, og fra de sølle få lira skulle dansere osv også have et lille beløb. Så efterhånden blev skiftede jeg fra performer til recording artist – og er stort set kun at finde på scenen ved special events så som velgørenhedskoncerter og lignende.
Nå, men det tilside, så er det fantastisk spændende at arbejde indenfor en presset gruppe. Det er vildt at arbejde i det samme pladestudie som den tyrkiske pop-gudinde Sila. Men det betyder også at det ikke altid er noget jeg kan leve af sådan 100%. Så ved siden af min musikalske karriere underviser jeg engelsk til voksne og enkelte danske børn får en mere hjemmeskoling i forskellige fag.
Klar til nye oplevelser i Tyrkiet
Men efter 3 hæsblæsende år i Istanbul hvor jeg det sidste halvandet år har været bosat i bydelen Kabatas ved Bosporus Strædet og ved siden af pladestudiet – været al for tæt på terrorbomber og et skaldet kupforsøg har jeg glædet mine forældre hjemme i Danmark med at finde et hus i en landsby lige udenfor feriebyen Bodrum, her i Tyrkiet. Der rykker jeg ned hen over sommeren, med hund og akvarie – og vil forsøge at skabe mig en tilværelse der. Jeg er stadig vild med Istanbul, men at bo her og arbejde som jeg gør, betyder al for ofte timer i trafikken. Her er bilkøer som får Køgebugtmotorvejen i myldretiden til at ligne trafiken i et afsnit af Matador, et mylder af mennesker som betyder at du stort set ikke har privat-rum ved hæveautomaten eller når du står rød om ørerne på Apoteket og skal høre en forklaring om sæben mod de fladlus du var heldig at skrabe til dig efter en date.
Jeg elsker Istanbuls historie, jeg er vild med at drage ud og besøge museer og ruiner der på den ene eller den anden måde har været med til at grundlægge den europæiske og kultur. Og nu hvor mit album er ved at være færdigt, de fleste venner har forladt Istanbul efter folkeafstemningen i April, Kæresten flyttede ud og well… ja, så er det tid til nye eventyrer. Jeg er ikke færdig med Tyrkiet, egentlig heller ikke med Istanbul, men jeg skal have en pause fra dette never-ending-chaos jeg vil have en pause fra 24/7 metro- og skyskraber byggeri. Nu er det tid til at trække vejret.
Bodrum, here I come
Her er Martin Streckers danske sang “Hvis du kysser min hånd”
Det er altid dejligt at læse om andre menneskers oplevelser i det smukke og evigt spændende land, Tyrkiet